Læsninger

< 2022 >
august 6
  • 06
    6. august 2022

    HERRENS FORKLARELSE C

    Hele dagen
    06/08/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag. HERRENS FORKLARELSE (f)
    Helgener:
    Bededag for præste- og ordenskald
    Der kan vælges enten 1. eller 2. læsning


    1. Læsning Dan 7,9-10, 13-14

    Jeg Daniel så dette:
    Troner blev stillet frem,
    og en gammel af dage tog sæde;
    hans klæder var hvide som sne,
    og håret på hans hoved var rent som uld.
    Hans trone var flammer af ild,
    dens hjul var luende ild.
    En flod af ild strømmede frem
    og løb ud foran ham.
    Tusind, ja tusinder tjente ham,
    ti tusind, ja titusinder stod foran ham.
    Retten blev sat,
    bøgerne blev åbnet.
    I nattesynerne så jeg dette:
    Med himlens skyer kom en,
    der så ud som en menneskesøn;
    han kom hen til den gamle af dage
    og blev ført frem for ham.
    Herredømme, ære og kongerige blev givet ham;
    alle folk, stammer og tungemål tjente ham.
    Hans herredømme er et evigt herredømme,
    som ikke skal forgå,
    hans kongerige
    skal ikke gå til grunde.
    Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter.

     

    Vekselsang Sl 97,1-2.5-6.9

    R. Gud er vor Herre og Konge.

    Eller:

    Halléluja!

    Herren er konge! Jorden skal juble,
    de mange fjerne øer skal glæde sig.
    Skyer og skymulm omgiver ham,
    retfærdighed og ret er hans trones grundvold.

    Bjergene smelter som voks foran Herren,
    foran hele jordens Herre.
    Himlen fortæller om hans retfærdighed,
    og alle folkene ser hans herlighed.

    For du, Herre, er den Højeste over hele jorden,
    du er højt ophøjet over alle guder.

    2.Læsning 2 Peter 1,16-19

    Brødre og søstre! Det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt. For han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.« Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg.

    Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter.

    Akklamation til Evangeliet

    Halleluja!
    Denne er min Søn, den elskede;
    i ham har jeg velbehag. Hør ham!

    Evangelium Luk 9,28b-36

    Jesus tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede. Mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og hans klæder blev blændende hvide.  Og se, to mænd talte med ham; det var Moses og Elias,  der kom til syne i herlighed og talte om den udgang, han skulle opfylde i Jerusalem.  Peter og de, som var sammen med ham, var blevet overvældet af søvn; men da de vågnede op, så de hans herlighed og de to mænd, der stod sammen med ham.  Da disse skulle til at forlade ham, sagde Peter til Jesus: »Mester, det er godt, at vi er her. Lad os bygge tre hytter, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Men han vidste ikke, hvad det var, han sagde.  Mens han sagde det, kom der en sky og overskyggede dem, og de blev forfærdede, da de kom ind i skyen.  Og der lød en røst fra skyen: »Det er min udvalgte søn. Hør ham!«  Og da røsten lød, var kun Jesus at se. Disciplene tav stille med det; og de fortalte dengang ingen noget om det, de havde set.