Dagens læsning

< 2022 >
juli 24 - juli 30
«
»
  • 24
    24/07/2022

    17. ALM. SØNDAG C

    Hele dagen
    24/07/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække II


    17. ALM. SØNDAG (I Ps)

    Helgener:


    1. læsning 1 Mos 18,20-32

    Efter at have åbenbaret sig for Abraham ved Mamres lund, sagde Herren: “Der lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra; deres synd er meget stor. Nu vil jeg gå ned og se, om deres handlinger virkelig svarer til det skrig, som har nået mig, eller om de ikke gør; det vil jeg vide.”

    Mændene drejede af derfra og gik mod Sodoma, men Abraham blev stående foran Herren. Abraham trådte nærmere og sagde: “Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med uretfærdige? Måske er der halvtreds retfærdige i byen. Vil du så virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet på grund af de halvtreds retfærdige, som er i den? Du kan umuligt handle sådan og slå retfærdige ihjel sammen med uretfærdige, så retfærdige og uretfærdige får samme skæbne. Det kan du umuligt! Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?” Herren svarede: “Hvis jeg i Sodoma finder halvtreds retfærdige i byen, vil jeg tilgive hele stedet for deres skyld.” Abraham svarede: “Nu vover jeg igen at tale til dig, Herre, skønt jeg kun er støv og aske! Måske mangler der fem i de halvtreds retfærdige; vil du så ødelægge hele byen på grund af de fem?” Han svarede: “Jeg vil ikke ødelægge den, hvis jeg finder femogfyrre.” Men Abraham blev ved med at tale til ham: “Måske findes der fyrre,” og han svarede: “For de fyrres skyld vil jeg lade være at gøre det.” Så sagde han: “Nu må du ikke blive vred, Herre, når jeg taler. Måske findes der tredive,” og han svarede: “Jeg vil ikke gøre det, hvis jeg finder tredive.”

    Men han sagde: “Jeg vover igen at tale til dig, Herre! Måske findes der tyve,” og han svarede: “For de tyves skyld vil jeg lade være at ødelægge den.” Så sagde han: “Du må ikke blive vred, Herre, når jeg taler denne ene gang endnu. Måske findes der ti,” og han svarede: “For de tis skyld vil jeg lade være at ødelægge den.”

    Vekselsang Sl 138,1-2a.2bc-3.6,7ab.7c-8

    R. Den dag jeg råbte, svarede du mig.

    Jeg takker dig af hele mit hjerte,
    i guders påhør lovsynger jeg dig.
    Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel
    og priser dit navn.

    For din godhed og troskab,
    for du har gjort dit ord stort
    over hele din himmel.
    Den dag jeg råbte, svarede du mig,
    du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke.

    Ja, Herren er ophøjet, men han ser til de ydmyge,
    den stolte kender han på lang afstand.
    Selv om jeg vandrer i trængsler,
    holder du mig i live trods mine fjenders had;
    du rækker din hånd ud.

    Din højre hånd frelser mig;
    Herren fører min sag igennem.
    Herre, din trofasthed varer til evig tid,
    opgiv ikke dine hænders værk!

    2. læsning Kol 2,12-14

    Brødre og søstre! I blev begravet sammen med ham i dåben, og i den blev I også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde. Også jer, der var døde i jeres overtrædelser, uomskårne på kroppen, gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav os vore overtrædelser. Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset.

    Akklamation til Evangeliet Rom 8,15bc

    Halleluja!
    I har fået den ånd, som giver barnekår,
    og i den råber vi: Abba, fader!

    Evangelium Luk 11,1-13

    Det skete, da Jesus var et sted og bad, at en af disciplene sagde til ham, da han holdt op med at bede: “Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det.” Han sagde til dem: “Når I beder, skal I sige:

    Fader!
    Helliget blive dit navn,
    komme dit rige;
    giv os hver dag vort daglige brød,
    og forlad os vore synder,
    for også vi forlader selv enhver, som er skyldig over for os,
    og led os ikke ind i fristelse.”

