Dagens læsning

< 2023 >
april 30 - maj 06
«
»
  • 30
    30/04/2023

    4. SØNDAG I PÅSKEN A

    Hele dagen
    30/04/2023

    Påsketid
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække I
    Kollekt til bispedømmets teologistuderende.


    1. læsning ApG 2,14a. 36-41

    På pinsedagen trådte Peter frem sammen med de elleve, og med høj røst talte han til mængden: “Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.”

    Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: “Hvad skal vi gøre, brødre?” Peter svarede: “Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.” Og med mange andre ord vidnede Peter og formanede dem og sagde: “Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!” De, som tog imod hans ord, blev døbt, og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til.

    Vekselsang Sl 23,1-3a.3b-4.5.6

    R. Vi er hans folk og de får, han vogter.

    eller:

    Halleluja!

    Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
    han lader mig ligge i grønne enge,
    han leder mig til det stille vand.
    Han giver mig kraft på ny,
    han leder mig ad rette stier
    for sit navns skyld.

    Selv om jeg går i mørkets dal,
    frygter jeg intet ondt,
    for du er hos mig,
    din stok og din stav er min trøst.

    Du dækker bord for mig
    for øjnene af mine fjender.
    Du salver mit hoved med olie,
    mit bæger er fyldt til overflod.

    Godhed og troskab følger mig,
    så længe jeg lever,
    og jeg skal bo i Herrens hus
    alle mine dage.

    2. læsning 1 Pet 2, 20b-25

    Højtelskede brødre og søstre! Tåler I lidelser, når I gør det gode, så er det tak værd for Gud. Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor: Han gjorde ikke synd, og der fandtes ikke svig i hans mund, han svarede ikke med skældsord, da han blev skældt ud, under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt; på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt. For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.

    Akklamation til Evangeliet Joh 10,14

    Halleluja!
    Jeg er den gode hyrde, siger Herren.
    Jeg kender mine får, og mine får kender mig.

    Evangelium Joh 10,1-10

    På den tid sagde Jesus: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver. Men den, der går ind gennem døren, er fårenes hyrde. For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst. Men en fremmed vil de aldrig følge; de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst.” Med dette billede talte Jesus til dem, men de forstod ikke, hvad det var, han talte til dem om.

    Jesus sagde da igen: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er døren til fårene. Alle de, der er kommet før mig, er tyve og røvere, men fårene hørte ikke på dem. Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.

  • 01
    01/05/2023

    Mandag i 4. uge i påsken

    Hele dagen
    01/05/2023

     


    Påsketid
    Søndagstekstrække  A


    Mandag i 4. uge i påsken (IV Ps).
    Helgener: Josef Arbejderen
    Hvis Josef fejres læses følgende tekster


    Læsning ApG 11, 1-18

    Apostlene og brødrene rundt om i Judæa hørte, at også hedningerne havde taget imod Guds ord. Og da Peter kom op til Jerusalem, gik jøderne i rette med ham og sagde: »Du har besøgt ikke-jøder og spist sammen med dem.« Men Peter gav sig til at forklare dem i rækkefølge, hvad der var sket, og sagde: »Jeg opholdt mig i Joppe; og mens jeg bad, faldt jeg i henrykkelse og havde et syn, noget, der kom ned fra himlen og lignede en stor dug, blev sænket ned ved de fire hjørner, og den kom helt ned til mig. Jeg stirrede på den og blev ved med at se, og jeg så jordens firbenede dyr, vilde dyr og krybdyr og himlens fugle. Og jeg hørte en røst sige til mig: Rejs dig, Peter, slagt og spis! Men jeg svarede: Ikke tale om, Herre, for jeg har aldrig taget noget som helst vanhelligt eller urent i min mund. For anden gang talte røsten fra himlen: Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde vanhelligt. Dette skete tre gange, og det hele blev igen taget op til himlen. I det samme stod der tre mænd ved det hus, hvor vi opholdt os, de var sendt til mig fra Cæsarea. Og Ånden sagde til mig, at jeg skulle gå med uden betænkelighed. De seks brødre her fulgte også med, og vi kom ind i mandens hus. Han fortalte os, hvordan han havde set englen stå i hans hus og sige: Send bud til Joppe efter Simon med tilnavnet Peter. Han vil tale de ord til dig, ved hvilke du og hele din husstand skal blive frelst. Og næppe var jeg begyndt at tale, før Helligånden kom over dem, ligesom den kom over os i den første tid. Da mindedes jeg Herrens ord, at han har sagt: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden. Når nu Gud har givet dem den samme gave, som vi fik, da vi var kommet til tro på Herren Jesus Kristus, hvordan skulle jeg så kunne hindre Gud i noget?« Da de hørte det, blev de rolige og priste Gud og sagde: »Så har Gud da også givet hedningerne omvendelsen til livet.«

    Vekselsang Sl 42,2-3.Ps 43,3.4

    R. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud.

    eller:

    Halleluja!

    Som hjorten skriger
    ved det udtørrede vandløb,
    sådan skriger min sjæl
    efter dig, Gud.

    Min sjæl tørster efter Gud,
    den levende Gud.
    Hvornår kan jeg komme
    og se Guds ansigt?

    Send dit lys og din sandhed,
    de skal lede mig,
    bringe mig til dit hellige bjerg
    og til din bolig.

    Så kan jeg komme til Guds alter,
    til Gud, min glæde og min fryd,
    og takke dig med citerspil,
    Gud, min Gud.

    Akklamation til Evangeliet Joh 10,14

    Halleluja!
    Jeg er den gode hyrde – siger Herren.
    Jeg kender mine får, og mine får kender mig.

    Evangelium Joh 10, 1-10

    På den tid sagde Jesus: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver. Men den, der går ind gennem døren, er fårenes hyrde. For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst. Men en fremmed vil de aldrig følge; de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst.« Med dette billede talte Jesus til dem, men de forstod ikke, hvad det var, han talte til dem om.

    Jesus sagde da igen: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er døren til fårene. Alle de, der er kommet før mig, er tyve og røvere, men fårene hørte ikke på dem. Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.«

  • 02
    02/05/2023

    Tirsdag i 4. uge i påsken

    Hele dagen
    02/05/2023

    Påsketid
    Søndagstekstrække A


    Tirsdag i 4. uge i påsken (IV Ps).
    Helgener: Athanasius, biskop og kirkelærer († 373)


    Læsning ApG 11, 19-26

    De, der var blevet spredt under den forfølgelse, der udbrød i anledning af Stefanus, rejste nu rundt helt til Fønikien og Cypern og Antiokia, men forkyndte kun ordet for jøder. Men blandt dem var der nogle cyprioter og kyrenæere, som kom til Antiokia og også talte til grækerne og forkyndte evangeliet om Herren Jesus. Og Herrens hånd var med dem, så et stort antal kom til tro og vendte om til Herren.

    Rygtet om dem kom menigheden i Jerusalem for øre, og de sendte Barnabas til Antiokia. Da han kom dertil og erfarede Guds nåde, blev han glad og formanede alle til at holde sig til Herren med beslutsomt hjerte. For han var en god mand, fyldt af Helligånd og tro. Og en stor skare blev vundet for Herren. Barnabas tog så af sted til Tarsus for at opsøge Saulus, og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia; og så var de sammen et helt år i menigheden og underviste en stor skare. Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne.

    Vekselsang Sl 87,1-3.4-5.6-7

    R. Lovsyng Herren, alle I folk!

    eller:

    Halleluja!

    Han har grundlagt sin by på hellige bjerge.
    Herren elsker Zions porte
    mest af alle Jakobs boliger.
    Herlige ting siges om dig,
    du Guds by.

    Jeg nævner Rahab og Babylon
    blandt dem, der kender mig,
    ja, Filistæa og Tyrus tillige med Nubien,
    dér er de født.

    Men om Zion hedder det:
    Her er hver og én født,
    den Højeste har selv grundfæstet den.

    Herren skriver folkene op,
    dér er de født.
    Dansende synger de:
    Alle mine kilder er i dig.

    Akklamation til Evangeliet Joh 10,27

    Halleluja.
    Mine får hører min røst – siger Herren,
    og jeg kender dem, og de følger mig.

    Evangelium Joh 10, 22-30

    Festen for genindvielsen af templet i Jerusalem kom; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«

  • 03
    03/05/2023

    FILIP og JAKOB, apostle

    Hele dagen
    03/05/2023

    Helgener: FILIP og JACOB, apostle(f)


    Læsning 1 Kor 15, 1-8

    Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det som I også har taget imod, som I også står i, og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det ellers var det til ingen nytte, I kom til tro.

    Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig.

