Læsninger

< 2022 >
maj 14
  • 14
    14. maj 2022

    MATTIAS, apostel

    Hele dagen
    14/05/2022

    MATTIAS, apostel (f)


    Læsning ApG 1,15-17. 20-26

    I de dage rejste Peter sig i kredsen af brødre – der var samlet en skare på omkring et hundrede og tyve – og han sagde: »Brødre! Det skriftord måtte gå i opfyldelse, som Helligånden gennem Davids mund forud har sagt om Judas, der viste vej for dem, som anholdt Jesus. For Judas regnedes med til os og havde fået sin lod i denne tjeneste.
    For i Salmernes Bog står der skrevet:
    Hans bolig skal blive øde,
    ingen skal bo i den,
    og:
    En anden skal overtage hans embede. Derfor bør en af de mænd, som var sammen med os hele tiden, mens Herren Jesus gik ind og ud hos os, lige fra Johannes’ dåb indtil den dag, han blev taget op til himlen fra os – en af dem bør sammen med os være vidne om hans opstandelse.« De opstillede så to, Josef, der kaldtes Barsabbas med tilnavnet Justus, og Matthias, og bad: »Herre, du som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt til at overtage den tjeneste og apostelgerning, som Judas har forladt for at gå bort til det sted, hvor han hører til.« Så kastede de lod mellem dem, og loddet faldt på Matthias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve.

    Vekselsang Sl 113,1-2.3-4.5-6.7-8

    R. Herren sætter ham blandt sit folks fyrster.

    Eller:

    Halleluja

    Lovpris, I Herrens tjenere,
    lovpris Herrens navn!
    Lovet være Herrens navn
    fra nu af og til evig tid!

    Fra øst til vest
    skal Herrens navn lovprises.
    Herren er ophøjet over alle folkene,
    hans herlighed er ophøjet over himlen.

    Hvem er som Herren, vor Gud,
    i himmel og på jord,
    så højt som han troner,
    så dybt ned som han ser?

    Fra støvet rejser han den svage,
    fra skarnet løfter han den fattige,
    han sætter ham blandt fyrster,
    blandt sit folks fyrster.

    Akklamation til Evangeliet Joh 15,16

    Halleluja!
    Så siger Herren:
    Jeg har udvalgt jer
    og sat jer til at gå hen og bære frugt,
    og dette en varig frugt.

    Evangelium Joh 15,9-17

    Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen. Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer. Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden.