Dagens læsning

< 2023 >
juli 09 - juli 15
«
»
  • 09
    09/07/2023

    14. ALM. SØNDAG A

    Hele dagen
    09/07/2023

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække I


    14. ALM. SØNDAG
    Helgener:


    1. læsning Zak 9,9-10

    Så siger Herren:

    “Bryd ud i jubel, Zions datter,
    råb af fryd, Jerusalems datter!
    Se, din konge kommer til dig,
    retfærdig og sejrrig,
    sagtmodig, ridende på et æsel,
    på en æselhoppes føl.
    Jeg tilintetgør vognene i Efraim
    og hestene i Jerusalem,
    krigsbuerne skal tilintetgøres.
    Han udråber fred til folkene,
    han hersker fra hav til hav
    og fra floden til jordens ender.

    Vekselsang Sl 145,1-2.8-9.10-11.13-14

    R. Jeg vil prise dit navn, min Gud og konge,
    for evigt og altid.

    Eller:

    Halléluja!

    Jeg vil hylde dig, min Gud og konge,
    jeg vil prise dit navn for evigt og altid.
    Hver dag vil jeg prise dig,
    jeg vil lovprise dit navn for evigt og altid.

    Herren er nådig og barmhjertig,
    sen til vrede og rig på troskab.
    Herren er god mod alle,
    hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger.

    Alle dine skabninger, Herre, takker dig,
    dine fromme priser dig.
    De fortæller om dit herlige kongedømme
    og taler om din styrke.

    Dit kongedømme består i al evighed,
    dit herredømme i slægt efter slægt.
    Herren støtter alle, der falder,
    og rejser alle de nedbøjede.

    2. læsning Rom 8,9. 11-13

    Brødre og søstre! I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til. Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.

    Brødre og søstre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve.

    Akklamation til Evangeliet Jfr Matt 11,25

    Halleluja!
    Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre,
    fordi du har åbenbaret himmelrigets hemmeligheder
    for umyndige.

    Evangelium Matt 11,25-30

    På den tid sagde Jesus til sine disciple:

    “Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.

    Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.”

  • 10
    10/07/2023

    KNUD KONGE, martyr (f)

    Hele dagen
    10/07/2023

    Tirsdag. KNUD KONGE, martyr, kongeriget Danmarks værnehelgen († 1086) (f)
    Helgener: Knud, konge
    På Førøerne og i Grønland: Mandag i 14. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Knud, konge, martyr († 1086) (m)


    Læsning 2 Krøn 24,18-22
    eller  2 Kor 9,6-15

    Efter Jojadas død kom Judas stormænd til kongen og kastede sig ned for ham. Kongen hørte på dem, og de forlod Herrens, deres fædres Guds, hus og gav sig til at dyrke Ashera-pælene og gudebillederne. Da blev Juda og Jerusalem ramt af vrede, fordi de havde gjort sig skyldige i dette. Herren sendte profeter til dem for at få dem til at vende om til Herren; profeterne formanede dem, men de ville ikke høre.

    Så iklædte Guds ånd sig Zakarias, præsten Jojadas søn, og han trådte frem foran folket og sagde til dem: »Dette siger Gud: Hvorfor overtræder I Herrens befalinger, så I ikke har lykken med jer? Fordi I har svigtet Herren, har han også svigtet jer.« Men de dannede en sammensværgelse mod ham, og på kongens befaling stenede de ham i forgården til Herrens tempel. Kong Joash huskede ikke på den troskab, faderen Jojada havde vist ham, men dræbte hans søn; idet Zakarias døde, råbte han: »Måtte Herren se det og kræve dig til regnskab!«

    Vekselsang Sl 31,3cd-4. 6&8ab. 16bc-17

    R. I dine hænder befaler jeg min ånd.

    Vær min tilflugts klippe,
    den borg, hvor jeg finder redning.
    For du er min klippe og min borg,
    led mig og før mig for dit navns skyld!

    I dine hænder betror jeg min ånd,
    du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud.
    Jeg vil juble og glæde mig over din trofasthed;
    du så min nød.

    Red mig fra mine fjender og forfølgere!
    Lad dit ansigt lyse over din tjener,
    frels mig i din trofasthed!

    Akklamation til Evangeliet Matt 5,10

    Halleluja!
    Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
    for Himmeriget er deres.

    Evangelium Matt 10,34-39

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.«

     

     

     

     

    Læsning 2 Kor 9,6-15

    Brødre og søstre! Husk, at den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Men enhver skal give, som han har hjerte til ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver. Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt som der står skrevet:

    Han strøede ud, han gav til de fattige,
    hans retfærdighed består til evig tid.

    Og han, der forsyner sædemanden med udsæd og med brød til at spise, skal også forsyne jer rigeligt med udsæd, forøge det med mange fold og lade jeres retfærdighed bære rige frugter, så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os. Den hjælp, som ligger i denne tjeneste, udfylder nemlig ikke kun de helliges mangler; den er også en rigdom ved at fremkalde manges taksigelse til Gud. At I med den hjælp står jeres prøve, vil få dem til at prise Gud for, at I er lydige mod bekendelsen til evangeliet om Kristus, og prise ham for jeres oprigtige fællesskab med dem og med alle, og de vil bede for jer og længes efter jer på grund af Guds overvældende nåde mod jer. Gud ske tak for hans uudsigelige gave!

    Mandag i 14. alm. uge I

    Hele dagen
    10/07/2023

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække I


    Mandag i 14. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Knud Konge, martyr († 1086) (m)


    Læsning 1 Mos 28,10-22

    Jakob forlod Be’ersheba og begav sig til Karan. Undervejs kom han til et sted, hvor han overnattede, fordi solen var gået ned. Han tog en af stenene og stillede den som hovedgærde, og så lagde han sig til at sove på stedet dér. I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen. Med ét stod Herren foran ham og sagde: »Jeg er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere. Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.«

    Da Jakob vågnede, sagde han: »Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!« Og han blev grebet af frygt og sagde: »Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus, det er himlens port!« Om morgenen tog Jakob den sten, han havde stillet som hovedgærde, rejste den som stenstøtte og hældte olie over den. Han gav stedet navnet Betel. Tidligere hed byen Luz. Så aflagde Jakob et løfte: »Hvis Gud er med mig og bevarer mig på denne rejse og giver mig føde og klæder, og hvis jeg vender tilbage til min fars hus i god behold, så skal Herren være min Gud; stenen her, som jeg har rejst som stenstøtte, skal være Guds hus, og alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende af.«

    Vekselsang Sl 91,1-2.3-4.14-15ab

    R. Min Gud, jeg stoler på dig.

    Den, der sidder i den Højestes skjul,
    har sin bolig i den Almægtiges skygge;
    han kan sige om Herren:
    »Min tilflugt og min borg,
    min Gud, som jeg stoler på.«

    Han redder dig
    fra fuglefængerens fælde,
    fra den hærgende pest.
    Han dækker dig med sine fjer,
    du kan søge ly under hans vinger;
    hans trofasthed er skjold og værn.

    Når han holder sig til mig, vil jeg redde ham.
    Jeg beskytter ham, for han kender mit navn.
    Når han råber til mig, vil jeg svare ham.
    Jeg er med ham i trængslen.

    Akklamation til Evangeliet 2Tim 1,10b

    Halleluja!
    Vor frelser Kristus Jesus tilintetgjorde døden
    og bragte liv for lyset ved evangeliet.

    Evangelium Matt 9,18-26

    Mens Jesus talte til folkeskaren, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple.

    Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst.

    Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.

  • 11
    11/07/2023

    BENEDIKT

    Hele dagen
    11/07/2023

    Onsdag. BENEDIKT, abbed, værnehelgen for Europa († 547) (f)
    Helgener: Benedikt, abbed


    Læsning Ordspr 2,1-9

    Min søn, hvis du tager imod mine ord
    og gemmer mine bud hos dig,
    så du lader øret lytte til visdom
    og vender hjertet mod forstandighed,
    ja, hvis du råber på indsigt
    og løfter din røst efter forstandighed,
    hvis du leder efter den som efter sølv,
    søger efter den som efter skatte,
    da forstår du, hvad det er at frygte Herren,
    da opnår du kundskab om Gud.
    For Herren giver visdom,
    fra hans mund kommer kundskab og forstandighed;
    han har forråd af fornuft til de retskafne,
    han er skjold for dem, der vandrer retsindigt;
    han beskytter de rette stier
    og vogter sine trofastes vej.
    Da forstår du retfærdighed, ret og retskaffenhed,
    alle de gode veje.

    Vekselsang Sl 34,2-3.4-5.6-7.8-9.10-11

    R. Jeg vil love Herren til hver en tid.

    eller:

    Smag og se, at Herren er god.

    Jeg vil prise Herren til alle tider,
    min mund skal altid lovsynge ham.
    Jeg fryder mig over Herren,
    de ydmyge hører det med glæde.

    Ophøj Herren sammen med mig,
    sammen vil vi hylde hans navn!
    Jeg søgte Herren, og han svarede mig,
    han befriede mig for al min frygt.

    De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde,
    deres ansigter skal ikke forgræmmes.
    Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham,
    han frelste ham af alle hans trængsler.

    Herrens engel lejrer sig
    omkring dem, der frygter ham,
    og han udfrier dem.
    Smag og se, at Herren er god;
    lykkelig den mand, der søger tilflugt hos ham.

    Frygt Herren, I hans hellige,
    for de, der frygter ham, lider ingen mangel.
    Løver kan lide nød og sulte,
    men de, der søger Herren, mangler intet godt.

    Akklamation til Evangeliet Matt 5,3

    Halleluja!
    Salige er de fattige i ånden,
    for Himmeriget er deres.

    Evangelium Matt 19,27-29

    Peter tog ordet og sagde til Jesus: »Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer. Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv.«

  • 12
    12/07/2023

    Onsdag i 14. alm. uge I

    Hele dagen
    12/07/2023

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække I


    Onsdag i 14. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Kjeld, præst († 1150)


    Læsning 1 Mos 41,55-57; 42,5-7. 17-24a

    Hele Egypten sultede, og folket råbte til Farao om brød; men Farao sagde til alle egypterne: »Gå til Josef, og gør, hvad han siger til jer!« Hungersnøden lå over hele landet, og Josef åbnede for alle lagrene og solgte korn til egypterne. Hungersnøden blev hård i Egypten. Fra hele jorden kom folk til Egypten for at købe korn hos Josef, for hungersnøden var hård på hele jorden. Israels sønner kom sammen med mange andre for at købe korn, for der var hungersnød i Kana’an. Josef var landets hersker, og det var ham, der solgte korn til hele landets befolkning. Nu kom Josefs brødre og kastede sig til jorden for ham. Da Josef så sine brødre, genkendte han dem, men han lod, som om han ikke kendte dem, og talte hårdt til dem: »Hvor kommer I fra?« spurgte han, og de svarede: »Vi kommer fra Kana’an for at købe korn.«

    Og han holdt dem i forvaring i tre dage. Den tredje dag sagde Josef til dem: »Dette skal I gøre, hvis I vil beholde livet. Jeg frygter Gud! Lad mig se, om I er ærlige. En af jer brødre skal sidde indespærret, hvor I sad i forvaring; I andre skal tage af sted og bringe korn hjem til jeres sultende familier. Kommer I så til mig med jeres yngste bror, står jeres ord til troende, og I skal ikke dø.« Og sådan blev det. De sagde til hinanden: »Vi bliver straffet på grund af vores bror. Vi så, hvor ulykkelig han var, da han bad os om nåde, men vi ville ikke høre på ham. Derfor er denne ulykke kommet over os.« Og Ruben sagde til dem: »Sagde jeg ikke til jer, at I ikke måtte begå den synd mod drengen, men I ville ikke høre. Nu bliver der krævet hævn for hans blod.« Men de vidste ikke, at Josef forstod, hvad de sagde, for der blev brugt tolk. Han vendte sig bort fra dem og græd, men kom så tilbage til dem og talte med dem.

    Vekselsang Sl 33,2-3.10-11.18-19

    R. Lad din godhed komme over os, Herre,
    for vi venter på dig.

    Pris Herren med citer,
    spil for ham på tistrenget harpe.
    Syng en ny sang for ham,
    spil dejligt til jubelråb.

    Herren gør folkenes råd til intet,
    han hindrer folkeslagenes planer.
    Herrens råd står fast til evig tid,
    hans planer varer i slægt efter slægt.

    Men Herrens øjne hviler på dem, der frygter ham,
    og som venter på hans godhed,
    så han redder dem fra døden
    og holder dem i live under hungersnød.

    Akklamation til Evangeliet Mark 1,15

    Halleluja!
    Guds rige er kommet nær;
    omvend jer og tro på evangeliet!

    Evangelium Matt 10,1-7

    Jesus kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al sygdom og lidelse. Navnene på de tolv apostle er: Først Simon kaldet Peter, så hans bror Andreas, og Jakob, Zebedæus’ søn, og hans bror Johannes, Filip og Bartholomæus, Thomas og tolderen Matthæus, Jakob, Alfæus’ søn, og Thaddæus, Simon Kananæer og Judas Iskariot, han som forrådte ham.

    Disse tolv sendte Jesus ud og befalede dem: »Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer; men gå derimod til de fortabte får af Israels hus. Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! «

  • 13
    13/07/2023

    Torsdag i 14. alm. uge I

    Hele dagen
    13/07/2023

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække I


    Torsdag i 14. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Henrik († 1024)


    Læsning 1 Mos 44,18-21. 23b-29;45,1-5

    Så trådte Juda hen til ham og sagde: »Undskyld, herre! Lad din tjener tale til dig, herre, uden at din vrede flammer op imod mig; du er jo Faraos lige. Du spurgte os, herre: Har I en far eller en bror? Vi svarede dig, herre: Vi har en gammel far, og vi har en lillebror, som han har fået i sin alderdom. Hans bror er død; han er den eneste, der er tilbage efter hans mor, og hans far elsker ham. Så sagde du til os, herre: Bring ham herned, så jeg kan få ham at se.

    Men du, herre, sagde til os: Hvis jeres yngste bror ikke kommer herned sammen med jer, skal I ikke vise jer for mig igen. Da vi var kommet hjem til din tjener, min far, fortalte vi ham, hvad du havde sagt, herre. Vores far sagde: Tag af sted igen, og køb lidt korn til os. Men vi svarede: Det kan vi ikke. Hvis vores yngste bror er med os, vil vi tage derned, for vi kan kun vise os for manden, hvis vores yngste bror er med os. Så sagde din tjener, min far, til os: I ved, at min kone fødte mig to drenge. Den ene forsvandt for mig, og jeg tænkte: Han er blevet sønderrevet. Jeg har ikke set ham siden. Hvis I også tager ham her fra mig, og der tilstøder ham en ulykke, så bringer I mig gamle mand ned i dødsriget med smerte. Kommer jeg nu hjem til din tjener, min far, uden drengen, som han er så tæt knyttet til.

    Nu kunne Josef ikke længere beherske sig. Han råbte til de folk, der stod omkring ham, at de alle skulle gå ud. Der var ingen andre end brødrene til stede, da Josef gav sig til kende for dem. Han græd højt; det hørte egypterne, og det rygtedes i Faraos palads. Josef sagde til sine brødre: »Jeg er Josef! Lever min far endnu?« Men hans brødre var ude af stand til at svare ham, så forfærdede blev de. Josef sagde til sine brødre: »Kom herhen!« Og da de kom hen til ham, sagde han: »Jeg er jeres bror Josef, som I solgte til Egypten. Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil. Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse.

    Vekselsang Sl 105,16-17.18-19.20-21

    R. Husk de undere, Herren gjorde.

    eller

    Halleluja!

    Da han udråbte hungersnød over landet
    og knækkede brødets støttestav,
    sendte han en i forvejen for dem:
    Josef blev solgt som træl.

    De mishandlede hans fødder med lænker,
    hans hals blev lagt i jern,
    indtil hans ord gik i opfyldelse,
    et ord fra Herren stadfæstede det.

    Kongen sendte bud og satte ham i frihed,
    folkenes hersker løslod ham.
    Han gjorde ham til herre over sit hus,
    til hersker over al sin ejendom.

    Akklamation til Evangeliet Mark 1,15

    Halleluja!
    Guds rige er kommet nær;
    omvend jer og tro på evangeliet!

    Evangelium Matt 10,7-15

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet. Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter, heller ikke en taske til rejsen eller to kjortler eller sko eller stav. For en arbejder er sin føde værd. Når I kommer ind i en by eller landsby, så spørg efter, hvem i den der er det værd, og dér skal I blive boende, til I rejser. Når I kommer ind i et hus, så ønsk fred over det. Er huset det værd, skal jeres fred komme over det, men er huset det ikke værd, skal jeres fred vende tilbage til jer selv. Men vil nogen ikke tage imod jer eller høre jeres budskab, så forlad det hus eller den by og ryst støvet af jeres fødder. Sandelig siger jeg jer: Det skal gå Sodomas og Gomorras land tåleligere på dommens dag end den by.«

  • 14
    14/07/2023

    Fredag i 14. alm. uge I

    Hele dagen
    14/07/2023

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække I


    Fredag i 14. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Kamillus af Lellis, præst  († 1614)


    Læsning 1 Mos 46,1-7. 28-30

    Så brød Israel op med alt, hvad han ejede. Han kom til Be’ersheba, hvor han bragte slagtofre til sin far Isaks Gud. Gud sagde til Israel i et nattesyn: »Jakob, Jakob!« Da han svarede ja, sagde Gud: »Jeg er Gud, din fars Gud. Du skal ikke være bange for at drage ned til Egypten, for dér vil jeg gøre dig til et stort folk. Jeg vil selv drage med dig ned til Egypten, og jeg vil selv bringe dig tilbage, og Josef skal lukke dine øjne.«

    Så forlod Jakob Be’ersheba. Israels sønner hjalp deres far og deres kvinder og børn op i de vogne, Farao havde sendt for at hente ham. De tog deres kvæg med sig og al den rigdom, de havde samlet sig i Kana’an, og så kom Jakob og hele hans slægt med ham til Egypten. Han bragte sine sønner og sønnesønner, sine døtre og sønnedøtre, ja hele sin slægt med sig til Egypten.

    Jakob sendte Juda i forvejen til Josef for at få vist vej til Goshen, og så kom de til landet Goshen. Josef lod spænde for sin vogn og kørte op for at møde sin far Israel i Goshen. Da han så ham, faldt han ham om halsen og græd længe ved hans hals. Så sagde Israel til Josef: »Nu kan jeg dø! Nu har jeg set, at du stadig er i live.«

    Vekselsang Sl 37,3-4.18-19.27-28.39-40

    R. Retfærdiges frelse kommer fra Herren.

    Stol på Herren, og gør det gode,
    så kan du bo trygt i landet.
    Find din glæde i Herren,
    så giver han dig, hvad dit hjerte ønsker.

    Herren kender de retsindiges levedage,
    deres ejendom består til evig tid.
    De gøres ikke til skamme, når ulykken kommer,
    selv når der er hungersnød, bliver de mætte.

    Hold dig fra det onde, og gør det gode,
    så bliver du altid boende,
    for Herren elsker ret,
    og han svigter ikke sine trofaste.

    Retfærdiges frelse kommer fra Herren,
    han er deres værn, når nøden kommer.
    Så hjælper Herren dem og udfrier dem,
    han udfrier dem fra de uretfærdige og frelser dem,
    for de søger tilflugt hos ham.

    Akklamation til Evangeliet Joh 16,13a; 14,26b

    Halleluja!
    Når sandhedens ånd kommer, skal han vejlede jer i hele sandheden
    og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.

    Evangelium Matt 10,16-23

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer. Tag jer i agt for mennesker! De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres synagoger, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem og for hedningerne. Men når de udleverer jer, så vær ikke bekymrede for, hvordan I skal tale, eller hvad I skal sige; for det skal blive givet jer i samme stund, hvad I skal sige. For det er ikke jer, der taler, men det er jeres faders ånd, som taler gennem jer.

    En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod deres forældre og få dem dømt til døden. Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses.

    Når de forfølger jer i én by, så flygt til den næste. Sandelig siger jeg jer: I når ikke til ende med Israels byer, før Menneskesønnen kommer.«

  • 15
    15/07/2023

    Lørdag i 14. alm. uge I

    Hele dagen
    15/07/2023

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække  A
    Hverdagstekstrække I


    Lørdag i 14. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Bonaventura, biskop og kirkelærer († 1274) (m)


    Læsning 1 Mos 49,29-32; 50,15-24

    Derpå gav han dem denne befaling: »Når jeg nu går til min slægt, så begrav mig hos mine fædre i hulen på hittitten Efrons mark, i hulen på Makpelas mark øst for Mamre i Kana’an, den mark Abraham købte af hittitten Efron til gravplads. Dér ligger Abraham og hans kone Sara begravet, dér ligger Isak og hans kone Rebekka begravet, og dér har jeg selv begravet Lea. Marken og hulen på den er købt af hittitterne.«

    Da Josefs brødre så, at deres far var død, sagde de: »Hvad nu, hvis Josef vil stræbe os efter livet og gengælde os alt det onde, vi har gjort mod ham?« De sendte så den besked til Josef: »Din far befalede os før sin død at sige sådan til dig: ›Tilgiv dog dine brødre deres overtrædelse og synd; de handlede ondt mod dig.‹ Så tilgiv nu den synd, din fars Guds tjenere har begået.« Josef græd over deres ord til ham.

    Hans brødre gik til ham, faldt ned for ham og sagde: »Vi vil være dine trælle.« Men Josef svarede dem: »Frygt ikke! Er jeg i Guds sted? I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live. Frygt derfor ikke! Jeg vil sørge for jer og jeres familier.« Og han trøstede dem og talte kærligt til dem.

    Josef og hans fars hus blev boende i Egypten. Josef levede i 110 år. Josef oplevede at se Efraims børnebørn. Også Manasses søn Makirs børn blev født på Josefs knæ.

    Josef sagde til sine brødre: »Jeg skal snart dø. Men Gud vil tage sig af jer og føre jer op fra dette land til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob.«

    Vekselsang Sl 105,1-2.3-4.6-7

    R. I, der søger Gud, skal få nyt mod.

    Tak Herren, påkald hans navn!
    Kundgør hans gerninger for folkene!
    Syng for ham, lovsyng ham,
    syng om alle hans undere!

    Fryd jer over hans hellige navn,
    de, der søger Herren, skal glæde sig.
    Søg Herren og hans styrke,
    søg altid hans ansigt!

    I efterkommere af Abraham, hans tjener,
    I sønner af Jakob, hans udvalgte!
    Han er Herren, vor Gud,
    hans bud gælder over hele jorden.

    Akklamation til Evangeliet 1 Pet 4,14

    Halleluja!
    Hvis I bliver hånet for Kristi navns skyld, er I salige,
    for herlighedens ånd, Guds ånd, hviler over jer.

    Evangelium Matt 10,24-33

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!

    Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.

    Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.«