Læsninger

sønmantironstorfrelør
      1
  • Hele dagen
    01/01/2022

    Juletiden


    FESTEN FOR JOMFRU MARIA, GUDSMODER 
    Kollekt for Det Danske Bibelselskab
    Bededag for præste- og ordenskald


    1. læsning 4. Mos 6, 22-27

    Herren talte til Moses og sagde: Sig til Aron og hans sønner: Sådan skal I velsigne israelitterne. Sig til dem:

    Herren velsigne dig og bevare dig,
    Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,
    Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.
    Sæt mit navn på israelitterne, så vil jeg velsigne dem.

     Vekselsangen Sl 67,2-3.5.6&8

    R. Gud være os nådig og velsigne os.

    Gud være os nådig og velsigne os,
    han lade sit ansigt lyse over os,
    så din vej kendes på jorden
    og din frelse blandt alle folkene.

    Folkeslagene skal glæde sig og juble,
    for du dømmer folkene retfærdigt,
    og du leder folkeslagene på jorden.

    Folkene skal takke dig, Gud,
    alle folkene skal takke dig.
    Gud velsigne os,
    og hele den vide jord frygte ham.

    2. læsning Gal 4,4-7

    Da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.

    Akklamation til Evangeliet

    Halleluja!
    Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har
    Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne,
    men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn.

    Evangelium Luk 2,16-21

    Hyrderne skyndte sig til Betlehem og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

    Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

2
  • Hele dagen
    02/01/2022

      Juletiden


    Søndag. HERRENS ÅBENBARELSE (h)
    (Basilius den Store († 379) og Gregor af Nazianz († 390), biskopper og kirkelærere fejres ikke)


      1. læsning Es 60,1-6

    Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet,
    Herrens herlighed er brudt frem over dig.
    For se, mørket dækker jorden,
    mulmet dækker folkene;
    men over dig bryder Herren frem,
    hans herlighed viser sig over dig.
    Folkeslag skal komme til dit lys
    og konger til din stråleglans.
    Løft blikket, og se dig omkring:
    De samles alle og kommer til dig,
    dine sønner kommer fra det fjerne,
    dine døtre bæres ved hoften.
    Da stråler du af glæde, når du ser det,
    dit hjerte banker og svulmer,
    når havets skatte bringes til dig
    og folkenes rigdom kommer til dig.
    Kameler i mængde flokkes hos dig,
    dromedarer fra Midjan og Efa,
    fra Saba kommer de alle sammen,
    de bærer guld og røgelse;
    de forkynder Herrens pris.

    Vekselsang Sl 72,1-2.7-8.10-11.12-13

    R. Alle folkeslag, Herre skal kaste sig ned for dig.

    Gud, overdrag dine domme til kongen,
    din retfærd til kongesønnen,
    han dømmer dit folk med retfærdighed
    og dine hjælpeløse med retsindighed.

    Retfærdighedskal blomstre i hans dage
    og freden være stor, til månen forgår.
    Han skal herske fra hav til hav
    og fra floden til jordens ender.

    Konger fra Tarshish og fjerne øer
    skal frembære gaver,
    Sabas og Sebas konger
    skal bringe tribut.
    Alle konger skal kaste sig ned for ham,
    alle folkeslag skal tjene ham.

    Han redder den fattige, der råber om hjælp,
    og den nødstedte, som ingen hjælper.
    Han forbarmer sig over svage og fattige,
    han redder de fattiges liv.

    2. læsning Ef 3,2-3a. 5-6

    Brødre og søstre! Så sandt I har hørt om det hverv, Gud af sin nåde har givet mig med henblik på jer: Ved en åbenbaring er hemmeligheden gjort kendt for mig. I tidligere slægtled blev den ikke gjort kendt for menneskenes børn, sådan som den nu er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter ved Ånden: At hedningerne er medarvinger og medindlemmede i legemet og har medandel i forjættelsen i Kristus Jesus i kraft af det evangelium.

    Akklamation til Evangeliet Matt 2,2

    Halleluja!
    Vi har set hans stjerne gå op
    og er kommet for at tilbede Herren.

    Evangelium Matt 2,1-12

    Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

    Du, Betlehem i Judas land,
    du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
    Fra dig skal der udgå en hersker,
    som skal vogte mit folk, Israel.«

    Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

3
  • Hele dagen
    03/01/2022

    Mandag efter Herrens åbenbarelse (II Ps).                                                                                                                                                      Juletiden
    Helgener: Jesu hellige navn


    Læsning 1 Joh 3, 22-4,6

    Hvad vi end beder om, får vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det, som behager ham. Og dette er hans bud, at vi skal tro på hans søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden, som han har påbudt os. Den, der holder hans bud, bliver i Gud og Gud i ham. Og at han bliver i os, ved vi af Ånden, som han har givet os.

    Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden. I er af Gud, kære børn, og I har overvundet dem, for han, som er i jer, er større end han, som er i verden. De er af verden, derfor taler de ud af verden, og verden lytter til dem. Vi er af Gud, og den, der kender Gud, lytter til os, men den, der ikke er af Gud, lytter ikke til os. Derpå kender vi sandhedens ånd og vildfarelsens ånd.

    Vekselsang Sl 2,7-8.10-11

    R. Jeg giver dig folkene som ejendom.

    Jeg vil forkynde, hvad Herren har bestemt:
    Han sagde til mig: »Du er min søn,
    jeg har født dig i dag.
    På din bøn giver jeg dig folkene som ejendom
    og den vide jord som arvelod.

    I konger, vær nu kloge,
    tag imod råd, I jordens dommere:
    Tjen Herren i frygt!

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,23

    Halleluja!
    Jesus prædikede evangeliet om Riget
    og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket.

    Evangelium Matt 4,12-17. 23-25

    Da Jesus hørte, at Johannes var blevet sat i fængsel, drog han bort til Galilæa. Men han forlod Nazaret og kom og bosatte sig i Kapernaum ved søen, i Zebulons og Naftalis land, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, der siger:

    Zebulons land og Naftalis land,
    Vejen langs Havet, Landet på den anden side af Jordan
    og Folkeslagenes Galilæa,
    det folk, der sad i mørket,
    har set et stort lys,
    og de, der sad i dødens land og skygge,
    for dem brød lyset frem.

    Fra da af begyndte Jesus at prædike: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!«

    Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket. Og rygtet om ham nåede ud i hele Syrien, og de kom til ham med alle, der led af forskellige sygdomme og var plaget af lidelser, og med besatte, månesyge og lamme, og han helbredte dem. Og store folkeskarer fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis, Jerusalem og Judæa og fra den anden side af Jordan.

4
  • Hele dagen
    04/01/2022

    Tirsdag efter Herrens åbenbarelse (II Ps).                                                                                                                                                       Juletiden
    Helgener:


     

    Læsning 1 Joh 4, 7-10

    Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

    Vekselsang Sl 72,1-2.3-4ab.7-8

    R.  Alle folkene skal tilbede dig, Herre.

    Gud, overdrag dine domme til kongen,
    din retfærd til kongesønnen,
    så han dømmer dit folk med retfærdighed
    og dine hjælpeløse med retsindighed.

    Bjergene skal bære fred for folket,
    og højene retfærdighed.
    Han skaffer folkets hjælpeløse ret,
    han hjælper de fattige.

    Retfærdighed skal blomstre i hans dage
    og freden være stor, til månen forgår.
    Han skal herske fra hav til hav
    og fra floden til jordens ender.

    Akklamation til Evangeliet Luk 4,18

    Halleluja!
    Herren har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige,
    for at udråbe frigivelse for fanger.

    Evangelium Mark 6,34-44

    Da Jesus så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem om mange ting.

    Da det allerede var blevet sent, kom hans disciple hen til ham og sagde: »Stedet her er øde, og det er allerede sent. Send dem bort, så de kan gå hen til gårdene og landsbyerne heromkring og købe sig noget at spise.« Men han svarede dem: »Giv I dem noget at spise!« De sagde så til ham: »Skal vi gå hen og købe for to hundrede denarer brød, så vi kan give dem noget at spise?« Men han sagde til dem: »Hvor mange brød har I? Gå hen og se efter!« Og da de havde gjort det, sagde de: »Fem, og så to fisk.« Så sagde han, at de skulle få alle til at sætte sig ned gruppevis i det grønne græs. Og de slog sig ned i klynger, nogle på hundrede, andre på halvtreds. Og han tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav sine disciple dem, for at de skulle dele ud til folk; også de to fisk delte han ud til alle. Og alle spiste og blev mætte; og de samlede stykker sammen, også af fiskene, tolv kurve fulde. Det var fem tusind mænd, der havde spist.

     

5
  • Hele dagen
    05/01/2022

    Onsdag efter Herrens åbenbarelse (II Ps).                                                                                                                                                        Juletiden
    Helgener:


    Læsning 1 Joh 4, 11-18

    Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.

    Deraf ved vi, at vi bliver i ham og han i os: at han har givet os af sin ånd. Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser. Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud. Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os.

    Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden.

    Vekselsang Sl 72,1-2.10-11.12-13

    R.  Alle folkeslag skal tilbede dig, Herre.

    Gud, overdrag dine domme til kongen,
    din retfærd til kongesønnen,
    så han dømmer dit folk med retfærdighed
    og dine hjælpeløse med retsindighed.

    Konger fra Tarshish og fjerne øer
    skal frembære gaver,
    Sabas og Sebas konger
    skal bringe tribut.
    Alle konger skal kaste sig ned for ham,
    alle folkeslag skal tjene ham.

    Han redder den fattige, der råber om hjælp,
    og den nødstedte, som ingen hjælper.
    Han forbarmer sig over svage og fattige,
    han redder de fattiges liv.

    Akklamation til Evangeliet 1 Tim 3,16

    Halleluja!
    Herren Kristus blev åbenbaret i kødet,
    prædiket blandt folkene, troet i verden,
    ære være dig!

    Evangelium Mark 6,45-52

    Straks efter at have bespist fem tusinde mænd nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, til Betsajda, mens han selv sendte skaren bort. Og da han havde taget afsked med dem, gik han op på bjerget for at bede. Da det var blevet aften, var båden midt ude på søen, og selv var han alene inde på land. Da han så, at de kæmpede med at komme frem, fordi de havde vinden imod, kommer han ved den fjerde nattevagt gående på søen ud til dem, og han ville gå forbi dem. Da de så ham gå på søen, troede de, at det var et spøgelse, og de skreg op; for alle så ham og blev skrækslagne. Men straks talte han til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« Så kom han op i båden til dem, og vinden lagde sig; men de var helt ude af sig selv. De havde nemlig ikke fattet det med brødene, tværtimod var deres hjerte forhærdet.

6
  • Hele dagen
    06/01/2022

    Torsdag efter Herrens åbenbarelse (II Ps).                                                                                                                                                       Juletiden
    Helgener:


    Læsning 1 Joh 4,19-5,4

    Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.

    Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud. Og enhver, som elsker den, der har født ham, elsker også den, der er født af ham; og deraf ved vi, at vi elsker Guds børn: at vi elsker Gud og handler efter hans bud. For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge. For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro.

    Vekselsang Sl 72,1-2. 14&15bc. 17

    R. Alle folkeslag skal tilbede dig, Herre.

    Gud, overdrag dine domme til kongen,
    din retfærd til kongesønnen,
    så han dømmer dit folk med retfærdighed
    og dine hjælpeløse med retsindighed.

    Fra undertrykkelse og vold udfrier han dem,
    deres blod er dyrebart i hans øjne.
    De skal bestandig bede for ham,
    velsigne ham dagen lang.

    Gid hans navn må leve for evigt,
    så længe solen er til, skal hans navn vokse.
    De skal velsigne sig i ham,
    alle folk skal prise ham lykkelig!

    Akklamation til Evangeliet Luk 4,18

    Halleluja!
    Herren har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige,
    for at udråbe frigivelse for fanger.

    Evangelium Luk 4,11-22a

    Jesus vendte i Åndens kraft tilbage til Galilæa, og rygtet om ham spredtes over hele egnen. Han underviste i deres synagoger og blev berømmet af alle.

    Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

    Herrens ånd er over mig,
    fordi han har salvet mig.
    Han har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige,
    for at udråbe frigivelse for fanger
    og syn til blinde,
    for at sætte undertrykte i frihed,
    for at udråbe et nådeår fra Herren.

    Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund.

7
  • Hele dagen
    07/01/2022

    Fredag efter Herrens åbenbarelse (II Ps).                                                                                                                                                        Juletiden
    Helgener: Knud Hertug, martyr († 1131) (m)


    Læsning 1 Joh 5, 5-13

    Kære børn, hvem andre kan overvinde verden end den, som tror, at Jesus er Guds søn?
    Han er den, der er kommet gennem vand og blod, Jesus Kristus. Han kom ikke kun med vandet, men med vandet og blodet; og det er Ånden, som vidner, fordi Ånden er sandheden. For der er tre, som vidner: Ånden og vandet og blodet, og de tre bliver til ét. Tager vi imod menneskers vidnesbyrd, er Guds vidnesbyrd dog større; for det er Guds vidnesbyrd, at han har vidnet om sin søn. Den, der tror på Guds søn, har vidnesbyrdet i sig, men den, der ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner ved ikke at tro på det vidnesbyrd, som Gud har aflagt om sin søn. Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige liv, og det liv er i hans søn. Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet.

    Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv.

    Vekselsang Sl 147,12-13.14-15.19-20

    R. Jerusalem, lovsyng Herren.

    Jerusalem, lovsyng Herren!
    Lovpris din Gud, Zion!
    For han har gjort dine portslåer stærke
    og velsignet dine sønner i dig.

    Han skaber fred i dit land
    og mætter dig med hvedens fedme.
    Han sender sit ord ud over jorden,
    hurtigt løber hans befaling.

    Han forkynder sit ord for Jakob,
    sine love og bud for Israel.
    Det har han ikke gjort for noget andet folk,
    de kender ikke hans bud.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,23

    Halleluja!
    Jesus prædikede evangeliet om Riget
    og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket.

    Evangelium Luk 5,12-16

    Engang mens Jesus var i en af byerne, kom der en mand, som var fuld af spedalskhed. Da han fik øje på Jesus, kastede han sig ned på sit ansigt og bad ham: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks forlod spedalskheden ham. Han forbød ham at sige det til nogen, men: »Gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring et offer for din renselse, sådan som Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.« Men rygtet om ham spredtes mere og mere, og store skarer samledes for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme. Men han trak sig tilbage til øde steder og bad.

8
  • Hele dagen
    08/01/2022

    Lørdag efter Herrens åbenbarelse (II Ps).                                                                                                                                                       Juletiden    Helgener: Raymynd af Penyafort, præst († 1275)            


    Læsning 1 Joh 5, 14-21

    Kære børn, dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om.

    Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, skal han bede og således give ham liv — dette gælder dem, der ikke synder til døden. Der er synd, som er til døden; det er ikke om den, jeg siger, at man skal bede. Enhver uretfærdighed er synd, men der er synd, som ikke er til døden.

    Vi ved, at enhver, som er født af Gud, ikke synder, men han, som selv blev født af Gud, bevarer ham, og den Onde kan ikke røre ham. Vi ved, at vi er af Gud, og at hele verden ligger under for den Onde. Men vi ved, at Guds søn er kommet, og at han har givet os forstand, så vi kan kende ham, som er den Sande; og vi er i den Sande, i hans søn, Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv. Kære børn, vogt jer for afguderne!

    Vekselsang Sl 149,1-2.3-4. 5&6a&9b

    R. Herren glæder sig over sit folk.

    Syng en ny sang for Herren,
    hans pris i de frommes forsamling!
    Israel skal glæde sig over sin skaber,
    Zions sønner skal juble over deres konge.

    I dans skal de lovprise hans navn,
    til pauke og citer skal de lovsynge ham.
    For Herren glæder sig over sit folk
    og smykker de ydmyge med frelse.

    De fromme fryder sig i herlighed,
    på deres leje bryder de ud i jubel.
    Fra deres struber lyder hyldest til Gud,
    til herlighed for alle hans fromme.

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,16

    Halleluja!
    Det folk, der sad i mørket,
    har set et stort lys,
    og de, der sad i dødens land og skygge,
    for dem brød lyset frem.

    Evangelium Joh 3,22-30

    På den tid kom Jesus og hans disciple til Judæas land; dér var han en tid sammen med dem og døbte. Også Johannes døbte, i Ænon ved Salem, for dér var der meget vand, og folk kom og blev døbt. For Johannes var endnu ikke sat i fængsel.

    Nu kom Johannes’ disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre.

9
  • Hele dagen
    09/01/2022

    Søndag. HERRENS DÅB C                                                                                                                                                                                   Juletiden
    Hermed afsluttes juletiden


    1. læsning Es 42, 1-4. 6-7

    Se min tjener, ham støtter jeg,
    min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag.
    Jeg lader min ånd komme over ham,
    og han skal bringe ret til folkene.
    Han skriger ikke, han råber ikke,
    han løfter ikke sin røst i gaderne.
    Det knækkede rør sønderbryder han ikke,
    den osende væge slukker han ikke,
    han fører retten til sejr.
    Han bliver ikke svag og knækkes ikke,
    til han har ført retten igennem på jorden;
    de fjerne øer venter på hans belæring.

    Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed;
    jeg tager dig ved hånden.
    Jeg danner dig og gør dig
    til en pagt med folket, til et lys for folkene.
    Du skal åbne de blindes øjne,
    føre fangerne ud af fængslet
    og dem, der sidder i mørket, ud af fangehullet.

    Vekselsang Sl 29,1-2. 3ac-4. 3b,9c-10

    R. Herren velsigner sit folk med  fred.

    Vis Herren, I gudssønner,
    vis Herren ære og hæder!
    Vis Herrens navn ære,
    kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt.

    Herrens røst lyder over vandet,
    Herren er over de vældige vande.
    Herrens røst lyder med kraft,
    Herrens røst lyder med vælde.

    I hans tempel råber alle: Ære!
    Herren troner som konge i evighed.

    2. læsning ApG 10,34-38

    Peter togordet og sagde: »Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen,  men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed.  Det er det ord, Gud sendte til Israels børn, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre.  I ved, hvad der er sket i hele Judæa, det, der begyndte i Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede:  hvordan Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft, og hvordan Jesus færdedes overalt og gjorde vel og helbredte alle, der var under Djævelens herredømme; for Gud var med ham.

    Akklamation til Evangeliet Jfr. Luk 3,16

    Halleluja!
    Der kommer én, som er stærkere end jeg.
    Han skal døbe jer med Helligånden og ild.

    Evangelium Luk 3,15-16. 21-22

    Folket var fyldt med forventning, og alle tænkte i deres stille sind, om Johannes mon skulle være Kristus. Men han sagde til dem alle: »Jeg døber jer med vand; så kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at løse hans skorem. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.
    Og det skete, da hele folket lod sig døbe, og også Jesus blev døbt, og mens han bad, at himlen åbnedes og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due; og der lød en røst fra himlen: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«

10
  • Hele dagen
    10/01/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække  II


    Mandag i 1. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning  1.Sam 1,1-8

    I Ramatajim i Efraims bjergland boede en mand af Suf‑slægten. Han hed Elkana og var søn af Jeroham, søn af Elihu, søn af Tohu, søn af efraimit­ten Suf. Han havde to koner; den ene hed Hanna, den anden Peninna. Peninna havde børn, men Hanna var barnløs. Denne mand drog hvert år op fra sin by for at tilbede og ofre til Hærskarers Herre i Shilo. Dér var Elis to sønner Hofni og Pinehas præster for Herren. Når Elkana holdt slagtoffer, gav han sin kone Peninna og alle hendes sønner og døtre flere portioner, mens han kun gav Hanna én portion. Men han elskede Hanna, skønt Herren havde lukket hendes moderliv. Hendes rivalinde hånede hende og ydmygede hende, fordi Herren havde lukket hendes moderliv.
    Sådan gik det år efter år; hver gang hun drog op til Herrens tempel, hånede Peninna hende. Engang da hun græd og ikke ville spise, sagde hendes mand Elkana til hende: »Hanna, hvorfor græder du? Hvorfor vil du ikke spise? Hvorfor er du så ked af det? Betyder jeg ikke mere for dig end ti sønner?«

    Vekselsang Sl 116,12 -13.14&17.18 – 19

    R. Jeg bringer dig slagtoffer til tak.

    Hvordan kan jeg gengælde Herren
    alle hans velgerninger mod mig?
    Jeg løfter frelsens bæger
    og påkalder Herrens navn.

    Jeg indfrier mine løfter til Herren
    for øjnene af hele hans folk.
    Jeg bringer dig slagtoffer til tak
    og påkalder Herrens navn.

    Jeg indfrier mine løfter til Herren
    for øjnene af hele hans folk,
    i forgårdene til Herrens tempel,
    i din midte, Jerusalem.

    Akklamation til Evangeliet Mark 1,15

    Halleluja!
    Tiden er inde, Guds rige er kommet nær;
    omvend jer og tro på evangeliet!

    Evangelium Mark 1,14-20

    Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!«

    Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Andreas, Simons bror, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. Jesus sagde til dem: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.« Og de lod straks garnene være og fulgte ham. Da han gik et stykke videre, så han Jakob, Zebedæus’ søn, og hans bror Johannes i båden i færd med at ordne garnene. Straks kaldte han på dem, og de lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden sammen med daglejerne og fulgte ham.

11
  • Hele dagen
    11/01/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække  II


    Tirsdag i 1. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Sam 1,9-20

    Hanna rejste sig efter måltidet i Shilo og trådte frem for Herrens ansigt; præsten Eli sad på sin stol ved dørstolpen i Herrens tempel. I sin fortvivlelse bad hun til Herren, mens hun græd højt, og hun aflagde det løfte: »Hærskarers Herre, hvis du ser til din trælkvindes lidelse og husker på mig, hvis du ikke glemmer mig, men giver mig en søn, vil jeg overlade ham til Herren hele hans liv, og der skal aldrig komme en ragekniv på hans hoved.« I lang tid bad hun for Herrens ansigt, og imens sad Eli og iagttog hendes mund. Hanna bad ved sig selv; kun hendes læber bevægede sig, hendes stemme kunne man ikke høre. Derfor troede Eli, at hun var beruset, og sagde til hende: »Hvor længe vil du være beruset? Se dog at blive ædru!« Men Hanna svarede: »Nej, herre, jeg er kun en fortvivlet kvinde, jeg har hverken drukket vin eller øl; jeg udøste mit hjerte for Herrens ansigt. Du må ikke anse mig for et slet menneske, herre, for det er ud af min store sorg og fortvivlelse, jeg hele tiden har talt.« Da sagde Eli: »Gå med fred; Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om.« Hun sagde: »Gid jeg må bevare din velvilje, herre!« og gik så sin vej. Hun begyndte igen at spise og så ikke længere bedrøvet ud. Tidligt næste morgen tilbad de Herren og vendte så hjem til Rama. Elkana lå med sin kone Hanna, og Herren huskede på hende. Hanna blev gravid og fødte en søn, før året var omme, og hun kaldte ham Samuel. »For jeg har bedt Herren om ham,« sagde hun.

    Vekselsang 1 Sam 2,1.4-5.6-7.8abcd

    R. Mit hjerte fryder sig over Herren, min frelser.

    Mit hjerte fryder sig over Herren,
    Herren har løftet mit horn.
    Jeg spærrer munden op imod mine fjender,
    for jeg glæder mig over din frelse.

    Heltenes bue brækkes,
    men de segnefærdige væbner sig med styrke.
    Mætte lader sig fæste for brød,
    men sultne behøver det ikke.
    Den ufrugtbare føder syv børn,
    men den med de mange børn sygner hen.

    Herren dræber, og han gør levende,
    han sender ned i dødsriget, og han henter op derfra;
    Herren gør fattig, og han gør rig,
    han ydmyger, og han ophøjer.

    Fra støvet rejser han de svage,
    fra skarnet løfter han de fattige,
    han sætter dem blandt fyrster
    og giver dem hæderspladsen.

    Akklamation til Evangeliet 1 Thess 2,13

    Halleluja!
    I tog imod Guds ord
    og I tog ikke imod det som menneskeord,
    men som det, det i sandhed er, Guds ord.

    Evangelium Mark 1,21-28

    Jesus kom til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik han straks ind i synagogen og underviste. Og de blev slået af forundring over hans lære; for han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge.

    Netop da var der i deres synagoge en mand med en uren ånd, og han skreg: »Hvad har vi med dig at gøre, Jesus fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!« Men Jesus truede ad ånden og sagde: »Ti stille, og far ud af ham!« Den urene ånd rev og sled i ham, gav et højt skrig fra sig og fór ud af ham. De blev alle sammen så forfærdede, at de sagde i munden på hinanden: »Hvad er dette? En ny lære med myndighed! Selv de urene ånder befaler han over, og de adlyder ham!« Og rygtet om ham kom straks ud overalt i hele Galilæa.

12
  • Hele dagen
    12/01/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække  II


    Onsdag i 1. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Sam 3,1 -10. 19-20

    Den unge Samuel gjorde nu tjeneste for Herren under Elis tilsyn. På den tid lød Herrens ord sjældent, og syner var ikke almindelige.

    Engang skete der dette: Eli lå og sov, hvor han plejede; hans øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunne se. Guds lampe var endnu ikke slukket, og Samuel sov i Herrens tempel, hvor Guds ark stod. Da kaldte Herren på Samuel, som svarede ja og løb hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Men han svarede: »Jeg har ikke kaldt; læg dig til at sove igen.« Så gik han hen og lagde sig. Igen kaldte Herren: »Samuel!« Han stod op og gik hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Men han svarede: »Jeg har ikke kaldt, min søn. Læg dig til at sove igen.« Samuel kendte nemlig endnu ikke Herren, og Herrens ord var endnu ikke blevet åbenbaret for ham. For tredje gang kaldte Herren: »Samuel!« Han stod op og gik hen til Eli og sagde: »Du kaldte på mig, her er jeg!« Da forstod Eli, at det var Herren, der kaldte på drengen, og han sagde til Samuel: »Gå hen og læg dig til at sove. Hvis der bliver kaldt på dig igen, skal du sige: Tal, Herre, din tjener hører!« Så gik Samuel tilbage og lagde sig til at sove.

    Da kom Herren og stillede sig foran ham, og han kaldte ligesom de andre gange: »Samuel, Samuel!« og han svarede: »Tal, din tjener hører!«

    Samuel voksede op, og Herren var med ham og lod ikke et eneste af sine ord falde til jorden. Og hele Israel fra Dan til Be’ersheba forstod, at det var betroet Samuel at være profet for Herren.

    Vekselsang Sl 40,2&5.7-8a.8b-9.10

    R. Se, jeg er kommet, Herre,
    for at gøre din vilje.

    Jeg satte alt mit håb til Herren,
    og han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp;
    Lykkelig den mand, der tager sin tilflugt til Herren
    og ikke vender sig til dæmoner og til dem, der søger løgneguder.

    Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have
    — du har åbnet mine ører —
    brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.
    Da siger jeg: »Se, jeg er kommet

    i bogrullen er der skrevet om mig —
    jeg ønsker at gøre din vilje, Gud,
    din lov er i mit indre.«

    Jeg vil forkynde, hvad der er ret,
    i den store forsamling,
    jeg holder ikke mine læber lukkede,
    det ved du, Herre!

    Akklamation til Evangeliet Joh 10,27

    Halleluja!
    Mine får hører min røst, og jeg kender dem,
    og de følger mig.

    Evangelium Mark 1,29-39

    Straks de var kommet ud af synagogen, kom de ind i Simons og Andreas’ hus sammen med Jakob og Johannes. Simons svigermor lå med feber, og de fortalte straks Jesus om hende. Så gik han hen og tog hendes hånd og rejste hende op, og feberen forlod hende, og hun sørgede for dem.

    Da det blev aften, og solen var gået ned, kom folk hen til ham bærende på alle de syge og besatte; og hele byen var stimlet sammen ved døren. Han helbredte mange, der led af forskellige sygdomme, og uddrev mange dæmoner; men han tillod ikke dæmonerne at sige noget, for de vidste, hvem han var.

    Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér. Simon og de andre skyndte sig efter ham, og da de fandt ham, sagde de: »Alle leder efter dig.« Men han sagde til dem: »Lad os gå andre steder hen, til landsbyerne heromkring, så jeg også kan prædike dér; det er derfor, jeg er draget ud.« Så drog han rundt og prædikede i deres synagoger i hele Galilæa og uddrev dæmonerne.

13
  • Hele dagen
    13/01/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække  II


    Torsdag i 1. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Hilarius, biskop og kirkelærer († 367)


    Læsning 1 Sam 4,1-11

    Og Samuels ord nåede ud til hele Israel.

    Israel rykkede ud til kamp mod filistrene. De slog lejr ved Eben-ha-Ezer, mens filistrene slog lejr i Afek. Filistrene gik i stilling over for israelitterne, og kampen begyndte. Israel blev slået af filistrene, som dræbte omkring fire tusind mand på slagmarken. Da hæren kom tilbage til lejren, spurgte Israels ældste: »Hvorfor slog Herren os i kampen mod filistrene i dag? Lad os hente Herrens pagts ark i Shilo, så han kan være hos os og frelse os fra vore fjender.« Så sendte de bud til Shilo efter pagtens ark, der tilhører Hærskarers Herre, ham som troner på keruberne. Elis to sønner Hofni og Pinehas fulgte Guds pagts ark.

    Da Herrens pagts ark kom ind i lejren, brød hele Israel ud i et jubelråb så højt, at jorden rystede. Filistrene hørte råbet og sagde: »Hvad betyder dette høje jubelråb i hebræernes lejr?« Da de fik at vide, at Herrens ark var kommet til lejren, blev de bange og sagde: »Gud er kommet til lejren. Ve os! Sådan noget er ikke sket før. Ve os! Hvem kan redde os fra denne mægtige Gud? Det er den Gud, der tilføjede egypterne et stort nederlag i ørkenen. Fat nu mod og vis jer som mænd, filistre, ellers ender I som trælle for hebræerne, ligesom de var trælle for jer. Kæmp nu som mænd!« Så gik filistrene til angreb, og israelitterne blev slået og flygtede hver til sit. Nederlaget blev meget stort; der faldt tredive tusind mand af Israels fodfolk. Guds ark blev taget som bytte, og Elis to sønner Hofni og Pinehas faldt.

    Vekselsang Sl 44,10-11.14-15.24-25

    R. Udfri os, Herre, for din miskundheds skyld!

    Du har nu forstødt os og gjort os til skamme.
    Du drog ikke ud med vore hære;
    du lod os vige for fjenden,
    vore modstandere plyndrede, som de ville.

    Du har gjort os til nar blandt vore naboer,
    til spot og spe for vore omgivelser.
    Du lod folkene synge spottesange om os,
    alle folkeslag ryster på hovedet ad os.

    Vågn op, hvorfor sover du, Herre?
    Stå op, forstød os ikke for evigt!
    Hvorfor skjuler du dit ansigt
    og glemmer vor nød og trængsel?

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,23

    Halleluja!
    Jesus gik omkring i hele Galilæa, prædikede evangeliet om Riget
    og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket.

    Evangelium Mark 1,40-45

    Da kom der en spedalsk hen til Jesus; han faldt på knæ og bad ham og sagde: »Hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks forlod spedalskheden ham, og han blev ren. Jesus talte strengt til ham og sendte ham straks væk, idet han sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring de ofre for din renselse, som Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.« Men manden gik ud og gav sig ivrigt til at prædike ordet vidt og bredt, så Jesus ikke længere kunne gå åbenlyst ind i nogen by, men måtte blive udenfor på øde steder. Alligevel blev folk ved med at komme til ham alle vegne fra.

14
  • Hele dagen
    14/01/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække  II


    Fredag i 1. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Sam 8,4-7. 10-22a

    Da samledes alle Israels ældste og gik til Samuel i Rama og sagde til ham: »Du er gammel nu, og dine sønner følger ikke i dit spor. Sæt dog en konge til at herske over os, ligesom hos alle de andre folk.« Men Samuel syntes ikke om, at de sagde: »Giv os en konge, der kan herske over os,« så han bad til Herren, og Herren svarede: »Alt, hvad folket forlanger af dig, skal du føje dem i. Det er jo ikke dig, de forkaster; men de forkaster mig som deres konge.

    Samuel fortalte folket, som krævede en konge af ham, alt hvad Herren havde sagt; han sagde: »Den konge, der skal regere over jer, har disse rettigheder: Jeres sønner vil han sætte til at gøre tjeneste ved sine vogne og heste og løbe foran sin vogn eller sætte dem til førere for afdelinger på tusind og på halvtreds mand eller til at pløje sin jord og høste sin afgrøde eller til at lave sine krigsvåben og udstyret til sine vogne. Jeres døtre vil han tage til at blande salve, lave mad og bage. De bedste af jeres marker og vingårde og olivenlunde vil han tage fra jer og give til sine folk. Jeres kornmarker og vingårde vil han tage tiende af og give den til sine hofmænd og sine folk. Jeres trælle og trælkvinder, de bedste af jeres okser og jeres æsler vil han tage og bruge til sit arbejde. Jeres småkvæg vil han tage tiende af, og I bliver trælle for ham. Til den tid skal I komme til at råbe til Herren på grund af jeres konge, som I selv har valgt; men da vil Herren ikke svare jer.«

    Men folket ville ikke høre på Samuel. »Nej,« sagde de, »vi vil have en konge over os, så vi kan få det ligesom alle de andre folk. Vores konge skal herske over os og rykke ud i spidsen for os og føre vore krige.« Da Samuel havde hørt alt, hvad folket havde at sige, fortalte han Herren det, og Herren svarede: »Føj dem, og lad dem få en konge.«

    Vekselsang Sl 89,16-17.18-19

    R. Om Herrens store godhed vil jeg synge for evigt.

    Lykkeligt det folk, der forstår at hylde dig,
    Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de;
    de jubler over dit navn hele dagen
    og ophøjes ved din retfærdighed.