    Vekselsang Sl 19,2-3.4-5ab

    R. Deres røst når ud over hele jorden.

    Himlen fortæller om Guds herlighed,
    hvælvingen beretter om hans hænders værk;
    dag forkynder det til dag,
    nat kundgør det til nat.

    Der lyder ingen ord, ingen tale,
    uden at deres røst høres;
    deres røst når ud over hele jorden,
    deres ord til verdens ende.

    Akklamation til Evangeliet Joh 14,6b&9c

    Halleluja!
    Jeg er vejen og sandheden og livet;
    Filip, den, der har set mig, har set Faderen.

    Evangelium Joh 14,6-14

    Jesus sagde til Filip: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

    Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen; og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen. Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.«

  • 04
    04/05/2023

    Torsdag i 4. uge i påsken

    Hele dagen
    04/05/2023

    Påsketid
    Søndagstekstrække A


    Torsdag i 4. uge i påsken (IV Ps)
    Helgener:


    Læsning ApG 13,13-25

    Paulus og hans ledsagere sejlede ud fra Pafos og kom til Perge i Pamfylien, men Johannes forlod dem og vendte tilbage til Jerusalem; de andre rejste videre fra Perge og nåede til Antiokia i Pisidien. På sabbatten gik de hen i synagogen og satte sig; efter oplæsningen fra loven og profeterne sendte synagogeforstanderne bud ned til dem: »Brødre, hvis I har en formaningstale til folket, så tal!«

    Da rejste Paulus sig, gav tegn med hånden og sagde: »Israelitter og I, der frygter Gud, hør på mig! Dette folks Gud, Israels Gud, har udvalgt vore fædre. Han gjorde folket stort under opholdet i det fremmede, i Egypten, og førte dem ud derfra med løftet arm. I næsten fyrre år sørgede han for dem i ørkenen, og efter at han havde udryddet syv folkeslag i Kana’an, lod han dem tage deres land i besiddelse; så gik der omkring fire hundrede og halvtreds år. Og derefter gav Gud dem dommere frem til profeten Samuel. Derpå bad de om en konge, og Gud gav dem i fyrre år Saul, søn af Kish, af Benjamins stamme. Så afsatte Gud ham og oprejste David til konge over dem. Om ham vidnede Gud og sagde: Jeg har fundet David, søn af Isaj, en mand efter mit hjerte; han skal udføre alt det, jeg vil. Af hans slægt har Gud givet Israel en frelser, som han havde lovet, Jesus. Forud for hans fremtræden havde Johannes prædiket omvendelsesdåb for hele Israels folk. Da Johannes stod ved enden af sit livsløb, sagde han: Jeg er ikke, hvad I anser mig for at være. Men efter mig kommer en, hvis sko jeg ikke er værdig til at tage af.

    Vekselsang Sl 89,2-3.21-22.25&27

    R. Om Herrens store godhed vil jeg synge for evigt.

    eller:

    Halleluja!

    Om Herrens store godhed vil jeg synge for evigt,
    i slægt efter slægt skal min mund forkynde din trofasthed.
    Jeg siger: Evigt bygges din godhed,
    i himlen grundfæster du din trofasthed.

    Jeg har fundet min tjener David,
    jeg har salvet ham med min hellige olie.
    Min hånd støtter ham,
    ja, min arm giver ham styrke.

    Min trofasthed og godhed skal være med ham,
    i mit navn skal hans horn løftes.
    Han skal råbe til mig: Du er min fader,
    min Gud, min frelses klippe.

    Akklamation til Evangeliet Åb 1,5ab

    Halleluja!
    Jesus Kristus, vidnet, den troværdige, den førstefødte af de døde
    elsker os og han har løst os fra vore synder med sit blod.

    Evangelium Joh 13, 16-20

    Efter at Jesus havde vasket apostlenes fødder, sagde han: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: En tjener er ikke større end sin herre, og en udsending ikke større end den, der har sendt ham. Når I ved det, er I salige, hvis I gør det.

    Jeg taler ikke om jer alle; jeg ved, hvem jeg har udvalgt, men Skriftens ord må gå i opfyldelse:

    Den, der spiser brødet med mig,
    har løftet hælen imod mig.

