• Læsninger

Ordets Liturgi

Arkiver

4. SØNDAG I ADVENT C

  Adventstiden Søndagstekstrække C 4. SØNDAG I ADVENT (IV Ps) Helgener: 1. læsning Mika 5,1-4a Således siger Herren: Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage. Men han skal prisgive dem, indtil den fødende kvinde … [Read more…]

Læsninger

<
< 2020 >
august
>
Liste
Måned
Liste
Uge
Dag
  • 23

    21. ALM. SØNDAG A

    Hele dagen
    23/08/2020

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    21. ALM. SØNDAG (I Ps)
    Helgener:


    1. læsning Es 22,19-23

    Herrens ord til slotshøvedsmanden:

    Jeg støder dig ned fra din stilling
    og styrter dig fra dit embede.

    På den dag vil jeg tilkalde min tjener Eljakim, Hilkijas søn. Jeg vil give ham din kjortel på, binde dit skærf om ham og overdrage ham din myndighed. Han skal blive en far for Jerusalems indbyggere og for Judas hus. Jeg vil lægge nøglen til Davids hus på hans skulder; og når han lukker op, skal ingen lukke i, og når han lukker i, skal ingen lukke op. Jeg banker ham ind som en nagle på et solidt sted, så han bliver en ærestrone for sin fars hus.

    Vekselsang Sl 138,1-2ab.2cd-3. 6&8bc

    R. Herre, din trofasthed varer til evig tid,
    opgiv ikke dine hænders værk!

    Eller:

    Halleluja!

    Jeg takker dig af hele mit hjerte,
    i guders påhør lovsynger jeg dig.
    Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel
    og priser dit navn.

    For din godhed og troskab,
    for du har gjort dit ord stort
    over hele din himmel.
    Den dag jeg råbte, svarede du mig,
    du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke.

    Ja, Herren er ophøjet, men han ser til de ydmyge,
    den stolte kender han på lang afstand.
    Herre, din trofasthed varer til evig tid,
    opgiv ikke dine hænders værk!

    2. læsning Rom 11,33-36

    O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! For “hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld?” Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen.

    Akklamation til Evangeliet Matt 16,18

    Halleluja!
    Jeg siger dig, at du er Peter,
    og på den klippe vil jeg bygge min kirke,
    og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.

    Evangelium Matt 16,13-20

    På den tid kom Jesus til egnen ved Kæsarea Filippi, og han spurgte sine disciple og sagde: “Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?” De svarede: “Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.” Så spurgte han dem: “Men I, hvem siger I, at jeg er?” Simon Peter svarede: “Du er Kristus, den levende Guds søn.” Og Jesus sagde til ham: “Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.” Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.

  • 26

    Onsdag i 21. alm. uge II

    Hele dagen
    26/08/2020

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag i 21. alm. uge (I Ps)
    Helgener:



    Læsning 
    2 Tess 3,6-10.16-18

    Vi påbyder jer, brødre, i vor Herre Jesu Kristi navn at holde jer fra enhver broder, der lever et uordentligt liv og ikke holder sig til den overlevering, de modtog af os. I ved jo selv, hvordan I bør efterligne os. Vi levede ikke uordentligt blandt jer, og vi fik ikke kosten gratis af nogen, men fik den ved at arbejde under slid og møje nat og dag for ikke at ligge nogen af jer til byrde, ikke fordi vi ikke havde ret til det, men for at give jer et forbillede, så I kan efterligne os. For allerede da vi var hos jer, bød vi jer, at den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden. Fredens Herre give jer freden, altid og på alle måder! Herren være med jer alle!

    Hilsen fra Paulus med min egen hånd. Det er et kendetegn i ethvert brev; sådan skriver jeg.
    Vor Herre Jesu Kristi nåde være med jer alle!

    Vekselsang Sl 128,1-2. 4-5

    R. Lykkelig hver den, der frygter Herren.

    Lykkelig hver den, der frygter Herren
    og vandrer ad hans veje.
    Hvad dine hænder frembringer, skal du selv nyde,
    lykkelig er du, det skal gå dig vel.

    Ja, sådan velsignes den mand,
    der frygter Herren.
    Herren velsigne dig fra Zion,
    så du ser Jerusalems lykke,
    så længe du lever.

    Akklamation til Evangeliet 1 Joh 2,5

    Halleluja!
    Den, der holder fast ved Kristi ord,
    i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt.

