18. december

18/12/2021 Hele dagen

Adventstiden II


Lørdag i 3. uge i advent (III Ps)
Helgener:


Læsning Jer 23,5-8

»Der skal komme dage, siger Herren, da jeg lader en retfærdig spire fremstå af Davids slægt. Han skal være konge med indsigt og øve ret og retfærdighed i landet.I hans dage skal Juda frelses og Israel ligge trygt. Han skal få dette navn »Herren er vor Retfærdighed«.

Derfor skal der komme dage, siger Herren, da man ikke mere siger: »Så sandt Herren lever, som førte israelitterne op fra Egypten«, men siger: »Så sandt Herren lever, som førte Israels efterkommere op og bragte dem hjem fra Nordens land« — og fra alle de lande, jeg fordrev dem til, så de kunne bo på deres egen jord.

Vekselsang Sl 72,1-2.12-13.18-19

R. I hans dage skal retfærdighed  blomstre
og freden skal være stor.

Gud, overdrag dine domme til kongen,
din retfærd til kongesønnen,
så han dømmer dit folk med retfærdighed
og dine hjælpeløse med retsindighed.

Han redder den fattige, der råber om hjælp,
og den nødstedte, som ingen hjælper.
Han forbarmer sig over svage og fattige,
han redder de fattiges liv;

Lovet være Gud Herren, Israels Gud,
han som alene gør undere,
og lovet være hans herlige navn i evighed!
Hans herlighed skal fylde hele jorden.
Amen, amen.

Akklamation til Evangeliet

Halleluja!
Du, Fyrste over Israels hus,
du gav Moses loven på Sinai,
kom og forløs os med udstrakt arm.

Evangelium Matt 1,18-24

Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: »Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«

Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« — det betyder: Gud med os.Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru.