Læsninger

< 2022 >
maj 12
  • 12
    12. maj 2022

    Torsdag i 4. uge i påsken

    Hele dagen
    12/05/2022

    Påsketid
    Søndagstekstrække C


    Torsdag i 4. uge i påsken (IV Ps)
    Helgener: Nereus og Achilleus, martyrer († 1.årh.)
    ————-Pancratius, martyr († 304)


    Læsning ApG 13,13-25

    Paulus og hans ledsagere sejlede ud fra Pafos og kom til Perge i Pamfylien, men Johannes forlod dem og vendte tilbage til Jerusalem; de andre rejste videre fra Perge og nåede til Antiokia i Pisidien. På sabbatten gik de hen i synagogen og satte sig; efter oplæsningen fra loven og profeterne sendte synagogeforstanderne bud ned til dem: »Brødre, hvis I har en formaningstale til folket, så tal!«

    Da rejste Paulus sig, gav tegn med hånden og sagde: »Israelitter og I, der frygter Gud, hør på mig! Dette folks Gud, Israels Gud, har udvalgt vore fædre. Han gjorde folket stort under opholdet i det fremmede, i Egypten, og førte dem ud derfra med løftet arm. I næsten fyrre år sørgede han for dem i ørkenen, og efter at han havde udryddet syv folkeslag i Kana’an, lod han dem tage deres land i besiddelse; så gik der omkring fire hundrede og halvtreds år. Og derefter gav Gud dem dommere frem til profeten Samuel. Derpå bad de om en konge, og Gud gav dem i fyrre år Saul, søn af Kish, af Benjamins stamme. Så afsatte Gud ham og oprejste David til konge over dem. Om ham vidnede Gud og sagde: Jeg har fundet David, søn af Isaj, en mand efter mit hjerte; han skal udføre alt det, jeg vil. Af hans slægt har Gud givet Israel en frelser, som han havde lovet, Jesus. Forud for hans fremtræden havde Johannes prædiket omvendelsesdåb for hele Israels folk. Da Johannes stod ved enden af sit livsløb, sagde han: Jeg er ikke, hvad I anser mig for at være. Men efter mig kommer en, hvis sko jeg ikke er værdig til at tage af.

    Vekselsang Sl 89,2-3.21-22.25&27

    R. Om Herrens store godhed vil jeg synge for evigt.

    eller:

    Halleluja!

    Om Herrens store godhed vil jeg synge for evigt,
    i slægt efter slægt skal min mund forkynde din trofasthed.
    Jeg siger: Evigt bygges din godhed,
    i himlen grundfæster du din trofasthed.

    Jeg har fundet min tjener David,
    jeg har salvet ham med min hellige olie.
    Min hånd støtter ham,
    ja, min arm giver ham styrke.

    Min trofasthed og godhed skal være med ham,
    i mit navn skal hans horn løftes.
    Han skal råbe til mig: Du er min fader,
    min Gud, min frelses klippe.

    Akklamation til Evangeliet Åb 1,5ab

    Halleluja!
    Jesus Kristus, vidnet, den troværdige, den førstefødte af de døde
    elsker os og han har løst os fra vore synder med sit blod.

    Evangelium Joh 13, 16-20

    Efter at Jesus havde vasket apostlenes fødder, sagde han: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: En tjener er ikke større end sin herre, og en udsending ikke større end den, der har sendt ham. Når I ved det, er I salige, hvis I gør det.

    Jeg taler ikke om jer alle; jeg ved, hvem jeg har udvalgt, men Skriftens ord må gå i opfyldelse:

    Den, der spiser brødet med mig,
    har løftet hælen imod mig.

    Jeg siger det til jer allerede nu, inden det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tager imod, hvem jeg end sender, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, der har sendt mig.«