2. SØNDAG I PÅSKEN A

19/04/2020 Hele dagen

PÅSKETID
Søndagstekstrække A
Hverdagstekstrække II


2. søndag i påsken.
Guds Barmhjertigheds søndag.
Helgener:
Gl. Evt. sekvens. Cr. Påskens pf. I. Til bortsendelse og svar tilføjes: Halleluja! Halleluja!


1. læsning ApG 2,42-47

De, som havde taget imod Peters ord, og var blevet døbt, holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.

Vekselsang Sl 118,2-4.13-15.22-24

R. Tak Herren, for han er god,
hans trofasthed varer til evig tid.

eller:

Halleluja! Halleluja! Halleluja!

Israel skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.
Arons hus skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.
De, der frygter Herren, skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.

Jeg blev stødt ned og var ved at falde,
men Herren kom mig til hjælp.
Herren er min styrke og lovsang,
han blev min frelse.
Der lyder jubel og sejrsråb
i de retfærdiges telte:
Herrens højre hånd bringer sejr,

Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne.
Denne dag har Herren skabt,
lad os juble og glæde os på den.

Sekvens (eventuelt)

De kristne lovprise påskelammet.
Lammet frelste fårene;
Kristus, den uskyldige,
forsonede synderne med Faderen.
Døden og livet stred en sælsom strid;
livets konge, der døde,
lever atter og hersker.
Sig os Maria, hvad så du på vejen?
Kristi, den levendes grav så jeg,
og den opstandnes herlighed.
Engle som vidner, svededug og lin.
Vi ved, at Kristus sandelig er opstanden fra de døde;
du sejrende konge, forbarm dig over os. Amen. Alleluja!

2. læsning 1 Pet 1,3-9

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid. Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.

Akklamation til Evangeliet Joh 20,29

Halleluja!
Herren siger:
“Du tror, fordi du har set mig.
Salige er de, som ikke har set og dog tror.”

Evangelium Joh 20,19-31

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: “Fred være med jer!” Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: “Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: “Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”

Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: “Vi har set Herren.” Men Thomas sagde til dem: “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.”

Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: “Fred være med jer!” Derpå sagde han til Thomas: “Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.” Thomas svarede: “Min Herre og min Gud!” Jesus sagde til ham: “Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.”

Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.