Dagens læsning

< 2023 >
maj 14 - maj 20
  • 14
    14/05/2023

    6. SØNDAG I PÅSKEN A

    Hele dagen
    14/05/2023

    Påsketid
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække I


    6. søndag i påsken (II Ps)
    Helgener:


    1. læsning ApG 8,5-8. 14-17

    Filip tog ned til byen i Samaria og prædikede for dem om Kristus. Og i folkeskarerne var alle som én optaget af det, Filip sagde, når de lyttede til ham og så de tegn, han gjorde; for mange af dem, der var besat af urene ånder, dem fór de ud af med råb og høje skrig, og mange lamme og halte blev helbredt. Og der blev stor glæde i den by.

    Da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes ned til dem. Da de kom derned, bad de for dem om, at de måtte få Helligånden; for den var endnu ikke kommet over nogen af dem, de var kun blevet døbt i Herren Jesu navn. De lagde så hænderne på dem, og de fik Helligånden.

    Vekselsang Sl 66,1-3a.4-5.6-7a.16 & 20

    R. Bryd ud i fryderåb for Gud, hele jorden.

    eller:

    Halleluja!

    Bryd ud i fryderåb for Gud, hele jorden,
    lovsyng hans herlige navn,
    giv ham ære og pris!

    Sig til Gud:
    Hvor er dine gerninger frygtindgydende.
    Hele jorden kaster sig ned for dig
    og lovsynger dig, de lovsynger dit navn.

    Kom og se Guds gerninger,
    hans handlinger indgyder mennesker frygt;
    Han forvandlede hav til tørt land,
    så de gik gennem strømmen til fods.
    Lad os da glæde os over ham!
    Han hersker for evigt med vælde.

    Alle I, som frygter Gud,
    kom og hør, så skal jeg fortælle,
    hvad han har gjort for mig.
    Lovet være Gud!
    Han har ikke afvist min bøn
    og taget sin trofasthed fra mig.

    2. læsning 1 Pet 3,15-18

    Højtelskede brødre og søstre! I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har, men I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt og med en god samvittighed, for at de, der håner jeres gode livsførelse i Kristus, må blive gjort til skamme, når de bagtaler jer. For det er bedre, om det er Guds vilje, at lide, når man gør det gode, end når man gør det onde. For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud. Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden.

    Akklamation til Evangeliet Joh 14,23

    Halleluja!
    Den, der elsker mig,
    vil holde fast ved mit ord,
    siger Herren;
    og min fader vil elske ham,
    og vi skal komme til ham.

    Evangelium Joh 14,15-21

    På den tid sagde Jesus til sine disciple:

    ” Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.”

  • 15
    15/05/2023

    Mandag i 6. uge i påsken

    Hele dagen
    15/05/2023

    Påsketid
    Søndagstekstrække A


    Mandag i 6. uge i påsken (II Ps).
    Helgener:


    Læsning ApG 16,11-15

    Da vi var sejlet ud fra Troas, styrede vi lige mod Samothrake og den følgende dag mod Neapolis. Derfra kom vi til Filippi, en koloni, som er en by i Makedoniens første distrikt. I den by boede vi nogle dage.

    På sabbatten gik vi ud gennem byporten og langs med en flod, hvor vi mente, der var et bedehus. Dér satte vi os og talte med de kvinder, der var forsamlet. Og en gudfrygtig kvinde ved navn Lydia, en purpurhandler fra byen Thyatira, lyttede til alle Paulus’ ord, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun tog dem til sig. Da hun og hendes husstand var blevet døbt, indbød hun os: »Hvis I anser mig for at være tro mod Herren, så kom ind i mit hus og bliv dér.« Hun nødte os til det.

    Vekselsang Sl 149,1-2.3-4.5-6a&9b

    R. Herren glæder sig over sit folk.

    eller:

    Halleluja!

    Syng en ny sang for Herren,
    hans pris i de frommes forsamling!
    Israel skal glæde sig over sin skaber,
    Zions sønner skal juble over deres konge.