    Han sagde også til dem: “Hvis en af jer har en ven og midt om natten går hen til ham og siger: Kære ven, lån mig tre brød, for en ven af mig er kommet rejsende, og jeg har ikke noget at byde ham, og han så svarer derindefra: Spar mig for det besvær! Døren er allerede låst, og mine børn og jeg selv er gået i seng. Jeg kan ikke stå op og give dig noget – jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham noget for venskabs skyld, vil han dog på grund af hans påtrængenhed rejse sig og give ham, hvad han har brug for. Jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.

    For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for.

    Hvilken far iblandt jer vil give sin søn en slange, når han beder ham om en fisk, eller give ham en skorpion, når han beder om et æg? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!”

  • 25
    25/07/2022
    Ingen begivenheder
  • 26
    26/07/2022

    Tirsdag i 17. alm. uge II

    Hele dagen
    26/07/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i 17. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Den hellige Joakim og den hellige Anna, Jomfru Marias forældre (m)


    Læsning Jer 14,17-22

    Tårer strømmer fra mine øjne,
    nat og dag uden ophør,
    jomfruen, mit folks datter, ligger lemlæstet,
    såret vil slet ikke læges.
    Går jeg ud på marken,
    ligger de der, dræbt af sværdet;
    går jeg ind i byen,
    ligger de der, udtærede af sult.
    Både profet og præst
    slæbes bort til et land, de ikke kender.
    Har du helt forkastet Juda?
    Har du vraget Zion?
    Hvorfor har du slået os, så vi ikke kan blive helbredt?
    Vi håbede på fred, men der kom intet godt,
    på helbredelsens tid, men der kom kun rædsel.
    Herre, vi kender vor ondskab
    og vore fædres skyld,
    vi har syndet mod dig.
    Forkast, foragt ikke din herligheds trone
    for dit navns skyld;
    husk din pagt med os, bryd den ikke!
    Kan nogen af folkenes tomme guder sende regn?
    Giver himlen regnskyl af sig selv?
    Nej, det er dig, Herre,
    vor Gud, som vi håber på,
    det er dig, der gør alt dette.

    Vekselsang Sl 79,8.9.11&13

    R. Befri os, Herre, for dit navns æres skyld.

    Tilregn os ikke vore forfædres synder,
    lad din barmhjertighed nå os hurtigt,
    for vi er hjælpeløse.

    Hjælp os, vor frelses Gud,
    for dit ærede navns skyld.
    Befri os, og tilgiv vore synder
    for dit navns skyld.

    Lad fangernes stønnen nå dig,
    sæt de dødsdømte i frihed med din stærke arm.
    Vi er dit folk og de får, du vogter,
    vi vil takke dig til evig tid,
    i slægt efter slægt vil vi forkynde din pris.

    Akklamation til Evangeliet 

    Halleluja!
    Sæden er Guds ord og sædemanden Kristus;
    enhver, som finder ham, forbliver i evighed.

    Evangelium Matt 13,36-43

    På den tid lod Jesus skarerne gå og gik hjem. Og hans disciple kom og bad ham: »Forklar os lignelsen om ukrudtet på marken.« Han svarede: »Den, der sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn. Men ukrudtet er den Ondes børn, og fjenden, der såede det, er Djævelen. Høsten er verdens ende, og høstfolkene er engle. Ligesom altså ukrudtet tages fra og brændes i ild, således skal det også gå ved verdens ende: Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige. Den, der har ører, skal høre!«

  • 27
    27/07/2022

    Onsdag i 17. alm. uge II

    Hele dagen
    27/07/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække II


    Onsdag i 17. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning Jer 15,10. 16-21

    Ve mig, mor, at du fødte mig!
    Jeg anklages og fordømmes af hele landet.
    Jeg har hverken ydet eller modtaget lån,
    men alle forbander mig.
    Jeg fandt dine ord og slugte dem;
    dine ord blev til fryd for mig
    og til hjertets glæde,
    for dit navn er nævnt over mig,
    Herre, Hærskarers Gud.
    Jeg sidder ikke og jubler i muntert lag,
    tvunget af din hånd må jeg sidde alene,
    for du har fyldt mig med din vrede.
    Hvorfor er min smerte uden ende?
    Hvorfor kan mit sår ikke læges
    og ikke helbredes?
    Du er blevet mig en bæk uden vand,
    et upålideligt vandløb.

