Læsninger

< 2019 >
maj 26 - juni 01
  • 26
    26.maj.søndag

    6. SØNDAG I PÅSKEN C

    Hele dagen
    2019.05.26

    Påsketid
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    6. søndag i påsken (II Ps)
    Helgener:
    Valfart til Åsebakken


    1. læsning ApG 15,1-2. 22-29

    Der kom nu nogle folk ned fra Judæa og ville belære brødrene: “Hvis I ikke omskæres efter Moses’ skik, kan I ikke blive frelst.” Da det førte til strid og ikke så lidt diskussion mellem Paulus og Barnabas og disse folk, besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem for at tale om dette stridsspørgsmål.

    Så besluttede apostlene og de ældste sammen med hele menigheden at udvælge nogle af dens mænd og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. Det blev Judas, der kaldtes Barsabbas, og Silas, som var ledende mænd blandt brødrene. De fik denne skrivelse med: “Apostlene og de ældste, jeres brødre, hilser vore brødre af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien. Vi har hørt, at der er kommet nogle fra os, som har forvirret jer og foruroliget jer med deres ord; men vi har ikke givet dem noget påbud. Derfor har vi i enighed besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vor kære Barnabas og Paulus. Det er mænd, som har vovet deres liv for vor Herre Jesu Kristi navn. Vi sender altså Judas og Silas, for at de mundtligt kan fortælle jer det samme. For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!”

    Vekselsang Sl 67,2-3.5.6&8

    R. Folkene skal takke dig, Gud,
    alle folkene skal takke dig.

    eller:

    Halleluja!

    Gud være os nådig og velsigne os,
    han lade sit ansigt lyse over os,
    så din vej kendes på jorden
    og din frelse blandt alle folkene.

    Folkeslagene skal glæde sig og juble,
    for du dømmer folkene retfærdigt,
    og du leder folkeslagene på jorden.

    Folkene skal takke dig, Gud,
    alle folkene skal takke dig.
    Gud velsigne os,
    og hele den vide jord frygte ham.

    2. læsning Åb 21,10-14. 22-23

    En engl førte mig i Ånden op på et stort, højt bjerg og viste mig den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen, fra Gud, med Guds herlighed. Dens stråleglans er som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis. Den har en stor og høj mur med tolv porte, og over portene tolv engle og indskrevne navne, det er Israels tolv stammers navne: mod øst tre porte, mod nord tre porte, mod syd tre porte og mod vest tre porte. Og byens mur har tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle.

    Men et tempel så jeg ikke i den, for Herren, Gud den Almægtige, er dens tempel, og Lammet. Og byen har ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys.

    Halleluja!

    Den, der elsker mig,
    vil holde fast ved mit ord,
    siger Herren;
    og min fader vil elske ham,
    og vi skal komme til ham.

    Akklamation til Evangeliet Joh 14,23

    Halleluja!
    Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord,
    siger Herren;
    og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham.

    Evangelium Joh 14,23-29

    Før påskehøjtiden sagde Jesustil sine disciple: “Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.

    Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker.

  • 27
    27.maj.mandag
    Ingen begivenheder
  • 28
    28.maj.tirsdag
    Ingen begivenheder
  • 29
    29.maj.onsdag
    Ingen begivenheder
  • 30
    30.maj.torsdag
    Ingen begivenheder
  • 31
    31.maj.fredag

    JOMFRU MARIAS BESØG HOS ELISABETH (f) (31.maj)

    Hele dagen
    2019.05.31

    Påsketid
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække I


    Fredag i 6. uge i påsken (II Ps).
    Helgener: JOMFRU MARIAS BESØG HOS ELISABETH (f)
    Pinsenovene


    Læsning Sef 3,14-18 eller Rom 12,9-16b

    Råb af fryd, Zions datter,
    bryd ud i jubel, Israel,
    glæd dig og fryd dig af hele dit hjerte,
    Jerusalems datter!
    Herren har fjernet dine dommere
    og drevet dine fjender bort.
    Israels konge, Herren, er hos dig,
    du skal ikke mere frygte ondt.
    På den dag skal det siges til Jerusalem:
    »Frygt ikke, Zion,
    lad ikke hænderne synke!
    Herren din Gud er hos dig,
    helten, der bringer frelse.
    Han fryder sig i glæde over dig
    og viser dig sin kærlighed på ny.
    Han jubler over dig med fryd
    som på festens dag.«
    Dem, der har påført dig skam,
    fjerner jeg fra dig.

    Vekselsang Es 12,2-3.4bcd.5-6

    R. Stor i din midte er Israels Hellige!

    Gud er min frelse,
    jeg er tryg, jeg frygter ikke,
    for Herren er min styrke og lovsang,
    han blev min frelse.

    I skal øse vand med glæde
    af frelsens kilder.
    Tak Herren, påkald hans navn!
    Kundgør hans gerninger for folkene,
    forkynd, at hans navn er ophøjet!

    Lovsyng Herren, for store ting har han gjort,
    det skal hele jorden vide.
    I, som bor på Zion, skal juble og råbe af fryd,
    for Israels Hellige er stor iblandt jer.

    Akklamation til Evangeliet jfr Luk 1,45

    Halleluja!
    Halleluja. Salig er du, Jomfru Maria, fordi du troede,
    at det, som er talt til Dig af Herren, skal gå i opfyldelse.

    Evangelium Luk 1, 39-56

    I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; hun gik ind i Zakarias’ hus og hilste Elisabeth. Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig? For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse.«

    Da sagde Maria:

    »Min sjæl ophøjer Herren,
    og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
    Han har set til sin ringe tjenerinde.
    For herefter skal alle slægter prise mig salig,
    thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
    Helligt er hans navn,
    og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
    varer i slægt efter slægt.
    Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
    splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
    han har styrtet de mægtige fra tronen,
    og han har ophøjet de ringe;
    sultende har han mættet med gode gaver,
    og rige har han sendt tomhændet bort.
    Han har taget sig af sin tjener Israel
    og husker på sin barmhjertighed
    som han tilsagde vore fædre
    mod Abraham og hans slægt til evig tid.«

    Maria blev hos hende hen ved tre måneder og vendte så hjem.


    Læsning Rom 12,9-16b

    Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer til det gode. Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie. Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke. Glæd jer med de glade, græd med de grædende. Hold sammen i enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave.

    PINSENOVENE

    Hele dagen
    2019.05.31

    1.dag

    Præst: Kom Helligånd, opfyld dine troendes hjerter.
    Alle: og antænd i dem din kærligheds ild.

    P: Udsend din Ånd, og alt vil blive nyskabt,
    A: og du vil forny jordens skikkelse

    P: Lad os bede. Gud, du har undervist de troendes hjerter
    ved Helligåndens oplysning.
    Giv os i samme Ånd at forstå, hvad der er ret,
    og altid at kunne glæde os ved Hans trøst.
    Ved Kristus, vor Herre.

    Læsning af Visdommens Bog 7,25-30

    Visdommen er et pust af Guds kraft,
    en ren og klar udstrømning af den Almægtiges herlighed,
    derfor kan intet urent bane sig vej til hende.
    Visdommen er en glans af det evige lys,
    et pletfrit spejl, der viser Guds virken,
    et billede af hans godhed.
    Skønt hun kun er én, formår hun alt,
    skønt hun hviler i sig selv, gør hun alting nyt;
    i slægt efter slægt flytter hun ind hos fromme sjæle
    og gør dem rede til at være Guds venner og profeter,
    da Gud kun elsker den, der bor sammen med visdommen.
    For hun er skønnere end solen
    og overgår ethvert stjernebillede;
    sammenlignet med solens lys fremtræder hun som den mest strålende, for solens lys følges af natten,
    men ondskaben kan ikke få magt over visdommen.

    Dette er Guds ord.

    Meditation og bøn, som veksler fra dag til dag. 

    Bøn: Gud Helligånd, i visdommen har du åbenbaret en flig af Faderens herlighed, godhed og skønhed.
    Lær os at åbne os for din visdom, så også vi kan blive Guds venner og profeter. Derom beder vi.

    Hver dag afsluttes med følgende bøn:

    P: Gud, i Pinsens mysterium helliggør du din Kirke i alle folkeslag og nationer. Udgyd Helligåndens gave indtil verdens ende, og virk også i dag blandt dine troende de undere, som ledsagede Evangeliets første forkyndelse. Ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn, som lever og råder med dig i Helligåndens enhed, én Gud fra evighed til evighed.
    A: Amen

     

  • 01
    01.juni.lørdag

    PINSENOVENE

    Hele dagen
    2019.06.01

    2.dag

    Præst: Kom Helligånd, opfyld dine troendes hjerter.
    Alle: og antænd i dem din kærligheds ild.

    P: Udsend din Ånd, og alt vil blive nyskabt,
    A: og du vil forny jordens skikkelse

    P: Lad os bede. Gud, du har undervist de troendes hjerter
    ved Helligåndens oplysning.
    Giv os i samme Ånd at forstå, hvad der er ret,
    og altid at kunne glæde os ved Hans trøst.
    Ved Kristus, vor Herre. Amen

    Læsning af Paulus første brev til menigheden i Korint 1, 18-25

    For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft  – der står jo skrevet:
    De vises visdom vil jeg ødelægge,
    de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre.
    Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom,men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

    Dette er Guds ord.

    Meditation og bøn, som veksler fra dag til dag. 

    Bøn:

    Gud Helligånd,
    du alene kan skænke os Kristi tanker,
    så vi bedømmer alt efter Hans målestok.
    Lær os at holde fast ved din visdom,
    også når den i verdens øjne kun er dårskab og svaghed. Amen.

    Hver dag afsluttes med følgende bøn:

    P: Gud, i Pinsens mysterium helliggør du din Kirke i alle folkeslag og nationer. Udgyd Helligåndens gave indtil verdens ende, og virk også i dag blandt dine troende de undere, som ledsagede Evangeliets første forkyndelse. Ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn, som lever og råder med dig i Helligåndens enhed, én Gud fra evighed til evighed.
    A: Amen