JAKOB, apostel

25/07/2022 Hele dagen

 JAKOB, apostel (f)
Helgener: Jakob, apostel (f)


Læsning 2 Kor 4,7-15

Brødre og søstre! Denne skat (vor tro) har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. Altid overgives vi midt i livet til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv kan komme til syne i vores dødelige krop. Derfor virker døden i os, men livet i jer.

Da vi har den troens ånd, der står skrevet om: »Jeg troede, derfor talte jeg,« så tror vi, og derfor taler vi også. For vi ved, at han, der oprejste Herren Jesus, også vil oprejse os sammen med Jesus og lade os stå frem sammen med jer. Alting sker for jeres skyld, for at nåden kan nå til flere og flere og dermed forøge taksigelsen til Guds ære.

Vekselsang Sl 126,1-2ab.2cd-3.4-5.6

R. De, som sår med gråd,
skal høste med jubel.

Da Herren vendte Zions skæbne,
var det, som om vi drømte.
Da fyldtes vor mund med latter,
vor tunge med jubel.

Da sagde man blandt folkene:
»Herren har gjort store ting mod dem.«
Herren har gjort store ting mod os,
og vi blev glade.

Vend vor skæbne, Herre,
som strømme i Sydlandet!
De, der sår under tårer,
skal høste med jubel.

Grædende går han ud,
mens han bærer såsæden;
med jubel vender han hjem,
mens han bærer sine neg.

Akklamation til Evangeliet Joh 15,16

Halleluja!
Jeg har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt
og blive ved med at bære frugt.

Evangelium Matt 20,20-28

På den tid kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«

Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«