    Evangelium Matt 23,27-32

    På den tid sagde Jesus: »Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed.

    Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I bygger gravmæler over profeterne og pynter de retfærdiges grave og siger: Havde vi levet i vore fædres dage, havde vi ikke været deres medskyldige i profeternes blod. Dermed bevidner I selv, at I er børn af dem, der dræbte profeterne. Gør bare jeres fædres mål fuldt. «

  • 27

    MONIKA

    Hele dagen
    27/08/2020

    Monika
    Helgener: Monika († 378) (m)


    Evangelium Luk 7,11-17

    Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

  • 30

    22. ALM. SØNDAG. A

    Hele dagen
    30/08/2020

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    22. ALM. SØNDAG. (II Ps)
    Helgener:
    Kollekt til Caritas Danmark


    1. læsning Jer 20,7-9

    Læsning af profeten Jeremias’ bog.

    “Du lokkede mig, Herre, og jeg lod mig lokke,
    du var mig for stærk, og du vandt.
    Dagen lang er jeg til latter,
    alle spotter mig.
    Hver gang jeg taler, må jeg skrige,
    råbe om vold og ødelæggelse,
    for Herrens ord bringer mig dagen lang
    kun spot og spe.
    Når jeg sagde: “Jeg vil ikke tænke på ham
    og ikke mere tale i hans navn”,
    kom der i mit hjerte en brændende ild,
    den rasede i mine knogler.
    Jeg kan ikke holde det ud,
    jeg kan ikke bære det!

    Vekselsang Sl 63,2.3-4.5-6.8-9

    R. Min sjæl tørster efter dig, Herre min Gud.

    Gud, min Gud, dig søger jeg,
    efter dig tørster min sjæl,
    efter dig længes mit kød,
    i et tørt, vansmægtende, vandløst land.

    Således var det, jeg så dig i Helligdommen
    for at skue din vælde og ære;
    for din troskab er bedre end livet.
    Mine læber skal lovsynge dig,

    Ja, jeg vil prise dig hele mit liv,
    i dit navn vil jeg løfte mine hænder.
    Min sjæl mættes som af fede retter,
    og min mund lovpriser dig med jublende læber.

    For du er blevet min hjælp,
    og jeg jubler i dine vingers skygge.
    Min sjæl hænger ved dig,
    og din højre hånd holder mig fast.

    2. læsning Rom 12,1-2
    Jeg formaner jer, brødre og søstre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.

    Akklamation til Evangeliet Jfr. Ef 1,17-18

    Halleluja!
    Må vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham,
    med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår,
    til hvilket håb han kaldte jer.

    Evangelium Matt 16,21-27
    På den tid begyndte Jesus at give sine disciple til kende, at han skulle gå til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes, men opvækkes på den tredje dag. Da tog Peter ham til side, begyndte at sætte ham i rette og sagde: “Gud bevare dig, Herre. Nej, sådan må det ingenlunde gå dig!” Men han vendte sig og sagde til Peter: “Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.”

    Da sagde Jesus til sine disciple: “Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? For Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger.

  • 31

    Mandag i 22. alm. uge II

    Hele dagen
    31/08/2020

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 22. alm. uge (II Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Kor 2,1-5
    Da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven, og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.

    Vekselsang Sl 119,97.98.99.100.101.102

    R. Hvor jeg elsker din lov, Herre!

    eller:

    Halleluja!

    Hvor jeg elsker din lov,
    hele dagen er den i mine tanker.
    Dine befalinger gør mig visere end mine fjender,
    for de er til stadighed hos mig.

    Jeg har mere indsigt end alle mine lærere,
    for jeg har dine formaninger i tankerne.

    Jeg har mere forstand end de gamle,
    for jeg overholder dine forordninger.

    Jeg holder mine fødder fra alle onde veje,
    så jeg kan følge dine ord.

    Jeg viger ikke fra dine bud,
    for du har selv lært mig dem.

    Akklamation til Evangeliet Luk 4,18

    Halleluja!
    Herrens ånd er over mig;
    Han har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige.

    Evangelium Luk 4,16-30

    På en tid kom Jesus også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

    Herrens ånd er over mig,
    fordi han har salvet mig.
    Han har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige,
    for at udråbe frigivelse for fanger
    og syn til blinde,
    for at sætte undertrykte i frihed,
    for at udråbe et nådeår fra Herren.

    Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.«

    Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.

Copyright © 2022 Ordets Liturgi.

Omega WordPress Tema af ThemeHall