    Din styrke er deres smykke,
    i din nåde løfter du vort horn.
    Vort skjold tilhører Herren,
    vor konge tilhører Israels Hellige.

    Akklamation til Evangeliet Luk 7,16

    Halleluja!
    En stor profet er fremstået iblandt os,
    og Gud har besøgt sit folk.

    Evangelium Mark 2,1-12

    Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« — siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«

15
  • Hele dagen
    15/01/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække  II


    Lørdag i 1. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning 1 Sam 9,1-4. 17-19; 10,1a

    I Benjamin boede en velstående mand, der hed Kish. Han var søn af Abiel, søn af Seror, søn af Bekorat, søn af benjaminitten Afia. Han havde en søn, der hed Saul; han var en smuk ung mand. Ingen af israelitterne var smukkere end han; han var et hoved højere end alt folket.

    Sauls far Kish havde nogle æsler. Da de engang var løbet væk, sagde Kish til sin søn: »Tag en af karlene med dig og gå ud og led efter æslerne.« De gik så igennem Efraims bjergland, og de gik igennem Shalisha-egnen, men fandt dem ikke. Så gik de igennem Sha’alim-egnen, men der var de heller ikke. Så gik de gennem Benjamins land, men fandt dem ikke.

    Så snart Samuel fik øje på Saul, sagde Herren til ham: »Det er den mand, jeg talte til dig om. Han skal herske over mit folk.«

    I byporten henvendte Saul sig til Samuel og spurgte: »Kan du sige mig, hvor seerens hus ligger?« Samuel svarede: »Det er mig, der er seeren. Gå i forvejen op på offerhøjen, så kan I spise sammen med mig i dag. I morgen vil jeg følge dig på vej, og så skal jeg give dig besked om alt, hvad der ligger dig på sinde.

    Da tog Samuel oliekrukken og hældte olien ud over hans hoved, kyssede ham og sagde: »Nu salver Herren dig til fyrste over sin ejendom.«

    Vekselsang Sl 21,2-3.4-5.6-7

    R. Herre, over din styrke glæder kongen sig.

    Herre, over din styrke glæder kongen sig,
    højt jubler han over din frelse.
    Hvad hans hjerte ønsker, giver du ham,
    hvad hans læber beder om, nægter du ham ikke.

    Du kommer ham i møde med rige gaver,
    du sætter en krone af guld på hans hoved.
    Han bad dig om liv, og du gav ham det,
    en evig række af dage.

    Stor er hans ære, når du frelser ham,
    du udruster ham med højhed og pragt.
    Du gør ham til evig velsignelse,
    du fylder ham med glæde for dit ansigt.

    Akklamation til Evangeliet Luk 4,18

    Halleluja!
    Herren har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige,
    og for at udråbe frigivelse for fanger.

    Evangelium Mark 2,13-17

    Jesus gik atter ud langs søen, og hele skaren kom til ham, og han underviste dem. Da han gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.

    Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«

16
  • Hele dagen
    16/01/2022

     


    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække II


    Søndag i 2. alm. uge (II Ps)
    Helgener:


    1. læsning Es 62,1-5

    For Zions skyld vil jeg ikke tie,
    for Jerusalems skyld vil jeg ikke være tavs,
    før dens ret bryder frem som et lysskær
    og dens frelse som en flammende fakkel.
    Da skal folkene se din ret
    og alle konger din herlighed;
    du skal få et nyt navn,
    som Herren selv bestemmer.
    Du bliver en prægtig krone i Herrens hånd,
    en kongelig turban i din Guds hånd.
    Du skal ikke længere hedde Den Forladte,
    og dit land ikke længere Den Forstødte.
    Men du skal kaldes Elsket,
    og dit land kaldes Hustru.
    For Herren elsker dig
    og tager dit land til hustru.
    Som den unge mand tager jomfruen til hustru,
    tager din genopbygger dig til hustru,
    og som en brudgom fryder sig over sin brud,
    fryder din Gud sig over dig.

    Vekselsang Sl 96,1-2a.2b-3.7-8a.9-10a&c

    R. Fortæl om Herrens undere blandt alle folkeslag.

    Syng en ny sang for Herren,
    syng for Herren, hele jorden!
    Syng for Herren, pris hans navn.
    Forkynd hans frelse dag efter dag!

    Fortæl om hans herlighed blandt folkene,
    om hans undere blandt alle folkeslag!
    Vis Herren, I folkenes slægter,
    vis Herren ære og hæder!

    Vis Herrens navn ære.
    Træd ind i hans forgårde med gaver,
    kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt,
    skælv for ham, hele jorden!

    Råb det ud blandt folkene: Herren er konge!
    Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
    Han dømmer folkene med retskaffenhed.

    2. læsning 1 Kor 12,4-11

    Brødre og søstre! Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. v6 Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil.

    Akklamation til Evangeliet 2 Thess 2,14

    Halleluja!
    Dertil kaldte Gud jer ved vort evangelium,
    for at I skulle opnå vor Herre Jesu Kristi herlighed.

    Evangelium Joh 2,1-12

    På hin tid var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: “De har ikke mere vin.” Jesus sagde til hende: “Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.” Hans mor sagde til tjenerne: “Gør, hvad som helst han siger til jer.”

    Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: “Fyld karrene med vand.” Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: “Øs nu op og bær det hen til skafferen.” Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: “Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.”

    Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

17
  • Hele dagen
    17/01/2022

     


    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 2. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Antonius, abbed († 356) (m)


    Læsning 1 Sam 15,16-23

    I disse dage sagde Samuel til Saul:

    »Ti stille!, så skal jeg fortælle dig, hvad Herren har sagt til mig i nat.« »Sig det!« svarede Saul, og Samuel sagde: »Selv om du i dine egne øjne er ringe, så er du overhoved for Israels stammer, og Herren har salvet dig til konge over Israel. Han sendte dig af sted og sagde til dig: ›Læg band på de syndige amalekitter, og gå til angreb på dem, indtil du har gjort det af med dem.‹ Hvorfor adlød du ikke Herren, men kastede dig over byttet og gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne?« Saul svarede: »Jeg adlød Herren og drog hen, hvor han sendte mig. Jeg tog amalekitterkongen Agag med og lagde band på amalekitterne.Men folkene tog nogle får og køer af byttet, det bedste af det, der skulle lægges band på, for at ofre det til Herren din Gud i Gilgal.« Da sagde Samuel:

    »Vil Herren hellere have brændofre og slagtofre
    end lydighed mod Herren?
    Nej, at adlyde er bedre end offer,
    at lytte er bedre end vædderes fedt.
    Men genstridighed er som spådomssynd,
    trods som afgudsdyrkelse.
    Fordi du har forkastet Herrens ord,
    har han forkastet dig som konge.«

    Vekselsang Sl 50,8-9,16bc-17. 21&23

    R. Den, der vandrer retsindigt, 
    lader jeg se Guds frelse.

    Jeg anklager dig ikke for dine slagtofre,
    og dine brændofre har jeg altid for øje.
    Jeg tager ikke tyre fra dit hus
    eller bukke fra dine folde.

    Hvor vover du at remse mine bud op
    og tage min pagt i din mund,
    når du dog hader irettesættelse
    og kaster mine ord bag dig?

    Sådan gør du, skulle jeg så tie?
    Tænker du dig, at jeg er som du?
    Nej, jeg lægger min anklage frem for dig.
    Den, der bringer takoffer, ærer mig,
    ham lader jeg se Guds frelse.

    Akklamation til Evangeliet Hebr 4,12

    Halleluja!
    Guds ord er levende og virksomt
    og er dommer over hjertets tanker og meninger.

    Evangelium Mark 2,18-22

    Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!«

    Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes’ disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste.Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«

18
  • Hele dagen
    18/01/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække  II


    Tirsdag i 2. alm. uge (II Ps)
    Helgener:
    Den økumeniske bedeuge begynder


    Læsning 1 Sam 16,1-13

    Herren sagde til Samuel: »Hvor længe vil du sørge over Saul, når jeg har forkastet ham som konge over Israel? Fyld dit horn med olie og tag af sted; jeg sender dig til betlehemitten Isaj, for jeg har udset mig en af hans sønner til konge.« Samuel svarede: »Hvordan skal jeg kunne gå derhen? Når Saul hører det, slår han mig ihjel.« Men Herren sagde: »Tag en kvie med dig, og sig, at du kommer for at bringe Herren et slagtoffer. Du skal indbyde Isaj til ofringen, så skal jeg lade dig vide, hvad du skal gøre. Ham, jeg giver dig besked om, skal du salve.«

    Samuel gjorde, som Herren havde sagt. Da han kom til Betlehem, blev de ældste i byen forfærdede over at se ham og sagde: »Kommer du med fred?« Han svarede: »Ja, jeg kommer for at bringe Herren et slagtoffer. Nu skal I hellige jer og komme med mig til ofringen.« Selv helligede han Isaj og hans sønner og indbød dem til ofringen. Da de kom, og han så Eliab, tænkte han: »Her står Herrens salvede foran Herren.« Men Herren sagde til Samuel: »Se ikke på hans udseende og højde; ham forkaster jeg, for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.« Så kaldte Isaj på Abinadab og førte ham frem for Samuel. Men han sagde: »Det er heller ikke ham, Herren har udvalgt.« Så førte Isaj Shamma frem. Men han sagde: »Det er heller ikke ham, Herren har udvalgt.« Isaj førte sine syv sønner frem for Samuel, men Samuel sagde til ham: »Herren har ikke udvalgt nogen af dem.« Samuel spurgte nu Isaj: »Er det alle dine drenge?« Han svarede: »Der mangler endnu den yngste; han er ude at vogte får.« Samuel sagde til Isaj: »Send bud efter ham! Vi sætter os ikke til bords, før han kommer.« Så sendte Isaj bud efter ham. Han var rødmosset, og desuden havde han kønne øjne og så godt ud. Og Herren sagde til ham: »Ham skal du salve, for ham er det.« Samuel tog da hornet med olien og salvede ham, mens hans brødre var til stede, og fra den dag greb Herrens ånd David.

    Så brød Samuel op og gik til Rama.

    Vekselsang Sl 89,20.21-22.27-28

    R. Jeg har fundet min tjener David.

    Dengang talte du i et syn
    til din trofaste; du sagde:
    Jeg har givet magten til en helt,
    jeg har ophøjet en udvalgt kriger af folket.

    Jeg har fundet min tjener David,
    jeg har salvet ham med min hellige olie.
    Min hånd støtter ham,
    ja, min arm giver ham styrke.

    Han skal råbe til mig: Du er min fader,
    min Gud, min frelses klippe.
    Jeg gør ham til den førstefødte,
    den øverste blandt jordens konger.

    Akklamation til Evangeliet jfr Ef 1,17-18

    Halleluja!
    Vor Herre Jesu Kristi Fader,
    oplyse vort hjertes øjne,
    så vi forstår, til hvilket håb han kaldte os til.

    Evangelium Mark 2,23-28

    På en sabbat kom Jesus forbi nogle kornmarker, og undervejs begyndte hans disciple at plukke aks. Farisæerne sagde da til ham: »Se dér, hvorfor gør de noget, som ikke er tilladt på en sabbat?« Så sagde han til dem: »Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd manglede mad og blev sultne, hvordan han på ypperstepræsten Ebjatars tid gik ind i Guds hus og spiste af skuebrødene, som det kun er tilladt præsterne at spise, og tilmed gav sine mænd noget?« Og Jesus sagde til dem: »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten.«

19
  • Hele dagen
    19/01/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække  II


    Onsdag i 2. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Henrik, biskop og martyr († 1158) (m)


    Læsning 1 Sam 17,32-33.37.40-51

    David sagde til Saul: »Herre, du skal ikke tabe modet på grund af denne filister; nu går jeg hen og kæmper med ham.« Men Saul sagde til David: »Du kan ikke gå imod denne filister og give dig i kamp med ham, for du er kun en dreng, mens han har været kriger, siden han var ung.«

    Og David sagde: »Herren, som reddede mig fra løver og bjørne, vil også redde mig fra denne filister.« Saul svarede David: »Så gå da, og Herren være med dig!«

    Derpå greb David sin stav og udsøgte sig fem glatte sten fra bækken; dem lagde han i sin hyrdetaske, og med sin slynge i hånden gik han hen imod filisteren. Samtidig kom filisteren nærmere og nærmere til David, og skjoldbæreren gik foran ham. Da filisteren så op og fik øje på David, blev han fyldt af foragt for ham; det var jo bare en rødmosset dreng, der så godt ud. Filisteren sagde til David: »Tror du, jeg er en hund, siden du kommer mod mig med din stav?« Og filisteren forbandede David ved sine guder og sagde til ham: »Kom herhen, så skal jeg give himlens fugle og jordens dyr din krop!« Men David svarede filisteren: »Du kommer mod mig med sværd og spyd og krumsværd, men jeg kommer mod dig i Hærskarers Herres navn, Israels slagrækkers Gud, som du har hånet. I dag vil Herren give dig i min magt. Jeg slår dig ihjel og skiller dit hoved fra kroppen, og ligene fra filisterhæren giver jeg i dag til himlens fugle og jordens dyr. Så skal hele jorden erkende, at Israel har en Gud. Og hele denne forsamling skal erkende, at Herren ikke frelser med sværd og spyd. Krigen er Herrens, og han vil give jer i vores hånd.«

    Da filisteren nu satte sig i bevægelse og styrede lige hen imod David, løb David hurtigt lige imod filisteren foran slagrækken, stak sin hånd ned i tasken og tog en sten op af den, slyngede den rundt og ramte filisteren i panden, så stenen borede sig ind i hans pande, og han faldt næsegrus til jorden.

    Sådan overvandt David filisteren med slynge og sten. Han slog filisteren ihjel, skønt han ikke havde noget sværd. Så løb David hen og stillede sig ved siden af filisteren, tog hans sværd, trak det ud af skeden og gav ham dødsstødet; derpå huggede han hovedet af ham. Da filistrene så, at deres helt var død, flygtede de.

    Vekselsang Sl 144,1.2.9-10

    R. Lovet være Herren, min klippe.

    Lovet være Herren, min klippe,
    som opøver mine hænder til kamp
    og mine fingre til krig.
    Min trofaste Gud og min borg,
    min fæstning og min befrier,
    mit skjold og den, jeg søger tilflugt hos,
    han som lægger folkene under mine fødder.

    Gud, jeg vil synge en ny sang for dig,
    på tistrenget harpe vil jeg spille for dig,
    du, som giver kongerne sejr
    og befrier din tjener David.

    Akklamation til Evangeliet
    jfr. Matt 4,23 Halleluja!
    Jesus prædikede evangeliet om Riget
    og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket.

    Evangelium Mark 3,1-6

    Jesus gik atter ind i synagogen. Dér var der en mand med en vissen hånd. Og de holdt øje med, om Jesus ville helbrede ham på sabbatten, så de kunne anklage ham. Og han sagde til manden med den visne hånd: »Rejs dig og kom ind i midten!« Så sagde han til dem: »Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?« Men de tav. Han så rundt på dem med vrede, og bedrøvet over deres forhærdede hjerte sagde han til manden: »Ræk hånden frem!« Han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen. Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel.

20
  • Hele dagen
    20/01/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække  II


    Torsdag i 2. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Fabian, pave og martyr († 250)
    ————Sebastian, martyr († 288)


    Læsning 1 Sam 18,6- 9; 19,1-7

    Da de kom tilbage, efter at David havde dræbt filisteren, gik kvinderne fra alle byer i Israel kong Saul i møde under sang og dans til pauker, glædesråb og triangler, og de dansende kvinder sang:

    Saul har dræbt sine tusinder,
    men David sine titusinder.

    Det syntes Saul ikke om, og han blev meget vred. Han sagde: »David giver de ti tusind og mig tusind. Nu mangler han kun kongemagten!« Fra den dag så Saul skævt til David.

    Saul talte med sin søn Jonatan og med alle sine folk om at få slået David ihjel. Men Sauls søn Jonatan holdt meget af David. Derfor fortalte Jonatan det til David og sagde: »Min far Saul søger en lejlighed til at slå dig ihjel. Derfor skal du i morgen sørge for at holde dig skjult og gemme dig. Så vil jeg gå ud og stille mig ved siden af min far på den mark, hvor du er, og tale med ham om dig. Når jeg så får noget at vide, skal jeg fortælle dig det.« Jonatan lagde et godt ord ind for David hos sin far Saul og sagde til ham: »Kongen må ikke forsynde sig mod sin tjener David, for han har ikke forsyndet sig mod dig; tværtimod har hans bedrifter været til gavn for dig. Han satte livet på spil, da han dræbte filisteren, og Herren gav hele Israel en stor sejr. Du så det selv og glædede dig over det. Hvorfor vil du forsynde dig og udgyde uskyldigt blod ved at slå David ihjel uden grund?« Saul føjede Jonatan og svor: »Så sandt Herren lever: Han skal ikke lide døden!« Så kaldte Jonatan på David og fortalte ham det alt sammen. Jonatan førte David til Saul, og han kom i hans tjeneste som før i tiden.

    Vekselsang Sl 56,2-3.9-10ab. 10c-11

    R. Jeg stoler på Gud og frygter ikke!

    Vær mig nådig, Gud, for mennesker jager mig,
    dagen lang trænger krigere mig tilbage.
    Mine fjender jager mig dagen lang,
    mange fører forbitret krig mod mig.

    Du fører bog over min elendighed,
    mine tårer er samlet i din lædersæk,
    de står i din bog.
    Men den dag jeg råber,
    skal fjenden vige.

    Det ved jeg: Gud er med mig.
    Ved Guds hjælp lovpriser jeg hans ord;
    når Herren hjælper, lovpriser jeg hans ord.

    Jeg stoler på Gud og frygter ikke.
    Hvad kan mennesker gøre mig?
    De løfter, jeg har givet dig, Gud,
    vil jeg indfri med takofre.

    Akklamation til Evangeliet jfr. 2 Tim 1,10

    Halleluja!
    Vor Frelser Jesus Kristus tilintetgjorde døden
    og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet.

    Evangelium Mark 3,7-12

    På den tid trak Jesus sig tilbage til søen sammen med sine disciple, og en stor mængde mennesker fra Galilæa fulgte med. Også fra Judæa, fra Jerusalem, fra Idumæa, fra den anden side af Jordan og fra landet omkring Tyrus og Sidon kom der en stor mængde mennesker, som havde hørt om alt det, han gjorde. Og han sagde til sine disciple, at en båd skulle holdes klar til ham på grund af skaren, for at de ikke skulle mase ham. Han helbredte nemlig mange, så alle de, der var syge, kastede sig over ham for at røre ved ham. Og når de urene ånder så ham, faldt de ned for fødderne af ham og råbte: »Du er Guds søn!« Men han pålagde dem meget strengt, at de ikke måtte røbe ham.

21
  • Hele dagen
    21/01/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække  II


    Fredag i 2. alm. uge (II Ps)
    Helgener: Agnes, jomfru og martyr († ca. 250) (m)


    Læsning 1 Sam 24,3-21

    Saul tog da tre tusind mand, udvalgt fra hele Israel, og drog af sted for at lede efter David og hans mænd øst for Stenbukkeklipperne. Han kom til fårefoldene ved vejen, hvor der var en hule. Der gik Saul ind for at forrette sin nødtørft. Men inderst i hulen sad David og hans mænd. Da sagde Davids mænd til ham: »Nu er den dag kommet, som Herren talte om, da han sagde til dig: Jeg giver din fjende i din hånd, så du kan gøre ved ham, hvad du vil.« David rejste sig og skar i ubemærkethed en flig af Sauls kappe; men bagefter fik han samvittighedskvaler, fordi han havde skåret Sauls kappeflig af, og han sagde til sine mænd: »Herren bevare mig fra at gøre dette mod min herre, mod Herrens salvede! Jeg lægger ikke hånd på ham, for han er Herrens salvede.« Og David talte strengt til sine mænd og tillod dem ikke at overfalde Saul.

    Saul forlod hulen og drog videre. Derefter gik David ud af hulen og råbte efter Saul: »Herre, konge!« Da Saul så sig tilbage, kastede David sig til jorden og sagde til Saul: »Hvorfor hører du på de mennesker, der siger, at David vil dig noget ondt? I dag har du selv set, at Gud havde givet dig i min hånd inde i hulen. Man sagde da også til mig, at jeg skulle dræbe dig; men jeg viste dig barmhjertighed og sagde: ›Jeg lægger ikke hånd på min herre, for han er Herrens salvede.‹ Se, fader, se, her har jeg fligen af din kappe i min hånd. Når jeg har skåret din kappeflig af og ikke slået dig ihjel, må du kunne indse, at jeg ikke har haft noget ondt eller nogen forbrydelse i sinde, og at jeg ikke har forsyndet mig mod dig. Det er dig, der tragter mig efter livet. Herren skal dømme os imellem! Ja, Herren vil hævne mig, men jeg løfter ikke hånden mod dig. Et gammelt mundheld siger: ›Forbrydelse kommer fra forbrydere.‹ Jeg løfter ikke hånden mod dig. Hvem er det, Israels konge er rykket ud efter? Hvem er det, du forfølger? En død hund, en loppe! Men Herren skal være dommer og dømme os imellem. Han ser det, og så vil han føre min sag og skaffe mig ret over for dig.«

    Da David havde sagt alt dette til Saul, svarede Saul: »Min søn David, er det virkelig dig, der taler?« Og han brast i gråd. Så sagde han til David: »Retten er på din side, ikke på min, for du har handlet godt mod mig, mens jeg har handlet ondt mod dig. Du har i dag vist, at du vil mig det godt, da du ikke dræbte mig, skønt Herren havde givet mig i din magt. Når man møder sin fjende, lader man ham så gå i fred? Herren gengælde dig det gode, du har gjort mod mig i dag! Nu ved jeg, at du skal være konge, og at kongedømmet over Israel skal bestå under din hånd.

    Vekselsang Sl 57,2.3-4.6&11

    R. Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig.

    Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig,
    for hos dig søger jeg tilflugt;
    i dine vingers skygge søger jeg tilflugt,
    til ulykken er drevet over.

    Jeg råber til Gud den Højeste,
    til Gud, der fører min sag igennem.
    Han sender mig hjælp fra himlen,
    gør den, der jager mig, til spot.
    Gud sender sin godhed og troskab.

    Løft dig højt over himlen, Gud,
    lad din herlighed komme over hele jorden.
    For din godhed når helt op til himlen,
    din troskab til skyerne.

    Akklamation til Evangeliet 2 Kor 5,19

    Halleluja!
    Det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv
    og betroede os ordet om forligelsen.

    Evangelium Mark 3,13-19

    Jesus gik op på bjerget og kaldte dem til sig, som han selv ville, og de kom hen til ham. Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt til at uddrive dæmoner. Han valgte de tolv: Simon, som han gav tilnavnet Peter, og Jakob, Zebedæus’ søn, og Johannes, Jakobs bror, dem gav han tilnavnet Boanerges, det vil sige »Tordensønner«, og Andreas og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas og Jakob, Alfæus’ søn, og Thaddæus og Simon Kananæer og Judas Iskariot, ham som forrådte ham.

22
  • Hele dagen
    22/01/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække II


    Helgener Vincent, diakon og martyr († 304)


    Læsning 2 Sam 1,1-4. 11-12. 17. 19. 23-27

    Da Saul var død, og David var vendt tilbage fra sejren over amalekitterne og havde opholdt sig to dage i Siklag, kom der den tredje dag en mand fra Sauls hær med flængede klæder og jord strøet på hovedet. Da han kom hen til David, kastede han sig til jorden. »Hvor kommer du fra?« spurgte David, og han svarede: »Jeg er undsluppet fra Israels hær.« David sagde da til ham: »Fortæl mig, hvad der er sket.« Han svarede: »Vores folk flygtede fra kampen, efter at mange var faldet; Saul og hans søn Jonatan er også døde.«

    Da greb David fat i sine klæder og flængede dem; det samme gjorde alle de mænd, der var hos ham. De holdt ligklage, græd og fastede indtil aften over Saul og hans søn Jonatan og over Herrens folk og Israels hus, fordi de var faldet for sværdet.

    Da sang David denne dødsklage over Saul og hans søn Jonatan.

    Din herlighed, Israel, ligger dræbt på dine høje.
    Ak, heltene er faldet!
    Saul og Jonatan, afholdte og elskede,
    de skiltes ikke i liv og død.
    De var hurtigere end ørne, stærkere end løver.
    Israels døtre, græd over Saul,
    som klædte jer yndigt i skarlagen
    og smykkede jeres klædning med guld.
    Ak, heltene er faldet i kampen,
    Jonatan ligger dræbt på dine høje!
    Jeg sørger over dig, Jonatan, min broder,
    jeg holdt inderligt af dig.
    Din kærlighed var mig mere dyrebar end kvinders.
    Ak, heltene er faldet,
    krigsvåbnene er tilintetgjort!

    Vekselsang Sl 80,2-3.4-5.6-7

    R. Herre, lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.

    Lyt, Israels hyrde,
    du, der fører Josef som en hjord.
    Du, der troner på keruberne,
    træd frem i stråleglans
    for Efraim, Benjamin og Manasse.
    Opbyd din styrke,
    og kom os til hjælp!

    Herre, Hærskarers Gud,
    hvor længe vil du være vred
    trods dit folks bøn?

    Du gav dem tårebrød at spise,
    gav dem tårer at drikke i rigt mål.
    Du lod vore naboer strides om os,
    vore fjender spotter os.

    Akklamation til Evangeliet jfr. ApG 16,14b

    Halleluja!
    Herre, åbn vort hjerte, så vi lytter til din Søns ord.

    Evangelium Mark 3,20-21

    På den tid, da Jesus kom hjem sammen med sine disciple, samledes der igen en skare, så de ikke engang kunne komme til at spise. Og da hans slægtninge hørte det, gik de hen for at få fat i ham, for de mente, at han var ude af sig selv.

23
  • Hele dagen
    23/01/2022

     


    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække  I


    Søndag i 3. alm. uge (III Ps)
    Helgener:
    Guds ords søndag


    1. læsning Neh 8,1a.2-4a. 5-6. 8-10

    Da israelitterne havde bosat sig i byerne, samledes hele befolkningen. Den første dag i den syvende måned kom præsten Ezra med loven til forsamlingen, mænd, kvinder og alle, der var i stand til at lytte. Og på pladsen foran Vandporten læste han den op, fra det blev lyst til midt på dagen, for mændene, kvinderne og dem, der var i stand til at lytte, og hele folket hørte opmærksomt på oplæsningen af lovbogen. Ezra, den skriftlærde, stod på en platform af træ, der var lavet til formålet.
    Ezra åbnede bogen i hele folkets påsyn, for han stod højere end hele folket, og da han åbnede den, rejste alle sig. Ezra priste Herren, den store Gud, og hele folket svarede med løftede hænder: “Amen, amen” og kastede sig til jorden for Herren.
    Leviterne læste tydeligt op af bogen med Guds lov og forklarede meningen, så man kunne forstå det, der blev læst.
    Derpå sagde statholderen Nehemias og præsten Ezra, den skriftlærde, og levitterne, der underviste folket, til hele folket: “Denne dag er hellig for Herren jeres Gud! I skal ikke sørge og græde!” For hele folket var begyndt at græde, da de hørte lovens ord. Han sagde til dem: “Gå hen og spis fede retter og drik sød vin, og send noget af det til dem, der ikke har noget, for denne dag er hellig for Herren. Vær ikke bedrøvede, for glæde i Herren er jeres styrke!”

    Vekselsang Sl 19,8,9,10,15

    R. Dine ord, Herre, er ånd og liv.

    Herrens lov er fuldkommen,
    den styrker sjælen.
    Herrens vidnesbyrd står fast,
    det giver den uerfarne visdom.
    Herrens forordninger er retskafne,
    de glæder hjertet.
    Herrens befaling er ægte,
    den giver øjnene glans.

    Herrens ord er rent,
    det består til evig tid.
    Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    Tag nådigt imod min munds ord
    og mit hjertes tanke,
    Herre, min klippe og forløser!

    2. læsning 1 Kor 12,12-30

    eller

    1.Kor 12,12-14.27

    Brødre og søstre! Ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.
    Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange. Siger foden: “Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,” er den dog alligevel en del af legemet, og siger øret: “Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,” er det dog ligefuldt en del af legemet. Var hele legemet øje, hvad blev der så af hørelsen? Og var det hele hørelse, hvad blev der så af lugtesansen? Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det. Hvis det hele kun var én legemsdel, hvad blev der så af legemet? Men nu er der mange lemmer, men ét legeme. Øjet kan ikke sige til hånden: “Jeg har ikke brug for dig,” eller hovedet til fødderne: “Jeg har ikke brug for jer.” Tværtimod, de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige, og de lemmer, som vi synes er mindre ære værd, dem giver vi desto større ære, og de lemmer, som vi undser os ved, klæder vi med desto større blufærdighed; de andre lemmer har ikke brug for det. Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære, for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden. Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.

    I er Kristi legeme og hver især hans lemmer. Og i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til forskellige slags tungetale. Kan alle være apostle? Eller profeter? Eller lærere? Kan alle gøre mægtige gerninger? Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle tolke tungetale?

    Den korte læsning

    Brødre og søstre! Ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.

    Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange.
    I er Kristi legeme og hver især hans lemmer.

    Akklamation til Evangeliet Luk 4,18-19

    Halleluja!
    Herren har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige,
    for at udråbe frigivelse for fanger.

    Evangelium Luk 1,1-4; 4,14-21

    Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os, sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus, for at du kan vide, hvor pålideligt det er, som du er blevet undervist i.

    Og Jesus vendte i Åndens kraft tilbage til Galilæa, og rygtet om ham spredtes over hele egnen. Han underviste i deres synagoger og blev berømmet af alle.

    Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

    Herrens ånd er over mig,
    fordi han har salvet mig.
    Han har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige,
    for at udråbe frigivelse for fanger
    og syn til blinde,
    for at sætte undertrykte i frihed,
    for at udråbe et nådeår fra Herren.

    Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: “I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.”

24
  • Hele dagen
    24/01/2022

     


    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 3. alm. uge (III Ps)
    Helgener: Frans af Sales, biskop og kirkelærer († 1622) (m)


    Læsning 2 Sam 5,1-7. 10

    Alle Israels stammer kom til David i Hebron og sagde: »Vi er jo af samme kød og blod som du. Før i tiden, dengang Saul var konge over os, var det dig, der førte Israel ud i krig og hjem igen. Og Herren har sagt til dig: Du skal vogte mit folk Israel, du skal være fyrste over Israel.« Alle Israels ældste var kommet til kongen i Hebron; dér sluttede kong David pagt med dem for Herrens ansigt, og de salvede David til konge over Israel.

    David var tredive år, da han blev konge, og han regerede fyrre år; i Hebron regerede han syv år og seks måneder over Juda, og i Jerusalem regerede han treogtredive år over hele Israel og Juda.

    Kongen og hans mænd drog nu til Jerusalem mod jebusitterne, som boede i landet. Jebusitterne sagde til David: »Her kommer du ikke ind, medmindre du fjerner de blinde og lamme.« Dermed mente de: Her kan David ikke komme ind. Men David indtog klippeborgen Zion, det samme som Davidsbyen.

    Og David blev mægtigere og mægtigere; Herren, Hærskarers Gud, var med ham. «.

    Vekselsang Sl 89,20.21-22.25-26

    R. Min trofasthed og godhed skal være med ham.

    Dengang talte du i et syn
    til din trofaste; du sagde:
    Jeg har givet magten til en helt,
    jeg har ophøjet en udvalgt kriger af folket.

    Jeg har fundet min tjener David,
    jeg har salvet ham med min hellige olie.
    Min hånd støtter ham,
    ja, min arm giver ham styrke.

    Min trofasthed og godhed skal være med ham,
    i mit navn skal hans horn løftes.
    Jeg giver ham magt over havet,
    herredømme over floderne.

    Akklamation til Evangeliet 2 Tim 1,10b

    Halleluja!
    Vor frelser Kristus Jesus tilintetgjorde døden
    og bragte liv for lyset ved evangeliet.

    Evangelium Mark 3,22-30

    De skriftkloge, der var kommet ned fra Jerusalem, sagde: »Han er besat af Beelzebul! Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne.« Så kaldte han dem hen til sig og sagde til dem i lignelser: »Hvordan skulle Satan kunne uddrive Satan? Hvis et rige er kommet i splid med sig selv, så kan det rige ikke bestå. Og hvis et hus er kommet i splid med sig selv, så kan det hus ikke bestå. Og hvis Satan har rejst sig mod sig selv og er kommet i splid med sig selv, så kan han ikke bestå, men det er ude med ham. Der er heller ingen, som kan trænge ind i den stærkes hus for at røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke. Først så kan han plyndre hans hus.

    Sandelig siger jeg jer: Alt skal tilgives menneskenes børn, forsyndelser og bespottelser, hvor meget de end spotter.Men den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.« De havde jo sagt: »Han er besat af en uren ånd.«

25
  • Hele dagen
    25/01/2022

    Helgener: DEN HELLIGE APOSTEL PAULUS’ OMVENDELSE (f)
    Den internationale bedeuge om de kristnes enhed slutter


    Læsning ApG 22,3-16
    eller

    ApG 9,1-22

    Paulus sagde til folket i Jerusalem: »Jeg er jøde, født i Tarsus i Kilikien, opvokset her i byen, uddannet grundigt i den fædrene lov ved Gamaliels fødder, brændende af iver for Gud, ligesom I alle er det i dag. Jeg har forfulgt denne Vej med død og drab, både mænd og kvinder fik jeg anholdt og sat i fængsel. Det kan ypperstepræsten og hele ældsterådet bevidne. Fra dem fik jeg breve med til brødrene, og jeg rejste til Damaskus for at fængsle folk også dér og føre dem til Jerusalem, så de kunne få deres straf.

    Men undervejs, da jeg ved middagstid nærmede mig Damaskus, skinnede et stærkt lys fra himlen pludselig om mig. Jeg faldt til jorden og hørte en røst sige: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” Jeg spurgte: “Hvem er du, Herre?” Han svarede: “Jeg er Jesus fra Nazaret, som du forfølger.” Mine ledsagere så nok lyset, men hørte ikke røsten, der talte til mig. Jeg spurgte: “Hvad skal jeg gøre, Herre?” Og Herren svarede: “Rejs dig og gå til Damaskus; dér vil man sige dig alt, hvad du er bestemt til at gøre.” Da jeg på grund af denne lysglans ikke kunne se, måtte jeg ledes ved hånden af mine ledsagere og kom så til Damaskus. Dér var der en mand, som hed Ananias. Han levede fromt efter loven og var velanskrevet blandt alle jøderne på stedet. Han kom hen til mig, trådte frem og sagde: “Broder Saul, bliv seende igen!” Og i det samme kunne jeg se ham. Han sagde: “Vore fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans vilje og se den Retfærdige og høre ham tale med egen mund. For du skal over for alle mennesker være hans vidne om det, du har set og hørt. Hvorfor tøver du? Rejs dig og lad dig døbe og få dine synder vasket af, idet du påkalder Herrens navn!”

    Vekselsang Ps.117,1.2

    R. Gå ud i alverden
    og forkynd Evangeliet!

    Lovpris Herren, alle folkeslag!
    Lovsyng ham, alle folk!

    For hans godhed mod os er stor,
    Herrens troskab varer til evig tid.

    Akklamation til Evangeliet jfr Joh 15,16

    Halleluja!
    Det er mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt
    og blive ved med at bære frugt, siger Herren.

    Evangelium Mark 16,15-20

    På den tid viste Jesus sig for de elleve og sagde til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«

    Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

    ApG 9,1-22
    Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.« Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak.

    I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: »Ananias!« Han svarede: »Ja, Herre!« Herren sagde til ham: »Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas’ hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.« Ananias svarede: »Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.« Men Herren sagde til ham: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: »Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.« Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne, han kunne se igen, og han rejste sig og blev døbt. Og han tog føde til sig og kom til kræfter.

    Han blev nogle dage hos disciplene i Damaskus, og han prædikede straks i synagogerne, at Jesus er Guds søn. Alle, der hørte det, blev forbavset og sagde: »Er det ikke ham, der i Jerusalem ville udrydde dem, der påkalder dette navn? Og er han ikke kommet hertil netop for at fængsle dem og bringe dem til ypperstepræsterne?« Men Saulus blev stadig stærkere og satte jøderne i Damaskus til vægs, når han påviste, at Jesus er Kristus.

    Tilbage til Vekselsangen

26
  • Hele dagen
    26/01/2022

    Helgener: Timoteus og  Titus, biskopper (m)


    Læsning 2 Tim 1,1-8 eller Tit 1,1-5

    Kære børn, det er den sidste time, og som I har hørt, at Antikrist skal komme, er der nu fremtrådt mange antikrister; deraf ved vi, at det er den sidste time. Fra os er de udgået, men de var ikke af vore; for hvis de havde været af vore, ville de være blevet hos os; men det er sket, for at det skulle blive klart, at ingen af dem er af vore. Men I er blevet salvet af den Hellige og har alle kundskab. Jeg skriver ikke til jer, at I ikke kender sandheden, men at I kender den og ved, at ingen løgn kommer af sandheden.

    Hvem er en løgner, om ikke den, der benægter, at Jesus er Kristus? Antikrist er den, der fornægter Faderen og Sønnen. Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen. Den, der bekender Sønnen, har også Faderen. I skal lade det, I har hørt fra begyndelsen, blive i jer. Hvis det, I har hørt fra begyndelsen, bliver i jer, vil også I blive i Sønnen og i Faderen. Og det er det løfte, som han har givet os: det evige liv.

    Vekselsang 96,1-2a.2b-3.3.7-8a.10

    R. Fortæl om Herrens herlighed blandt folkene,
    om hans undere blandt alle folkeslag!

    Syng en ny sang for Herren,
    syng for Herren, hele jorden!
    Syng for Herren, pris hans navn

    Forkynd hans frelse dag efter dag!
    Fortæl om hans herlighed blandt folkene,
    om hans undere blandt alle folkeslag!

    Vis Herren, I folkenes slægter,
    vis Herren ære og hæder!
    Vis Herrens navn ære.

    Råb det ud blandt folkene: Herren er konge!
    Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
    Han dømmer folkene med retskaffenhed.

    Akklamation til Evangeliet Luk 4, 18-19

    Halleluja!
    Herren har sendt mig
    for at bringe godt budskab til fattige,
    for at udråbe frigivelse for fanger!

    Evangelium Mark 3,31-35

    På den tid kom Jesu mor og hans brødre, og de sendte nogle ind til ham for at hente ham, men selv blev de stående udenfor. Han sad omgivet af en hel skare, og de sagde til ham: “Se, din mor og dine brødre og dine søstre står udenfor og spørger efter dig.” Men han svarede dem: “Hvem er min mor og mine brødre?” Og han så rundt på dem, der sad omkring ham, og han sagde: “Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor.” 


    Læsning Tit 1,1-5

    Fra Paulus, Guds tjener og Jesu Kristi apostel, udsendt for at kalde Guds udvalgte til tro og til erkendelse af den sandhed, der fører til gudsfrygt, med håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har lovet for evige tider siden — og da tiden var inde, åbenbarede han sit ord ved den forkyndelse af budskabet, som blev betroet mig efter befaling fra Gud, vor frelser.

    Til Titus, mit ægte barn i vor fælles tro.
    Nåde og fred fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor frelser!

    Når jeg lod dig blive tilbage på Kreta, var det, for at du skulle ordne, hvad der endnu stod tilbage, og indsætte ældste i byerne, sådan som jeg havde pålagt dig det.

27
  • Hele dagen
    27/01/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække  II


    Torsdag i 3. alm. uge (III Ps)
    Helgener: Angela Merici, jomfru († 1540)


    Læsning 2 Sam 7,18-19. 24-29

    Da gik kong David ind og satte sig for Herrens ansigt og sagde: »Hvem er jeg, Gud Herre, og hvad er mit hus, siden du har ladet mig nå så vidt? Du syntes endda ikke, det var nok, Gud Herre, så du har også givet din tjeners hus løfter langt ud i fremtiden. Og dette skal være menneskets belæring, Gud Herre!

    Du har grundfæstet dit folk Israel som dit eget folk til evig tid, og du, Herre, er blevet deres Gud.

    Gud Herre, hold til evig tid det løfte, du nu har givet din tjener og hans hus, og gør, som du har lovet! Da skal dit navn blive stort til evig tid, så man siger: Hærskarers Herre er Gud over Israel. Og din tjener Davids hus skal være grundfæstet for dit ansigt. Du, Hærskarers Herre, Israels Gud, har talt til din tjener og sagt: ›Jeg vil bygge dig et hus.‹ Derfor har din tjener dristet sig til at bede denne bøn til dig. Gud Herre, du er jo Gud! Lad dine ord gå i opfyldelse, nu da du har givet din tjener denne forjættelse. Så velsign nu også din tjeners hus og lad det bestå for dit ansigt i evighed. For det har du givet løfte om, Gud Herre; din tjeners hus får del i din velsignelse til evig tid.«

    Vekselsang Sl 132,1-2.3-5.11.12.13-14

    R. Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone.

    Herre, husk David
    for al hans møje,
    dengang han aflagde den ed til Herren,
    og det løfte til Jakobs Mægtige:

    Jeg går ikke ind i min bolig,
    jeg bestiger ikke mit leje,
    jeg under ikke mine øjne søvn
    eller mine øjenlåg hvile,
    før jeg har fundet et sted til Herren,
    en bolig til Jakobs Mægtige.

    Herren tilsvor David en ed,
    et pålideligt ord, han ikke går fra:
    Mænd blandt dine efterkommere
    vil jeg sætte på din trone.

    Hvis dine sønner holder min pagt
    og min lov, som jeg lærer dem,
    så skal også deres sønner for evigt
    sidde på din trone.

    For Herren har udvalgt Zion,
    han har ønsket det som sin bolig:
    Det er mit hvilested til evig tid,
    her ønsker jeg at bo.

    Akklamation til Evangeliet Sl 119,105

    Halleluja!
    Dine ord er en lygte for min fod,
    et lys på min sti.

    Evangelium Mark 4,21 – 25

    På den tid sagde Jesus til folkeskaren: “Kommer nogen med et lys for at sætte det under en skæppe eller under en bænk? Er det ikke for at sætte det i en stage? For der er intet skjult, som ikke skal blive synligt, og intet gemt bort, som ikke skal komme frem i lyset. Har nogen ører at høre med, skal han høre!”
    Og han sagde til dem: “Mærk jer, hvad I hører! Det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med, ja, I skal få i overmål. For den, der har, til ham skal der gives; og den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.”

28
  • Hele dagen
    28/01/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække  II


    Fredag i 3. alm. uge (III Ps)
    Helgener: Thomas af Aquino, præst og kirkelærer († 1274) (m)


    Læsning 2 Sam 11,1-4a. 4c-10a. 13-17

    Året efter, ved den tid kongerne plejer at indlede felttog, sendte David Joab og sine folk af sted med hele den israelitiske hær. De hærgede blandt ammonitterne og belejrede Rabba. David blev tilbage i Jerusalem.

    Engang ved aftenstid stod David op af sin seng og gik rundt på taget af sit hus. Deroppefra fik han øje på en kvinde, der var ved at tage bad. Hun var meget smuk. David sendte bud og forhørte sig om kvinden, og han fik det svar, at det var Batseba, Eliams datter, hittitten Urias’ kone. David sendte så bud efter hende. Bagefter gik hun hjem. Men kvinden var blevet gravid, og hun sendte bud til David og fortalte ham, at hun var blevet gravid. Så sendte David bud til Joab: »Send hittitten Urias til mig!« Det gjorde Joab, og da Urias var kommet, spurgte David ham, hvordan det stod til med Joab og med hæren og med krigen. Derpå sagde David til Urias: »Gå nu ned til dit hus og vask støvet af dine fødder.« Urias forlod da kongens hus, og en gave fra kongen blev sendt efter ham.

    Men Urias gik ikke hjem; han lagde sig ved porten til kongens hus blandt de andre, der stod i hans herres tjeneste. Da David fik at vide, at Urias ikke var gået hjem, indbød David ham til middag og drak ham beruset. Alligevel gik han ikke hjem om aftenen, men gik ud og lagde sig blandt sin herres folk.

    Næste morgen skrev David et brev til Joab og sendte det med Urias. I brevet stod der: »Sæt Urias i forreste linie, hvor kampen er hårdest, og lad ham i stikken, så han kan blive dræbt.« Joab, der havde holdt øje med byen, satte Urias på det sted, hvor han vidste, at der stod tapre krigere. Da nu mændene i byen gjorde udfald mod Joab, faldt en del af Davids folk; også hittitten Urias døde.

    Vekselsang Sl 51,3-4.5-6a.6bc-7.10-11

    R. Gud, vær os nådig, mod dig har vi syndet.

    Gud, vær mig nådig i din godhed,
    udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
    Vask mig fuldstændig ren for skyld,
    rens mig for synd!

    For jeg kender mine overtrædelser,
    og min synd har jeg altid for øje.
    Mod dig alene har jeg syndet,
    jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne;

    Så er du retfærdig, når du anklager,
    og ren, når du dømmer.
    I skyld har jeg været, fra jeg blev født,
    i synd, fra min mor undfangede mig.

    Forkynd mig fryd og glæde,
    lad de knogler, du knuste, juble!
    Vend dit ansigt bort fra mine synder
    og udslet al min skyld!

    Akklamation til Evangeliet jfr. Matt 11,25

    Halleluja!
    Priset være dig, fader, himlens og jordens Herre,
    fordi du har åbenbaret rigets hemmeligheder for umyndige.

    Evangelium Mark 4,26-34

    Jesus talte til skarerne og han sagde: “Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.”
    Og han sagde: “Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.”
    Med mange af den slags lignelser talte han ordet til dem, sådan som de nu kunne fatte det; – han talte ikke til dem undtagen i lignelser, men når de var alene, forklarede han det hele for sine disciple.

29
  • Hele dagen
    29/01/2022

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække  II


    Lørdag i 3. alm. uge (III Ps)
    Helgener:


    Læsning 2 Sam 12,1-7a.10-17

    Da sendte Herren Natan til David, og han kom til ham og sagde: »Der var to mænd i samme by; den ene var rig, den anden fattig. Den rige havde får og køer i mængde, den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det, det voksede sig stort hjemme hos ham og børnene. Det spiste af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet.«

    Davids vrede flammede voldsomt op mod den mand, og han sagde til Natan: »Så sandt Herren lever: Den mand, der gør sådan, skal dø, og lammet skal han erstatte firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst!« Da sagde Natan til David: »Du er manden! Fra nu af skal sværdet aldrig vige fra dit hus, for du har vist foragt for mig og giftet dig med hittitten Urias’ kone. Dette siger Herren: Jeg vil lade ulykken ramme dig fra din egen familie. For øjnene af dig vil jeg tage dine hustruer og give dem til en anden, som ganske åbenlyst skal ligge med dem. Du har handlet i det skjulte, men jeg vil handle i fuld åbenhed over for hele Israel.« Da sagde David til Natan: »Jeg har syndet mod Herren.« Natan svarede David: »Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø. Men siden du har givet Herrens fjender anledning til at spotte, skal den søn, du har fået, dø.« Så gik Natan hjem.

    Herren lod den dreng, Urias’ kone havde født David, blive ramt af sygdom. Da bad David til Gud for drengen. Han fastede strengt og gik hen og lagde sig på jorden om natten. De ældste ved hoffet mødte op for at få ham til at rejse sig, men det nægtede han, og han ville heller ikke spise sammen med dem.

    Vekselsang Sl 51,12-13.14-15.16-17

    R. Skab et rent hjerte i mig, Gud.

    Skab et rent hjerte i mig, Gud,
    giv mig på ny en fast ånd!
    Kast mig ikke bort fra dig,
    og tag ikke din hellige ånd fra mig!

    Lad mig atter frydes over din frelse,
    styrk mig med en villig ånd!
    Jeg vil lære lovbrydere dine veje,
    så syndere kan vende om til dig.

    Fri mig for blodskyld, Gud, min frelses Gud,
    så min tunge kan juble over din retfærdighed.
    Herre, åbn mine læber,
    så min mund kan forkynde din pris.

    Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

    Halleluja!
    Således elskede Gud verden,
    at han gav sin enbårne søn,
    for at enhver, som tror på ham,
    ikke skal fortabes, men have evigt liv.

    Evangelium Mark 4,35 – 41

    En dag, da det blev aften, sagde Jesus til dem: “Lad os tage over til den anden bred.” Og de forlod skaren og tog ham med i den båd, han sad i, og der var også andre både med. Og der kom en voldsom hvirvelstorm, bølgerne slog ind over båden, så den var lige ved at fyldes. – Men Jesus lå i agterstavnen og sov på en hynde. Så vækkede de ham og sagde til ham: “Mester, er du ligeglad med, at vi går under?” Og han rejste sig, truede ad stormen og sagde til søen: “Ti stille, hold inde!” Og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille. Så sagde han til dem: “Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?” Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: “Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?”

30
  • Hele dagen
    30/01/2022

    Søndag. ANSGAR, bispedømmet Københavns værnehelgen, (h)
    Kirketælling———-


    1. læsning Es 52,7-10

    Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin
    hen over bjergene!
    Han forkynder fred,
    han bringer godt budskab
    og forkynder frelse.
    Han siger til Zion:
    “Din Gud er konge.”
    Hør, dine vægtere løfter røsten,
    de jubler i kor,
    for med egne øjne ser de
    Herren vende hjem til Zion.
    Bryd ud i jublende kor,
    Jerusalems ruiner!
    For Herren trøster sit folk,
    han har løskøbt Jerusalem.
    Herren har blottet sin hellige arm
    for øjnene af alle folkene,
    hele den vide jord
    skal se vor Guds frelse.

    Vekselsang Sl 96,1-2a.2b-3.7-8a.10

    R. Fortæl om  Herrens undere blandt alle folkeslag.

    Syng en ny sang for Herren,
    syng for Herren, hele jorden!
    Syng for Herren, pris hans navn.

    Forkynd hans frelse dag efter dag!
    Fortæl om hans herlighed blandt folkene,
    om hans undere blandt alle folkeslag!

    Vis Herren, I folkenes slægter,
    vis Herren ære og hæder!
    Vis Herrens navn ære.

    Råb det ud blandt folkene: Herren er konge!
    Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
    Han dømmer folkene med retskaffenhed.

    2. læsning 1 Kor 1, 18-25

    For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft – der står jo skrevet:

    De vises visdom vil jeg ødelægge,
    de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre.

    Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

    Akklamation til Evangeliet Mark 1,17

    Halleluja!
    Så siger Herren:
    Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer
    til menneskefiskere.

    Evangelium Mark 1,14-20

    Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”

    Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Andreas, Simons bror, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. Jesus sagde til dem: “Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.” Og de lod straks garnene være og fulgte ham. Da han gik et stykke videre, så han Jakob, Zebedæus’ søn, og hans bror Johannes i båden i færd med at ordne garnene. Straks kaldte han på dem, og de lod deres far Zebedæus blive tilbage i båden sammen med daglejerne og fulgte ham.

     

31
  • Hele dagen
    31/01/2022

     


    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække C
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 4. alm. uge (IV Ps)
    Helgener: Johannes Bosco, præst († 1888) (m)


    Læsning 2 Sam 15,13-14. 30; 16,5-13

    Der kom en budbringer til David med besked om, at israelitterne havde taget parti for Absalom. David sagde til de folk, han havde hos sig i Jerusalem: »Kom, lad os flygte, ellers undslipper vi ikke Absalom. Skynd jer af sted! Han kan hurtigt nå frem og bringe ulykke over os og hugge byens indbyggere ned med sværd.«

    David gik videre op ad Oliebjerget, og han græd hele vejen, barfodet og med tilhyllet hoved, og alle, som fulgte ham, gik med tilhyllet hoved og græd.

    Da kong David nåede til Bahurim, kom en mand ud fra byen. Han var af samme slægt som Saul, hed Shim’i og var søn af Gera. Han gik og udstødte forbandelser og kastede sten efter David og hans folk, skønt kongen var omgivet af hele hæren og alle elitetropperne. Shim’i forbandede ham og sagde: »Forsvind, din morder, dit onde menneske! Nu gengælder Herren dig alt det blod, du har udgydt i Sauls hus. Du gjorde dig til konge efter ham, men nu har Herren givet riget i din søn Absaloms hånd. Det har du for din ondskab, din morder!« Da sagde Serujas søn Abishaj til kongen: »Hvorfor skal den døde hund have lov at forbande dig, herre konge? Lad mig gå over og hugge hovedet af ham.« Men kongen svarede: »Pas jer selv, Serujasønner! Når han forbander, er det, fordi Herren har sagt, han skal forbande mig; hvem kan så spørge: Hvorfor gør du det?« Og til Abishaj og alle sine folk sagde han: »Når min søn, mit eget kød og blod, stræber mig efter livet, hvor meget mere vil så ikke den benjaminit gøre det? Lad ham bare forbande mig, når Herren har sagt, at han skal. Måske ser Herren til min nød og giver mig lykke i stedet for forbandelsen i dag.« David og hans mænd gik videre på vejen, mens Shim’i fulgte med oppe på bjergsiden og blev ved med at forbande, kaste sten og smide jord efter ham.

    Vekselsang Sl 3,2-3.4-5.6-7

    R. Rejs dig, Herre, frels mig, min Gud!

    Herre, hvor er mine fjender mange!
    Mange rejser sig imod mig,
    mange siger om mig:
    »Ham frelser Gud ikke.«

    Men du, Herre, er mit skjold,
    min ære, den der løfter mit hoved.
    Jeg råber højt til Herren,
    og han svarer mig fra sit hellige bjerg.

    Jeg lagde mig og sov,
    jeg vågnede, for Herren støtter mig.
    Jeg frygter ikke ti tusind krigere,
    der belejrer mig fra alle sider.

    Akklamation til Evangeliet Luk 7,16

    Halleluja!
    En stor profet er fremstået iblandt os,
    og Gud har besøgt sit folk.

    Evangelium Mark 5,1-20

    På den tid kom Jesus sammen med sine disciple over til den anden bred af søen til gerasenernes land. Og da Jesus steg ud af båden, kom der i det samme en mand hen imod ham fra gravhulerne; han var besat af en uren ånd. Han holdt til i gravene, og ikke engang med lænker kunne man holde ham bundet; for han var ofte blevet lagt i fodjern og lænker, men lænkerne havde han revet af sig, og fodjernene havde han sprængt. Ingen var i stand til at tæmme ham; hele tiden, både nat og dag, løb han rundt mellem gravene og på bjergene og råbte og skreg og slog sig selv med sten. Da han på lang afstand fik øje på Jesus, kom han løbende og kastede sig ned for ham og råbte med høj røst: “Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, du Gud den Højestes søn! Jeg besværger dig for Guds skyld: Pin mig ikke!” Jesus havde nemlig sagt til ham: “Du urene ånd, far ud af manden.” Og han spurgte ham: “Hvad er dit navn?” Han svarede ham: “Legion er mit navn, for vi er mange.” Og de tiggede og bad ham om ikke at sende dem bort fra egnen.
    Dér ved bjerget gik der en stor flok svin og fandt føde; og dæmonerne bad ham: “Send os over i svinene, så vi kan fare ind i dem.” Det gav han dem lov til. Og de urene ånder fór ud af manden og ind i svinene; og flokken på omkring to tusind styrtede ud over skrænten ned i søen og druknede. Men svinehyrderne løb deres vej og fortalte om det i byen og på landet, og folk kom for at se, hvad der var sket. De kommer hen til Jesus og ser den dæmonbesatte, som havde haft legionen i sig, sidde påklædt og ved sin fulde fornuft, og de blev grebet af frygt. Men de, der havde set det, forklarede dem, hvad der var sket med den dæmonbesatte, og fortalte om det med svinene. Så bad de ham om at forlade deres egn.
    Da Jesus var ved at gå om bord i båden, bad manden, der havde været besat, om lov til at komme med ham. Men det afslog han og sagde til ham: “Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig.” Så gik han hen og gav sig til at prædike i Dekapolis om alt det, Jesus havde gjort mod ham, og alle undrede sig.