Dagens læsning

< 2023 >
april 23 - april 29
«
»
  • 23
    23/04/2023

    3. SØNDAG I PÅSKEN A

    Hele dagen
    23/04/2023

    Påsketid
    Søndagstekstrække A


    3. søndag i påsken  (III Ps).
    Helgener:
    Kirketælling


    1. læsning ApG 2,14. 22-33

    På pinsedagen trådte Peter frem sammen med de elleve, og med høj røst talte han til mængden: “Jøder og alle I, som bor i Jerusalem! Dette skal stå klart for jer, læg mærke til mine ord:

    Israelitter, hør disse ord: Jesus fra Nazaret – en mand, der er udpeget af Gud for jer ved mægtige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde gennem ham midt iblandt jer, sådan som I selv ved – ham fik I udleveret efter Guds fastlagte bestemmelse og forudviden, og ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham. Men Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden. Om ham siger David nemlig:

    Jeg havde altid Herren for øje,
    han er ved min højre side, for at jeg ikke skal vakle.
    Derfor glædede mit hjerte sig, og min tunge jublede,
    ja, mit legeme skal bo i håb.
    For du vil ikke lade mig blive i dødsriget,
    din hellige vil du ikke lade se forrådnelse.
    Du lærte mig livets veje,
    du vil mætte mig med glæde for dit ansigt.

    Vekselsang Sl 16,1-2a&5. 7-8. 9-10. 11

    R. Herre, du lærer mig livets vej.
    eller:

    Halleluja!

    Vogt mig, Gud, jeg søger tilflugt hos dig.
    Jeg siger til Herren: “Du er min herre.”
    Herre, du min tilmålte del og mit bæger,
    du sikrer min lod.

    Jeg vil prise Herren, som råder mig,
    ja, om natten får jeg vejledning i mit indre.
    Jeg har altid Herren for øje,
    han er ved min højre side, og jeg vakler ikke.

    Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler,
    ja, mit legeme skal bo i tryghed.
    For du vil ikke prisgive mig til dødsriget,
    din fromme vil du ikke lade se graven.

    Du lærer mig livets vej,
    du mætter mig med glæde for dit ansigt,
    du har altid herlige ting i din højre hånd.

    2. læsning 1 Pet 1,17-21

    Højtelskede brødre og søstre! Når I påkalder ham som fader, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning, skal I leve i gudsfrygt, så længe I er udlændinge her. I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde; dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt, men han blev først åbenbaret nu ved tidernes ende af hensyn til jer, som takket være ham tror på Gud, der oprejste ham fra de døde og gav ham herlighed, så at jeres tro også er håb til Gud.

    Akklamation til Evangeliet 

    Halleluja!
    Herre Jesus, luk Skrifterne op for os;
    lad vort hjerte brende i os, når du taler til os.

    Evangelium Luk 24,13-35

    Påskedags aften var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: “Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?” De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: “Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?” “Hvad da?” spurgte han. De svarede: “Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.”

    Da sagde han til dem: “I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?” Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.

    De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: “Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.” Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: “Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?”

    Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: “Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.” Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

  • 24
    24/04/2023

    Mandag i 3. uge i påsken

    Hele dagen
    24/04/2023

    Påsketid
    Søndagstekstrække A


    Mandag i 3. uge i påsken (III Ps).
    Helgener: Fidelis af Sigmaringen, præst og martyr († 1622)


    Læsning ApG 6,8-15

    Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige: »Vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.« De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde: »Denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.« Alle, der sad i Rådet, stirrede på ham, og for dem at se var hans ansigt som en engels ansigt.

    Vekselsang Sl 119,23-24.26-27.29-30

    R. Lykkelig den, der vandrer efter Herrens lov.

    eller:

    Halleluja!

    Selv når stormænd sidder og taler om mig,
    grunder din tjener over dine love.
    Ja, dine formaninger er min opmuntring,
    de er mine rådgivere.

    Jeg har fortalt dig om min færd, og du svarede mig.
    Lær mig dine love,
    giv mig indsigt i dine forordningers vej,
    så jeg kan grunde over dine undere.

    Hold falskheds vej borte fra mig,
    og giv mig i nåde din lov!
    Jeg vælger sandhedens vej,
    jeg har dine bud for øje.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

    Halleluja!
    Mennesket skal ikke leve af brød alene,
    men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

    Evangelium Joh 6,22-29

    På den tid indså folkeskaren, som stod på den anden side af søen, at der kun havde været én båd dér, og at Jesus ikke var taget af sted sammen med sine disciple i den båd, men at disciplene var taget af sted alene. Fra Tiberias kom der andre både hen i nærheden af det sted, hvor de havde spist brødet, efter at Herren havde takket. Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.«

  • 25
    25/04/2023

    MARKUS, evangelist

    Hele dagen
    25/04/2023

    Påsketiden
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække I


    MARKUS, evangelist (f)


    Læsning 1 Pet 5, 5b-14

    I skal alle være klædt i ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde. Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer, og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.

    Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen, I ved jo, at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden. Og når I må lide her en kort tid, vil al nådes Gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, selv udruste, støtte, styrke, grundfæste jer. Magten er hans i al evighed! Amen.

    Med bistand fra Silvanus, som jeg regner for en pålidelig broder, har jeg nu i korthed skrevet for at opmuntre jer og bevidne, at dette er Guds sande nåde; den skal I holde fast ved. Jeres udvalgte søster i Babylon og min søn Markus hilser jer. Hils hinanden med kærligt kys. Fred være med jer alle, som er i Kristus!

    Vekselsang Sl 89,2-3.6-7.16-17

    R. Om din nåde, Herre,
    vil jeg evigt synge.

    Om Herrens store godhed vil jeg synge for evigt,
    i slægt efter slægt skal min mund forkynde din trofasthed.
    Jeg siger: Evigt bygges din godhed,
    i himlen grundfæster du din trofasthed.

    Himlen priser dit under, Herre,
    din trofasthed i de helliges forsamling.
    For hvem i skyen står mål med Herren,
    hvem blandt gudssønnerne er Herrens lige?

    Lykkeligt det folk, der forstår at hylde dig,
    Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de;
    de jubler over dit navn hele dagen
    og ophøjes ved din retfærdighed.

    Akklamation til Evangeliet Jfr 1 Kor 1,23a. 24b

    Halleluja!
    Vi prædiker Kristus som korsfæstet.
    Han er Guds kraft og Guds visdom.

    Evangelium Mark 16,15-20

    På den tid åbenbarede Jesus sig for sine disciple og han sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«

    Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

  • 26
    26/04/2023

    Onsdag i 3. uge i påsken

    Hele dagen
    26/04/2023

    Påsketid
    Søndagstekstrække A


    Onsdag i 3. uge i påsken . (III Ps).
    Helgener:


    Læsning ApG 8,1b-8

    Samme dag udbrød der en stor forfølgelse af menigheden i Jerusalem, og alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæa og Samaria. Der var nogle fromme mænd, som begravede Stefanus og holdt en stor ligklage over ham. Men Saulus søgte at tilintetgøre menigheden, han trængte ind i det ene hus efter det andet, slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem fængslet.

    De, der var blevet spredt, begyndte nu at drage rundt og forkynde ordet.

    Filip tog ned til byen i Samaria og prædikede for dem om Kristus. Og i folkeskarerne var alle som én optaget af det, Filip sagde, når de lyttede til ham og så de tegn, han gjorde; for mange af dem, der var besat af urene ånder, dem fór de ud af med råb og høje skrig, og mange lamme og halte blev helbredt. Og der blev stor glæde i den by.

    Vekselsang Sl 66,1-3a.4-5.6-7a

    R. Bryd ud i fryderåb for Gud, hele jorden.

    eller:

    Halleluja!

    Bryd ud i fryderåb for Gud, hele jorden,
    lovsyng hans herlige navn,
    giv ham ære og pris!
    Sig til Gud:
    Hvor er dine gerninger frygtindgydende.

    Hele jorden kaster sig ned for dig
    og lovsynger dig, de lovsynger dit navn.
    Kom og se Guds gerninger,
    hans handlinger indgyder mennesker frygt;

    Han forvandlede hav til tørt land,
    så de gik gennem strømmen til fods.
    Lad os da glæde os over ham!
    Han hersker for evigt med vælde.

    Akklamation til Evangeliet Joh 6,40

    Halleluja!
    Enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv,
    og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.

    Evangelium Joh 6,35-40

    På den tid sagde Jesus til folkeskaren: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

    Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort; for jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig. Og hans vilje er, at jeg ikke skal miste noget af alt det, han har givet mig, men oprejse det på den yderste dag. For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.«

  • 27
    27/04/2023

    Torsdag i 3. uge i påsken

    Hele dagen
    27/04/2023

    Påsketid
    Søndagstekstrække A


    Torsdag i 3. uge i påsken (III Ps).
    Helgener:


    Læsning ApG 8, 26-40

    Herrens engel talte til Filip og sagde: »Bryd op og gå sydpå ad den vej, der går fra Jerusalem til Gaza; den er øde.« Og Filip brød op og gik. Der var en etiopier, en mægtig hofmand hos etiopiernes dronning Kandake, som forvaltede alle hendes skatte; han var kommet til Jerusalem for at tilbede og var på vej hjem og sad i sin vogn og læste profeten Esajas. Ånden sagde til Filip: »Gå hen til den vogn og hold dig tæt op ad den!« Filip løb derhen, og da han hørte manden læse af profeten Esajas, spurgte han: »Forstår du også det, du læser?« Han svarede: »Hvordan skal jeg kunne det, når der ikke er nogen, der vejleder mig?« Og han bad Filip om at komme op i vognen og sætte sig hos ham. Det afsnit i Skriften, han læste, var dette:

    Som et får, der føres til slagtning,
    som et lam, der er stumt, mens det klippes,
    således åbnede han ikke sin mund.
    I fornedrelsen blev hans dom taget bort.
    Hvem kan fortælle om hans slægt?
    For hans liv blev taget bort fra jorden.