    Derfor siger Herren:
    Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om,
    så du kan stå i min tjeneste.
    Hvis du fremfører dyrebare ord og ikke tom snak,
    skal du være min mund.
    De vil vende sig til dig,
    men du må ikke vende dig til dem.
    Over for dette folk gør jeg dig
    til en stejl bronzemur;
    de skal angribe dig,
    men ikke besejre dig,
    for jeg er med dig,
    jeg frelser dig og redder dig, siger Herren.
    Jeg redder dig fra de ondes magt
    og udfrier dig fra voldsmænds hånd.

    Vekselsang Sl 59,2-3.4-5a.10-11.17.18

    R. Gud, du er min tilflugt, når jeg er i nød.

    Red mig fra mine fjender, Gud,
    beskyt mig mod mine modstandere;
    red mig fra forbryderne,
    frels mig fra morderne!

    For de lægger baghold for mig,
    stærke mænd angriber mig,
    selv om jeg ikke har forbrudt mig eller syndet, Herre.
    Skønt jeg er uden skyld,
    stimler de sammen imod mig.

    Min styrke, dig vil jeg holde mig til,
    for Gud er min borg.
    Min Gud kommer mig i møde med sin troskab,
    Gud lader mig frydes over mine fjender.

    Men jeg vil synge om din styrke,
    juble om morgenen over din trofasthed.
    For du er min borg,
    en tilflugt, når jeg er i nød.

    Min styrke, dig vil jeg lovsynge,
    for Gud er min borg,
    min trofaste Gud.

    Akklamation til Evangeliet Joh 15,15b

    Halleluja!
    Jeg kalder jer venner, siger Herren;
    for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.

    Evangelium Matt 13,44-46

    På den tid sagde Jesus til folkemængden: »Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.

    Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.«

  • 28
    28/07/2022
    Ingen begivenheder
  • 29
    29/07/2022

    Fredag i 17. alm. uge II

    Hele dagen
    29/07/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække II


    Fredag i 17. alm. uge (I Ps)
    Helgener:Olav, martyr († 1030) (m)
    På Færøerne og i Grønland
    OLAV, martyr († 1030) (h)


    Læsning Jer 26,1-9

    I begyndelsen af Josijas søn kong Jojakim af Judas regering kom dette ord fra Herren: Dette siger Herren: Stil dig i forgården til Herrens tempel; til alle dem fra Judas byer, som kommer ind for at tilbede i Herrens tempel, skal du sige alt det, jeg har befalet dig, uden at trække noget fra. Måske vil de høre og vende om fra deres onde vej; så vil jeg fortryde den ulykke, jeg har planlagt mod dem på grund af deres onde gerninger. Du skal sige til dem: Dette siger Herren: Hvis ikke I adlyder mig og følger den lov, jeg gav jer, og hører mine tjenere, profeterne, som jeg igen og igen har sendt til jer, men som I ikke ville høre, så vil jeg gøre med dette tempel som med Shilo, og jeg vil gøre denne by til en forbandelse for alle jordens folk.

    Præsterne, profeterne og hele forsamlingen hørte Jeremias tale alt dette i Herrens tempel, og da han var færdig med at tale alt det, Herren havde befalet ham at tale til forsamlingen, greb præsterne, profeterne og hele forsamlingen ham og sagde: »Du skal dø! Hvorfor profeterer du i Herrens navn, at det skal gå dette tempel som Shilo, og at denne by skal ligge i ruiner, så ingen kan bo der?« Alle i Herrens tempel samledes om Jeremias.

    Vekselsang Sl 69,5.8-10.14

    R. Svar mig i din store trofasthed, Gud.

    De, der hader mig uden grund,
    er flere end hårene på mit hoved;
    mange vil gøre det af med mig,
    med urette er de mine fjender.
    Det, jeg ikke har røvet,
    skal jeg alligevel levere tilbage.

    På grund af dig må jeg bære skændsel,
    skamrødme dækker mit ansigt.
    Jeg er blevet en fremmed for mine brødre,
    en udlænding for min mors sønner.
    Nidkærhed for dit hus fortærer mig,
    og mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig.

    Men jeg beder til dig
    i nådens tid, Herre,
    svar mig i din store trofasthed, Gud,
    med din sikre hjælp!

    Akklamation til Evangeliet 1 Pet 1,25

    Halleluja!
    Herrens ord forbliver til evig tid.
    Det er dette ord, som er forkyndt for jer.

    Evangelium Matt 13,54-58

    På den tid kom Jesus til sin hjemby og underviste dem i deres synagoge, så de blev slået af forundring og spurgte: »Hvorfra har han denne visdom og kraften til at gøre mægtige gerninger? Er det ikke tømrerens søn? Hedder hans mor ikke Maria og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? Bor alle hans søstre ikke her hos os? Hvor har han så alt dette fra?« Og de blev forarget på ham. Men Jesus sagde til dem: »En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og i sit hus.« Og han gjorde ikke mange mægtige gerninger dér på grund af deres vantro.

  • 30
    30/07/2022

    Lørdag i 17. alm. uge II

    Hele dagen
    30/07/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 17. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Peter Chrysologus, biskop og kirkelærer († 451)


    Læsning Jer 26,11-16. 24

    Præsterne og profeterne sagde til stormændene og til hele forsamlingen: »Denne mand er skyldig til døden, for han har profeteret mod denne by, sådan som I har hørt med egne ører.«

    Da sagde Jeremias til alle stormændene og til hele forsamlingen: »Herren har sendt mig for at profetere alt det, I nu har hørt, mod dette tempel og denne by. Men I skal gøre jeres færd og jeres gerninger gode og adlyde Herren jeres Gud, så Herren fortryder den ulykke, han har truet jer med. Jeg er i jeres hånd; gør med mig, hvad I finder godt og rigtigt! Men I skal vide, at hvis I dræber mig, bringer I uskyldigt blod over jer selv og over denne by og dens indbyggere, for det er i sandhed Herren, der har sendt mig til jer for at tale alt dette til jer.«

    Men stormændene og hele forsamlingen sagde til præsterne og profeterne: »Denne mand er ikke skyldig til døden, for han har talt til os i Herren vor Guds navn.«

    Men Shafans søn Ahikam holdt hånden over Jeremias, så han ikke kom i hænderne på folket og blev dræbt.

    Vekselsang Sl 69,15-16.30-31.33-34

    R. I nådens tid, Herre, svar mig.

    Red mig op af dyndet, så jeg ikke synker til bunds,
    red mig fra dem, der hader mig, og fra det dybe vand!
    Lad ikke strømmen skylle sammen over mig,
    lad ikke dybet opsluge mig,
    lad ikke brønden lukke sig over mig!

    Men jeg er hjælpeløs, jeg lider,
    lad din hjælp beskytte mig, Gud!
    Jeg vil lovprise Guds navn med sang
    og ophøje ham med tak.

    Når de ydmyge ser det, skal de glæde sig,
    I, der søger Gud, skal få nyt mod.
    For Herren hører på de fattige,
    han ringeagter ikke sine fangne.

    Akklamation til Evangeliet Matt 5,10

    Halleluja!
    Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
    for Himmeriget er deres.

    Evangelium Matt 14,1-12

    På den tid hørte landsfyrsten Herodes rygtet om Jesus, og han sagde til sine hoffolk: »Det er Johannes Døber! Han er stået op fra de døde, og derfor virker disse kræfter i ham.« Herodes havde nemlig ladet Johannes gribe, lægge i lænker og sætte i fængsel på grund af Herodias, sin bror Filips hustru; for Johannes havde sagt til ham: »Du har ikke lov til at have hende.« Herodes ville også have ladet ham slå ihjel, men var bange for folk, for de anså Johannes for en profet.

    Men da Herodes fejrede fødselsdag, dansede Herodias’ datter for selskabet og betog Herodes, så han svor på at ville give hende, lige meget hvad hun bad ham om. Tilskyndet af sin mor siger hun: »Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad!« Kongen blev ked af det, men på grund af sin ed og sine gæster befalede han, at hun skulle have det, og han sendte bud og lod Johannes halshugge i fængslet. Og hans hoved blev bragt på et fad og givet til pigen, og hun bragte det til sin mor. Men hans disciple kom og hentede liget og begravede ham, og de gik hen og fortalte Jesus det.