Fredag i 1. uge i advent

02/12/2022 Hele dagen

Adventstiden I
Søndagstekstrække A


Fredag i 1. uge i advent (I Ps)
Helgener:


Læsning Es 29, 17-24

Det varer kun kort tid,
så bliver Libanon igen en frugthave,
og Karmel regnes for skov.
På den dag skal de døve høre, hvad der står i bogen,
og de blindes øjne se trods mulm og mørke.
De hjælpeløse skal igen glæde sig over Herren,
de fattige skal juble over Israels Hellige.

Det er forbi med voldsmanden, det er ude med spotteren,
alle, der lurer på ondt, er udryddet;
de erklærede mennesker skyldige med deres ord
og lagde fælder for den, der skulle dømme i porten;
de afviste den uskyldige med tomme ord.

Derfor siger Herren til Jakobs hus,
Herren som udfriede Abraham:
Nu skal Jakob ikke længere blive til skamme,
nu skal hans ansigt ikke længere blegne;
for når hans børn får at se,
hvad mine hænder har skabt blandt dem,
vil de hellige mit navn.
De skal hellige Jakobs Hellige,
og Israels Gud skal være deres rædsel.
De, der er faret vild i ånden, får indsigt,
de, der murrer, tager imod belæring.

Vekselsang Sl 27,1.4.13-14

R. Herren er mit lys og min frelse.

Herren er mit lys og min frelse,
hvem skal jeg da frygte?
Herren er værn for mit liv,
hvem skal jeg da være bange for?

Kun ét ønsker jeg fra Herren,
kun det længes jeg efter:
At bo i Herrens hus,
så længe jeg lever,
så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed
og søge svar fra ham i hans tempel.

Men jeg stoler på,
at jeg skal se Herrens godhed
i de levendes land.
Sæt dit håb til Herren,
vær stærk, fat mod,
sæt dit håb til Herren!

Akklamation til Evangeliet

Halleluja!
Se, vor Herre kommer med kraft;
han skal oplyse sine tjeneres øjne.

Evangelium Matt 9,27-31

På den tid skete det, at to blinde fulgte efter Jesus og de råbte: »Forbarm dig over os, Davids søn!« Da han var kommet hjem, kom de blinde hen til ham, og Jesus spurgte dem: »Tror I, at jeg kan gøre det?« De svarede: »Ja, Herre!« Da rørte han ved deres øjne og sagde: »Det skal ske jer, som I tror.« Og deres øjne åbnedes. Men Jesus talte strengt til dem og sagde: »Se til, at ingen får det at vide.« Men de gik ud og spredte rygtet om ham i hele den del af landet.