Dagens læsning

  • 01
    01/10/2023

    26. ALM. SØNDAG A

    Hele dagen
    01/10/2023

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække I


    26. ALM. SØNDAG. (II Ps)
    Helgener:


    1. læsning Ez 18,25-28

    I siger: “Herren handler ikke rimeligt.” Hør dog, Israels hus: Handler jeg ikke rimeligt? Er det ikke jer, der ikke handler rimeligt? Hvis den retfærdige vender om fra sin retfærdighed og øver uret, så skal han dø for det; han skal dø for den uret, han øvede. Og hvis den uretfærdige vender om fra den uretfærdighed, han har begået, og øver ret og retfærdighed, skal han bevare sit liv.Han ser alle de overtrædelser, han har begået, og vender om fra dem. Han skal bevare livet; han skal ikke dø.

    Vekselsang Sl 25,4-5.6-7.8-9

    R. Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed.

    Eller:

    Halleluja!

    Vis mig dine veje, Herre,
    lær mig dine stier!
    Vejled mig i din sandhed og belær mig,
    for du er min frelses Gud,
    til dig sætter jeg altid mit håb.

    Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed,
    som har været til fra evighed.
    Glem min ungdoms synder og overtrædelser,
    husk mig i din trofasthed,
    fordi du er god, Herre.

    Herren er god og retskaffen,
    derfor belærer han syndere om vejen.
    De ydmyge vejleder han i retfærdighed,
    han lærer ydmyge sin vej.

    2. læsning Fil 2,1-11 eller Som kortere afsnit kan læses Fil 2,1-5, fra begyndelsen indtil tegnet +++).

    Brødre og søstre! Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind. Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, +++)

    han, som havde Guds skikkelse,
    regnede det ikke for et rov
    at være lige med Gud,
    men gav afkald på det,
    tog en tjeners skikkelse på
    og blev mennesker lig;
    og da han var trådt frem som et menneske,
    ydmygede han sig
    og blev lydig indtil døden,
    ja, døden på et kors.
    Derfor har Gud højt ophøjet ham
    og skænket ham navnet over alle navne,
    for at i Jesu navn
    hvert knæ skal bøje sig,
    i himlen og på jorden og under jorden,
    og hver tunge bekende:
    Jesus Kristus er Herre,
    til Gud Faders ære.

    Akklamation til Evangeliet Joh 10,27

    Halleluja!
    Mine får hører min røst,
    og jeg kender dem, og de følger mig.

    Evangelium Matt 21,28-32

    Jesus talte til ypperstepræsterne og folkets ældste og sagde: “Hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?” De svarede: “Den første.” Jesus sagde til dem: “Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.

  • 02
    02/10/2023

    Mandag i 26. alm. uge I

    Hele dagen
    02/10/2023

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække I


    Mandag i 26. alm. uge (II Ps)
    Helgener: De hellige værneengle (m)
    Ad libitum læsning til de hellige værneengle


    Læsning Zak 8,1-8

    Hærskarers Herres ord lød: Dette siger Hærskarers Herre:

    Jeg brænder af stor nidkærhed for Zion,
    og jeg brænder af stor vrede for dets skyld.
    Dette siger Herren:
    Jeg vender tilbage til Zion
    og tager bolig i Jerusalem.
    Da skal Jerusalem kaldes den trofaste by
    og Hærskarers Herres bjerg kaldes det hellige bjerg.
    Dette siger Hærskarers Herre:
    På ny skal gamle mænd og kvinder sidde
    på Jerusalems torve
    hver med sin stok i hånden,
    fordi de er gamle.
    Byens torve skal fyldes
    af drenge og piger,
    der danser på torvene.
    Dette siger Hærskarers Herre:
    Fordi dette folks rest i de dage
    finder det umuligt,
    skulle jeg så også finde det umuligt?
    siger Hærskarers Herre.
    Dette siger Hærskarers Herre:
    Jeg frelser mit folk
    fra Østens land
    og fra Vestens land,
    og jeg bringer dem hjem,
    så de kan bo i Jerusalem.
    De skal være mit folk,
    og jeg vil være deres Gud
    i troskab og retfærdighed.

    Vekselsang Sl 102,16-18.19-21.29 & 22-23

    R. Herren genopbygger Zion,
    han viser sig i sin herlighed.

    Folkene skal frygte Herrens navn,
    alle jordens konger skal frygte din herlighed.
    For Herren genopbygger Zion,
    han viser sig i sin herlighed.
    Han vender sig til de nøgnes bøn,
    han afviser ikke deres bøn.
    Det skal skrives ned til den kommende slægt,
    det folk, der skabes, skal lovprise Herren.
    For Herren ser ned fra sin høje helligdom,
    fra himlen ser han ned til jorden;
    han hører fangernes stønnen,
    han sætter de dødsdømte i frihed.

    Dine tjeneres børn skal bo i tryghed,
    deres efterkommere bestå for dit ansigt.
    Herrens navn skal forkyndes på Zion,
    hans lovsang lyde i Jerusalem,
    når folk og riger samles
    for at dyrke Herren.

    Akklamation til Evangeliet Mark 10,45

    Halleluja!
    Menneskesønnen er kommet for selv at tjene
    og give sit liv som løsesum for mange.

    Evangelium Matt 18,1-5. 10

    På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?«  Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem  og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.  Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget;  og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.
    Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt

  • 03
    03/10/2023

    Tirsdag i 26. alm.uge I

    Hele dagen
    03/10/2023

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække I


    Tirsdag i 26. alm. uge (II Ps)
    Helgener:


    Læsning Zak 8,20-23

    Dette siger Hærskarers Herre:

    På ny skal folkeslag komme,
    indbyggere fra store byer;
    indbyggere fra den ene by
    skal gå til den anden og sige:
    Kom, lad os gå hen
    for at formilde Herren
    og søge Hærskarers Herre;
    også jeg vil gå med.
    Så skal talrige folk
    og mægtige folkeslag komme
    for at søge Hærskarers Herre i Jerusalem
    og formilde Herren.

    Dette siger Hærskarers Herre: I de dage skal ti mænd fra alverdens folk gribe fat i en judæers kappeflig og sige: Vi vil følges med jer, for vi har hørt, at Gud er hos jer.

    Vekselsang Sl 87,1-3.4-5.6-7

    R.Gud er med os.

    Han har grundlagt sin by på hellige bjerge.
    Herren elsker Zions porte
    mest af alle Jakobs boliger.
    Herlige ting siges om dig,
    du Guds by.

    Jeg nævner Rahab og Babylon
    blandt dem, der kender mig,
    ja, Filistæa og Tyrus tillige med Nubien,
    dér er de født.
    Men om Zion hedder det:
    Her er hver og én født,
    den Højeste har selv grundfæstet den.

    Herren skriver folkene op,
    dér er de født.
    Dansende synger de:
    Alle mine kilder er i dig.

    Akklamation til Evangeliet Mark 10,45

    Halleluja!
    Menneskesønnen er kommet for selv at tjene
    og give sit liv som løsesum for mange.

    Evangelium Luk 9,51-56

    Da tiden var ved at være inde, til at Jesus skulle optages til himlen, vendte han sig mod Jerusalem som målet for sin rejse. Han sendte nogle sendebud i forvejen; de gik af sted og kom ind i en samaritansk landsby for at forberede hans ankomst. Men dér ville de ikke tage imod ham, fordi han var på vej mod Jerusalem. Da disciplene Jakob og Johannes så det, spurgte de: »Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære dem?« Men han vendte sig om og satte dem i rette. Så gik de til en anden landsby.

  • 04
    04/10/2023

    Onsdag i 26. alm.uge I

    Hele dagen
    04/10/2023

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække I


    Onsdag i 26. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Frans a Assisi († 1226) (m)


    Læsning Neh 2,1-8

    I kong Artaxerxes’ tyvende regeringsår, i måneden nisan, da jeg havde tilsyn med vinen, bar jeg vinen frem og gav kongen den. Jeg havde ikke før set mismodig ud, når jeg stod foran kongen, så kongen spurgte mig: »Hvorfor ser du mismodig ud, når du ikke er syg? Det kan kun være, fordi du er ked af det.« Jeg blev meget bange, men svarede kongen: »Kongen leve evigt! Hvorfor skulle jeg ikke være mismodig, når byen med mine fædres grave ligger i ruiner, og dens porte er fortæret af ild?« Kongen spurgte mig: »Hvad er det, du ønsker?« Jeg bad til himlens Gud og sagde til kongen: »Hvis det behager kongen, og hvis du har godhed for din tjener, så lad mig tage til Juda, til byen med mine fædres grave, så jeg kan genopbygge den.« Kongen svarede mig, mens dronningen sad ved hans side: »Hvor længe vil din rejse vare, og hvornår kommer du tilbage?« Da kongen billigede, at jeg tog af sted, meddelte jeg ham tidspunktet. Og jeg sagde til kongen: »Hvis det behager kongen, så lad mig få breve med til statholderne i provinsen Hinsides Floden, om at de skal lade mig rejse igennem, så jeg kan komme til Juda. Lad mig også få et brev til Asaf, der har tilsyn med kongens parker, om at han skal give mig træ til bjælkerne i tempelborgens porte, til byens mur og til det hus, jeg skal bo i.« Det gav kongen mig, fordi min Guds gode hånd var over mig.

    Vekselsang Sl 137,1-2.3.4-5.6

    R. Gid min tunge må klæbe til ganen,
    hvis ikke jeg husker på dig.

    Ved Babylons floder
    sad vi og græd,
    når vi tænkte på Zion;
    i poplerne derovre
    hængte vi vore citere.

    For vore fangevogtere
    krævede, at vi skulle synge,
    vore plageånder krævede glædessang:
    »Syng for os
    af Zions sange!«

    Hvordan skulle vi kunne synge
    Herrens sange
    på fremmed jord?
    Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
    så gid min højre hånd må lammes;

    gid min tunge må klæbe til ganen,
    hvis ikke jeg husker på dig,
    hvis ikke jeg sætter Jerusalem
    over min højeste glæde.

    Akklamation til Evangeliet Fil 3,8-9

    Halleluja!
    Jeg regner alt for skarn,
    for at jeg kan vinde Kristus og finde retfærdighed i ham.

    Evangelium Luk 9,57-62

    Mens de var undervejs, var der en, der sagde til Jesus: »Jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« Jesus sagde til ham: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.« Og Jesus sagde til en anden: »Følg mig!« Men han svarede: »Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far.« Men Jesus sagde til ham: »Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige.« Og en anden sagde: »Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme.« Jesus sagde til ham: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.«

  • 05
    05/10/2023

    Torsdag i 26. alm.uge I

    Hele dagen
    05/10/2023

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække I


    Torsdag i 26. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Faustina Kowalska, jomfru († 1938)

     


    Læsning Neh 8,1-4a. 5-6. 7b-12

    Da den syvende måned kom, og israelitterne havde bosat sig i byerne, samledes hele befolkningen, alle som én, på pladsen foran Vandporten, og de bad Ezra, den skriftlærde, hente bogen med Moses’ lov, den lov Herren havde pålagt Israel. Den første dag i den syvende måned kom præsten Ezra med loven til forsamlingen, mænd, kvinder og alle, der var i stand til at lytte. Og på pladsen foran Vandporten læste han den op, fra det blev lyst til midt på dagen, for mændene, kvinderne og dem, der var i stand til at lytte, og hele folket hørte opmærksomt på oplæsningen af lovbogen. Ezra, den skriftlærde, stod på en platform af træ, der var lavet til formålet.

    Ezra åbnede bogen i hele folkets påsyn, for han stod højere end hele folket, og da han åbnede den, rejste alle sig. Ezra priste Herren, den store Gud, og hele folket svarede med løftede hænder: »Amen, amen« og kastede sig til jorden for Herren.

    Levitterne forklarede loven for folket, mens folket blev stående, hvor de stod. De læste tydeligt op af bogen med Guds lov og forklarede meningen, så man kunne forstå det, der blev læst.

    Derpå sagde statholderen Nehemias og præsten Ezra, den skriftlærde, og levitterne, der underviste folket, til hele folket: »Denne dag er hellig for Herren jeres Gud! I skal ikke sørge og græde!« For hele folket var begyndt at græde, da de hørte lovens ord. Han sagde til dem: »Gå hen og spis fede retter og drik sød vin, og send noget af det til dem, der ikke har noget, for denne dag er hellig for Herren. Vær ikke bedrøvede, for glæde i Herren er jeres styrke!« Og levitterne beroligede hele folket og sagde: »Vær stille, for denne dag er hellig! Vær ikke bedrøvede!« Så gik hele folket hen for at spise og drikke og sende mad ud og holde en stor glædesfest, for de havde forstået de ord, der var forkyndt for dem.

    Vekselsang Sl 19,8.9.10.11

    R. Herrens forordninger er retskafne,
    de glæder hjertet.

    Herrens lov er fuldkommen,
    den styrker sjælen.
    Herrens vidnesbyrd står fast,
    det giver den uerfarne visdom.

    Herrens forordninger er retskafne,
    de glæder hjertet.
    Herrens befaling er ægte,
    den giver øjnene glans.

    Herrens ord er rent,
    det består til evig tid.
    Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    De er mere kostbare end guld,
    end det reneste guld i mængde,
    de er sødere end honning,
    end flydende honning.

    Akklamation til Evangeliet Mark 1,15

    Halleluja!
    Guds rige er kommet nær;
    omvend jer og tro på evangeliet!

    Evangelium Luk 10,1-12

    På den tid udpegede Herren tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen. Han sagde til dem: »Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst. Gå! Se, jeg sender jer ud som lam blandt ulve. Tag ikke pung med, ikke taske, ikke sko, og hils ikke på nogen undervejs. Når I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus! Og bor der et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over det, men hvis ikke, skal den vende tilbage til jer. Bliv boende i det hus, spis og drik, hvad de byder jer, for en arbejder er sin løn værd. Flyt ikke fra hus til hus. Og når I kommer til en by, og man tager imod jer, spis så, hvad der sættes frem for jer. Helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer. Men når I kommer til en by og man ikke tager imod jer, gå så ud på gaderne og råb: Selv det støv fra jeres by, som hænger ved vore fødder, kan I beholde vi børster det af; men det skal I vide: Guds rige er kommet nær! Jeg siger jer: På dommedag skal det gå Sodoma tåleligere end den by.