    I dans skal de lovprise hans navn,
    til pauke og citer skal de lovsynge ham.
    For Herren glæder sig over sit folk
    og smykker de ydmyge med frelse.

    De fromme fryder sig i herlighed,
    på deres leje bryder de ud i jubel.
    Fra deres struber lyder hyldest til Gud,
    til herlighed for alle hans fromme.

    Akklamation til Evangeliet Joh 15,26b. 27a

    Halleluja!
    Sandhedens ånd, som udgår fra Faderen,
    skal han vidne om mig – siger Herren;
    Men også I skal vidne.

    Evangelium Joh 15, 26-16,4a

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen.

    Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer.«

  • 16
    16/05/2023

    Tirsdag i 6. uge i påsken

    Hele dagen
    16/05/2023

    Påsketid
    Søndagstekstrække A


    Tirsdag i 6. uge i påsken (II Ps).
    Helgener:


    Læsning ApG 16,22-34

    I de dage gik folkeskaren løs på Paulus og Silas, og embedsmændene lod tøjet rive af dem og befalede, at de skulle piskes. Efter at de havde givet dem mange piskeslag, satte de dem i fængsel og gav fangevogteren ordre til at bevogte dem sikkert. Da han havde fået den ordre, satte han dem i det inderste fangehul og spændte deres fødder fast i blokken.

    Ved midnatstid sad Paulus og Silas og bad og sang lovsange til Gud, og fangerne lyttede. Pludselig kom der et kraftigt jordskælv, så fængslets grundmure rystedes; i det samme sprang alle døre op, og alles lænker faldt af. Fangevogteren blev vækket af sin søvn og så fængselsdørene stå åbne. Han greb et sværd og ville dræbe sig selv, for han troede, at fangerne var flygtet. Men Paulus råbte højt: »Gør ikke en ulykke på dig selv, for vi er her alle sammen.« Fangevogteren forlangte at få fakler, og han løb ind og faldt skælvende på knæ for Paulus og Silas. Så førte han dem udenfor og spurgte dem: »I gode herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?« De svarede: »Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst.« De forkyndte nu Herrens ord for ham og hele hans hus. I denne sene nattetime tog han dem med og vaskede deres sår, og umiddelbart efter blev han selv og alle i hans hus døbt. Så tog han dem op i sit hus og dækkede op for dem, og han og hele hans husstand jublede over at være kommet til tro på Gud.

    Vekselsang Sl 138,1-2a.2bc-3.7c-8

    R. Herre, din højre hånd frelser mig.

    eller:

    Halleluja!

    Jeg takker dig af hele mit hjerte,
    i guders påhør lovsynger jeg dig.
    Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel
    og priser dit navn.

    For din godhed og troskab,
    for du har gjort dit ord stort
    over hele din himmel.
    Den dag jeg råbte, svarede du mig,
    du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke.
    du rækker din hånd ud,
    og din højre hånd frelser mig;

    Herren fører min sag igennem.
    Herre, din trofasthed varer til evig tid,
    opgiv ikke dine hænders værk!

    Akklamation til Evangeliet Joh 16,7. 13

    Halleluja.
    Jeg vil sende sandhedens ånd til jer – siger Herren;
    Han skal vejlede jer i hele sandheden.

    Evangelium Joh 16,5-11

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt.«

  • 17
    17/05/2023

    Onsdag i 6. uge i påsken

    Hele dagen
    17/05/2023

    Påsketid
    Søndagstekstrække  A


    Onsdag i 6. uge i påsken (II Ps).
    Helgener:


    Læsning ApG 17,15. 22-18,1

    Paulus’ ledsagere bragte ham til Athen og rejste så tilbage til Silas og Timotheus med besked om, at de skulle komme til ham så hurtigt som muligt. Så stod Paulus frem midt på Areopagos og sagde: »Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse. For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer. Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder. Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder, som om han trængte til noget. Det er ham, der giver alle liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: Vi er også af hans slægt. Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen ligner noget af guld eller sølv eller sten, formet ved menneskets kunst og snilde. Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig, for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.«

    Da de hørte om dødes opstandelse, spottede nogle, men andre sagde: »Det vil vi høre dig tale om en anden gang.« Dermed forlod Paulus forsamlingen. Men nogle mænd sluttede sig til ham og troede, blandt dem Dionysios, som var medlem af Areopagosforsamlingen, og en kvinde, der hed Damaris, og flere andre.