    Hofmanden spurgte Filip: »Jeg beder dig sige mig, hvem er det, profeten taler om her? Er det om sig selv, eller er det om en anden?« Filip tog så til orde, og han begyndte med dette skriftsted og forkyndte evangeliet om Jesus for ham. Mens de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand, og hofmanden sagde: »Se, dér er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?« Filip sagde: »Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske.« Han svarede: »Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn.« Han befalede, at vognen skulle standse, og de gik begge ned i vandet, både Filip og hofmanden, og Filip døbte ham. Men da de kom op af vandet, bortrykkede Herrens ånd Filip, og hofmanden så ham ikke mere; han fortsatte sin rejse med glæde.

    Filip blev senere set i Ashdod, og han forkyndte evangeliet i alle de byer, han drog igennem, indtil han kom til Cæsarea.

    Vekselsang Sl 66,8-9.16-17.20

    R. Bryd ud i fryderåb for Gud, hele jorden.

    eller:

    Halleluja!

    Pris vor Gud, I folkeslag,
    lad lovsangen til ham lyde!
    Han holder os i live
    og lader ikke vore fødder vakle.

    Alle I, som frygter Gud,
    kom og hør, så skal jeg fortælle,
    hvad han har gjort for mig.
    Jeg råbte til ham,
    lovsang var på min tunge.

    Lovet være Gud!
    Han har ikke afvist min bøn
    og taget sin trofasthed fra mig.

    Akklamation til Evangeliet Joh 6,51

    Halleluja!
    Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen;
    den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid – siger Herren.

    Evangelium Joh 6,44-51

    På den tid sagde Jesus til folkeskaren: »Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: Alle skal være oplært af Gud. Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«

  • 28
    28/04/2023

    Fredag i 3. uge i påsken

    Hele dagen
    28/04/2023

    Påsketid
    Søndagstekstrække A


    Fredag i 3. uge i påsken (III Ps).
    Helgener: Peter Chanel, præst og martyr († 1841)
    ————-
    Ludvig Maria Grignion de Montfort, præst († 1716)


    Læsning ApG 9,1-20

    Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.« Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak.

    I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: »Ananias!« Han svarede: »Ja, Herre!« Herren sagde til ham: »Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas’ hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.« Ananias svarede: »Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.« Men Herren sagde til ham: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: »Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.« Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne, han kunne se igen, og han rejste sig og blev døbt. Og han tog føde til sig og kom til kræfter. Han blev nogle dage hos disciplene i Damaskus, og han prædikede straks i synagogerne, at Jesus er Guds søn. Jesu navns skyld. Både i templet og hjemme fortsatte de hver dag med at undervise og forkynde, at Jesus er den Salvede.

    Vekselsang Sl 117,1.2

    R. Gå ud i alverden og forkynd evangeliet.

    eller:

    Halleluja!

    Lovpris Herren, alle folkeslag!
    Lovsyng ham, alle folk!

    For hans godhed mod os er stor,
    Herrens troskab varer til evig tid.

    Akklamation til Evangeliet Joh 6,56

    Halleluja.
    Den, der spiser mit kød og drikker mit blod,
    bliver i mig, og jeg i ham – siger Herren.

    Evangelium Joh 6,52-59

    På den tid kom jøderne i voldsom diskussion med hinanden og sagde: »Hvordan kan han give os sit kød at spise?« Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig. Det brød, som er kommet ned fra himlen, er ikke sådan som det, fædrene spiste; de døde, men den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid.«

    Det sagde han, da han underviste i synagogen i Kapernaum.

  • 29
    29/04/2023

    KATARINA AF SIENA

    Hele dagen
    29/04/2023

     


    KATARINA AF SIENA
    jomfru og kirkelærer,værnehelgen for Europa († 1380)


    Læsning 1 Joh 1, 5-2,2

    Dette er det budskab, som vi har hørt af ham og bringer videre til jer: Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os.

    Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder.

    Vekselsang Sl 103,1-2.3-4.8-9.13-14.17-18a

    R. Min sjæl, pris Herren.

    Min sjæl, pris Herren,
    alt i mig skal prise hans hellige navn.
    Min sjæl, pris Herren,
    glem ikke hans velgerninger!

    Han tilgiver al din skyld,
    helbreder alle dine sygdomme.
    Han udfrier dit liv fra graven,
    han kroner dig med godhed og barmhjertighed.

    Herren er barmhjertig og nådig,
    sen til vrede og rig på troskab.
    Han anklager ikke for evigt
    og vredes ikke for altid;

    Som en far er barmhjertig mod sine børn,
    er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.
    For han ved, at vi er skabt,
    husker på, at vi er støv.

    Men Herrens troskab varer fra evighed
    til evighed mod dem, der frygter ham,
    og hans retfærdighed mod børnenes børn,
    mod dem, der holder hans pagt.

    Akklamation til Evangeliet Jfr Matt 11,25

    Halleluja!
    Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har åbenbaret
    dit Riges hemmeligheder for umyndige.

    Evangelium Matt 11, 25-30

    På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.

    Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«