    Jeg siger det til jer allerede nu, inden det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tager imod, hvem jeg end sender, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, der har sendt mig.«

  • 05
    05/05/2023

    Fredag i 4. uge i påsken

    Hele dagen
    05/05/2023

    Påsketid
    Søndagstekstrække A


    Fredag i 4. uge i påsken (IV Ps)
    Helgener:
    (Store Bededag)


    Læsning ApG 13,26-33

    Paulus og hans ledsagere kom til Antiokia i Pisidien. På sabbatten gik han hen i synagogen og han sagde:

    »Brødre, I som er børn af Abrahams slægt, og I andre her, som frygter Gud! Det er til os, ordet om denne frelse er blevet sendt. For Jerusalems indbyggere og deres ledere kendte ham ikke, de dømte ham og opfyldte derved profeternes ord, som læses op hver sabbat. Og selv om de ikke fandt noget grundlag for dødsdom, bad de Pilatus om at lade ham henrette. Da de havde udført alt det, der står skrevet om ham, tog de ham ned fra korset og lagde ham i en grav. Men Gud oprejste ham fra de døde, og i mange dage viste han sig for dem, der var fulgt med ham fra Galilæa til Jerusalem, og de er nu hans vidner over for folket. Og vi forkynder jer det evangelium, at løftet, der blev givet til fædrene, har Gud opfyldt for os, deres børn, da han lod Jesus opstå, sådan som der står skrevet i den anden salme:

    Du er min søn,
    jeg har født dig i dag.«

    Vekselsang Sl 2,6-7.8-9.10-11

    R. Du er min søn, jeg har født dig i dag!

    eller:

    Halleluja!

    »Jeg har indsat min konge
    på Zion, mit hellige bjerg!«
    Jeg vil forkynde, hvad Herren har bestemt:
    Han sagde til mig: »Du er min søn,
    jeg har født dig i dag.

    På din bøn giver jeg dig folkene som ejendom
    og den vide jord som arvelod.
    Du skal knuse dem med et jernscepter,
    sønderslå dem som pottemagerens kar.«

    I konger, vær nu kloge,
    tag imod råd, I jordens dommere:
    Tjen Herren i frygt!

    Akklamation til Evangeliet Joh 14,6

    Halleluja.
    Jeg er vejen og sandheden og livet;
    ingen kommer til Faderen uden ved mig.

    Evangelium Joh 14,1-6

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.«

  • 06
    06/05/2023

    Lørdag i 4. uge i påsken

    Hele dagen
    06/05/2023

    Påsketid
    Søndagstekstrække A


    Lørdag i 4. uge i påsken (IV Ps)
    Helgener:
    Bededag for præste-og ordenskald


    Læsning ApG 13,44-52

    Den følgende sabbat var næsten hele byen kommet sammen for at høre Herrens ord. Da jøderne så skarerne, blev de fulde af misundelse, og det, Paulus sagde, modsagde de og spottede. Men Paulus og Barnabas talte med frimodighed og sagde: »Guds ord måtte forkyndes for jer først. Men siden I afviser det og ikke anser jer selv for værdige til evigt liv, så vender vi os til hedningerne. For således har Herren befalet os det:

    Jeg har gjort dig til lys for folkene,
    for at du skal være til frelse til jordens ende.«

    Da hedningerne hørte det, blev de glade, og de priste Herrens ord; og alle, som var bestemt til evigt liv, kom til tro. Og Herrens ord blev udbredt i hele landet. Men jøderne fik ophidset de fornemme gudfrygtige kvinder og byens førende mænd og rejste en forfølgelse mod Paulus og Barnabas; og de jog dem ud, væk fra deres egn. Men de rystede støvet af fødderne mod dem og rejste så til Ikonion, og disciplene blev fyldt af glæde og Helligånd.

    Vekselsang Sl 98,1.2-3ab.3cd-4

    R. Hele den vide jord har set, vor Guds frelse.

    eller:

    Halleluja!

    Syng en ny sang for Herren,
    for han har udført undere;
    hans højre hånd og hellige arm
    har skaffet ham sejr.

    Herren har kundgjort sin frelse,
    for folkenes øjne
    har han åbenbaret sin retfærdighed.
    Han har husket på sin godhed
    og sin trofasthed mod Israels hus.

    Hele den vide jord har set,
    vor Guds frelse.
    Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden,
    bryd ud i jubel og lovsang!

    Akklamation til Evangeliet Joh 8,31b-32

    Halleluja!
    Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple,
    og I skal lære sandheden at kende – siger Herren.

    Evangelium Joh 14,7-14

    Jesus sagde til sine disciple: »Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

    Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen; og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen. Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.