    Derpå forlod Paulus Athen og kom til Korinth.

    Vekselsang Sl 148,1-2.11-12ab. 12c-14a. 14bcd

    R. Himmel og jord er opfyldt af din herlighed.

    eller:

    Halleluja!

    Lovpris Herren i himlen,
    lovpris ham i det højeste!
    Lovpris ham, alle hans engle,
    lovpris ham, hele hans hær!

    Alle jordens konger og folk,
    alle jordens stormænd og dommere,
    unge mænd og piger,
    gamle og unge!

    De skal lovprise Herrens navn,
    for hans navn alene er ophøjet,
    hans herlighed når ud over jord og himmel.

    Han løftede sit folks horn.
    Alle hans fromme skal lovprise ham,
    Israel, det folk, der står ham nær!

    Akklamation til Evangeliet Joh 14,16

    Halleluja!
    Jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand,
    som skal være hos jer til evig tid.

    Evangelium Joh 16,12-15

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.«

  • 18
    18/05/2023

    Torsdag. KRISTI HIMMELFART A

    Hele dagen
    18/05/2023

    Påsketiden
    Søndagstekstrække A


    Torsdag. KRISTI HIMMELFART (h)
    Helgener:


    1. læsning ApG 1,1-11

    I min første bog fortalte jeg dig, Theofilus, om alt det, som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen lige til den dag, han blev taget op til himlen, efter at han ved Helligånden havde givet sine befalinger til de apostle, han havde udvalgt.

    Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige. Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet – “om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.” Mens de nu var sammen, spurgte de ham: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” Han svarede: “Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.”

    Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem.

    De sagde: “Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”

    Vekselsang Sl 47,2-3.6-7.8-9

    R. Gud drager op under jubelråb,
    Herren drager op til hornets klang.

    eller:

    Halleluja!

    Alle folkeslag, klap i hænderne,
    bryd ud i jubelråb for Gud!
    For Herren, den Højeste, er frygtindgydende,
    en mægtig konge over hele jorden.

    Gud drager op under jubelråb,
    Herren drager op til hornets klang.
    Syng for Gud, syng!
    Syng for vor konge, syng!

    For Gud er hele jordens konge,
    syng hyldestsang!
    Gud er konge over folkene,
    Gud sidder på sin hellige trone.

    2. læsning Ef 1,17-23

    Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er, og hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke. Med den magt virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen, højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende. Alt har han lagt under hans fødder, og han har givet ham som hoved over alle ting til kirken; den er hans legeme, fylden af ham, der skaber hele sin fylde af alle.

    Akklamation til Evangeliet Matt 28,19-20

    Halleluja!
    Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, siger Herren;
    Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

    Evangelium Matt 28,16-20

    De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne.  Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede.  Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,  og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

     

  • 19
    19/05/2023

    Fredag i 6. uge i påsken

    Hele dagen
    19/05/2023

    Påsketid
    Søndagstekstrække A


    Fredag i 6. uge i påsken (II Ps)
    Helgener: Johannes I, pave og martyr († 526)
    Pinsenovene 1. dag


    Læsning ApG 18,9-18

    Herren sagde til Paulus i et syn om natten: »Frygt ikke! Men tal, og ti ikke, for jeg er med dig, og ingen skal lægge hånd på dig og gøre dig fortræd; for jeg har et talstærkt folk i denne by.« Så boede Paulus dér i halvandet år og underviste om Guds ord iblandt dem.

    Men mens Gallio var statholder i Akaja, vendte jøderne sig alle som én imod Paulus, førte ham for domstolen og påstod: »Denne mand søger at overtale folk til at ære Gud på en måde, som strider mod loven.« Da Paulus skulle til at tage ordet, sagde Gallio til jøderne: »Hvis der var tale om en forbrydelse eller en grov slyngelstreg, jøder, så ville jeg naturligvis tage jeres klage til følge; men gælder det uenighed om lære, navne og jeres egen lov, bliver det jeres sag. Den slags vil jeg ikke være dommer over.« Så jog han dem væk fra domstolen. Da greb de alle fat i synagogeforstanderen Sosthenes og slog løs på ham foran domstolen. Men intet af dette tog Gallio sig af.

    Paulus blev der endnu en tid. Så tog han afsked med brødrene og sejlede til Syrien sammen med Priskilla og Akvila. Forinden havde han ladet sit hår klippe af i Kenkreæ, for han havde aflagt et løfte.

    Vekselsang Sl 47,2-3.4-5.6-7

    R. Gud er hele jordens konge.

    eller:

    Halleluja!

    Alle folkeslag, klap i hænderne,
    bryd ud i jubelråb for Gud!
    For Herren, den Højeste, er frygtindgydende,
    en mægtig konge over hele jorden.

    Han lægger folkene under os,
    folkeslagene under vore fødder.
    Han udvælger vort land til os,
    Jakobs stolthed, som han elsker.

    Gud drager op under jubelråb,
    Herren drager op til hornets klang.
    Syng for Gud, syng!
    Syng for vor konge, syng!

    Akklamation til Evangeliet Luk 24,46

    Halleluja.
    Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag,
    og således skal han gå ind i sin herlighed.

    Evangelium Joh 16,20-23a

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.

    Den dag skal I ikke spørge mig om noget.«

  • 20
    20/05/2023

    Lørdag i 6. uge i påsken

    Hele dagen
    20/05/2023

    Påsketid
    Søndagstekstrække A


    Lørdag i 6. uge i påsken (II Ps)
    Helgener: Bernardin af Siena, præst († 1444)
    Pinsenovene – 2. dag


    Læsning ApG 18,23-28

    Efter nogen tids forløb drog Paulus ud igen. Han rejste fra sted til sted gennem det galatiske land og Frygien og styrkede alle disciplene.

    En jøde, der hed Apollos, og som stammede fra Alexandria, kom til Efesos. Han havde ordet i sin magt og var stærk i Skrifterne. Han var blevet oplært i Herrens vej, og med ildhu talte og underviste han udførligt om Jesus, skønt han kun havde kendskab til Johannes’ dåb. Han begyndte nu frimodigt at tale i synagogen. Da Priskilla og Akvila hørte ham, tog de ham med sig og forklarede ham Guds vej mere udførligt. Apollos ville gerne rejse videre til Akaja, og brødrene skrev til disciplene dér og tilskyndede dem til at tage imod ham. Han ankom dertil og blev ved Guds nåde til stor hjælp for de troende. For han tilbageviste offentligt jøderne med stor kraft og påviste ud fra Skrifterne, at Jesus er Kristus.

    Vekselsang Sl 47,2-3.8-9.10

    R. Gud er hele jordens konge.

    eller:

    Halleluja!

    Alle folkeslag, klap i hænderne,
    bryd ud i jubelråb for Gud!
    For Herren, den Højeste, er frygtindgydende,
    en mægtig konge over hele jorden.

    For Gud er hele jordens konge,
    syng hyldestsang!
    Gud er konge over folkene,
    Gud sidder på sin hellige trone.

    Folkenes fyrster er samlet
    med Abrahams Guds folk,
    for jordens skjolde tilhører Gud.
    Højt er han ophøjet.

    Akklamation til Evangeliet Joh 16,28

    Halleluja!
    Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden;
    jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.

    Evangelium Joh 16, 23b-28

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.

    Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«