Læsninger

< 2021 >
juli 25 - juli 31
  • 25
    25. juli 2021

    17. ALM. SØNDAG B

    Hele dagen
    25/07/2021

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    17. ALM. SØNDAG. (I Ps)
    Helgener:


    1. læsning 2 Kong 4,42-44

    Engang kom en mand fra Ba’al-Shalisha og bragte gudsmanden nogle brød af førstegrøden, tyve bygbrød og noget frisk korn i sin ransel. Han sagde: “Giv folkene det at spise!” Hans tjener svarede: “Det er da ikke noget at sætte for hundrede mand!” Men han sagde: “Giv folkene det at spise, for dette siger Herren: De skal spise og få tilovers!” Tjeneren satte det for dem, og de spiste og fik tilovers, som Herren havde sagt.

    Vekselsang Sl 145,10-11.15-16.17-18

    R. Du åbner din hånd og mætter os.

    Alle dine skabninger, Herre, takker dig,
    dine fromme priser dig.
    De fortæller om dit herlige kongedømme
    og taler om din styrke.

    Alles øjne er rettet mod dig,
    og du giver dem deres føde i rette tid.
    Du åbner din hånd
    og mætter alle skabninger med det, de ønsker.

    Herren er retfærdig på alle sine veje,
    han er trofast i alle sine gerninger.
    Herren er nær ved alle, der råber til ham,
    alle der råber til ham i oprigtighed.

    2. læsning Ef 4,1-6

    Brødre og søstre. Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.

    Akklamation til Evangeliet Luk 7,16

    Halleluja!
    En stor profet er fremstået iblandt os,
    og Gud har besøgt sit folk.

    Evangelium Joh 6,1-15
    På den tid tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær.

    Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: “Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?” Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: “Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.” En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: “Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?” Jesus sagde: “Få folk til at sætte sig.” Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: “Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.” Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist.

    Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: “Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.” Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

  • 26
    26. juli 2021

    Mandag i 17. alm. uge I

    Hele dagen
    26/07/2021

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Mandag i 17. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Den hellige Joakim og den hellige Anna,
    Jomfru Marias forældre (m)


    Læsning 2 Mos 32,15-24. 30-34

    Moses begav sig så ned af bjerget med Vidnesbyrdets to tavler i hænderne; der var skrevet på begge sider af tavlerne, både forpå og bagpå. Tavlerne var Guds eget værk, og skriften var Guds egen skrift, mejslet i tavlerne.

    Da Josva hørte larmen fra folket, sagde han til Moses: »Der lyder krigslarm i lejren.« Men han svarede:

    »Det er ikke sang om sejr, der lyder,
    det er ikke sang om nederlag, der lyder,
    det er larmende sang, jeg hører.«

    Da Moses kom nærmere til lejren og så tyrekalven og dem, der dansede, flammede hans vrede op, og han slyngede tavlerne til jorden ved bjergets fod og knuste dem. Derpå tog han kalven, som de havde lavet, og brændte den; han knuste den til støv og spredte det ud over vandet, og det gav han israelitterne at drikke. Moses sagde til Aron: »Hvad har folket her gjort dig, siden du har bragt så stor synd over det?« Aron svarede: »Du må ikke være vred, herre, du ved selv, hvor slet det står til med dette folk. De sagde til mig: Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os op fra Egypten. Da sagde jeg til dem: De, der har guldsmykker, skal tage dem af. De gav mig dem, jeg kastede dem i ilden, og ud kom denne tyrekalv.«

    Dagen efter sagde Moses til folket: »I har begået en stor synd. Nu vil jeg gå op til Herren; måske kan jeg skaffe soning for jeres synd.« Så vendte Moses tilbage til Herren og sagde: »Ak, dette folk har begået en stor synd; de har lavet sig en gud af guld. Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører.« Herren svarede Moses: »Den, der har syndet mod mig, vil jeg slette af min bog. Gå nu, og før folket til det sted, jeg har sagt dig; se, min engel skal gå foran dig! Men der kommer en dag, da jeg vil straffe dem for deres synd.«

    Vekselsang Sl 106,19-20.21-22.23

    R. Tak Herren, for han er god.

    De lavede en tyrekalv ved Horeb
    og tilbad det støbte billede.
    De skiftede deres ære ud
    med billedet af en okse, der æder græs.

    De glemte Gud, deres frelser,
    som gjorde store gerninger i Egypten,
    undere i Kams land,
    og frygtindgydende gerninger ved Sivhavet.

    Han havde besluttet at udrydde dem,
    hvis ikke Moses, hans udvalgte,
    havde lagt sig imellem
    for at hindre hans vrede i at ødelægge.

    Akklamation til Evangeliet Jak 1,18

    Halleluja!
    Efter sin vilje fødte Faderen os ved sandhedens ord
    til at være en førstegrøde af hans skabninger.

    Evangelium Matt 13,31-35

    På den tid fortalte Jesus folkeskaren en anden lignelse: »Himmeriget ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark. Det er mindre end alle andre frø, men når det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene.«

    Han fortalte dem en anden lignelse: »Himmeriget ligner en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål hvedemel, til det hele var gennemsyret.«

    Alt dette sagde Jesus i lignelser til skarerne, og han talte intet til dem undtagen i lignelser, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:

    Jeg vil åbne min mund med lignelser,
    jeg vil fremføre det, der har været skjult, siden verden blev grundlagt.

  • 27
    27. juli 2021

    Tirsdag i 17. alm. uge I

    Hele dagen
    27/07/2021

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Tirsdag i 17. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning2 Mos 33,7-11; 34,5b-9. 28

    Moses plejede at hente teltet og slå det op uden for lejren i god afstand fra den; han kaldte det Åbenbaringsteltet. Hver gang nogen søgte råd hos Herren, gik han ud til Åbenbaringsteltet uden for lejren. Og hver gang Moses gik ud til teltet, stillede hele folket sig i hver sin teltåbning og fulgte Moses med øjnene, til han var kommet ind i teltet. Når Moses kom ind i teltet, steg skysøjlen ned og stod i indgangen til teltet, og Herren talte med Moses. Når folket så skysøjlen stå i indgangen til teltet, rejste de sig alle sammen, og de kastede sig ned, hver i sin teltåbning. Og Herren talte med Moses ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet. Derpå vendte Moses tilbage til lejren. Den unge mand Josva, Nuns søn, der var i hans tjeneste, veg ikke fra teltet.

    Og Moses påkaldte Herrens navn. Og Herren gik forbi ham og råbte: »Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd; men han lader ikke den skyldige ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn.« Straks kastede Moses sig til jorden og sagde: »Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå med iblandt os, Herre, for nok er det et stivnakket folk, men du vil tilgive vor skyld og synd og beholde os som din ejendom.«

    Så blev han der hos Herren i fyrre dage og fyrre nætter uden at spise eller drikke noget, og han skrev pagtens ord, de ti bud, på tavlerne.

    Vekselsang Sl 103,6-7.8-9.10-11.12-13

    R. Herren er barmhjertig og nådig.

    Herren øver retfærdighed
    og ret mod alle undertrykte.
    Han kundgjorde Moses sine veje
    og israelitterne sine gerninger.

    Herren er barmhjertig og nådig,
    sen til vrede og rig på troskab.
    Han anklager ikke for evigt
    og vredes ikke for altid;

    han gengælder os ikke vore synder
    og lønner os ikke efter vor skyld.
    Så høj som himlen er over jorden,
    så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;

    så langt som øst ligger fra vest,
    så langt har han fjernet vore synder fra os.
    Som en far er barmhjertig mod sine børn,
    er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.

    Akklamation til Evangeliet 

    Halleluja!
    Sæden er Guds ord og sædemanden Kristus;
    enhver, som finder ham, forbliver i evighed.

    Evangelium Matt 13,36-43

    På den tid lod Jesus skarerne gå og gik hjem. Og hans disciple kom og bad ham: »Forklar os lignelsen om ukrudtet på marken.« Han svarede: »Den, der sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn. Men ukrudtet er den Ondes børn, og fjenden, der såede det, er Djævelen. Høsten er verdens ende, og høstfolkene er engle. Ligesom altså ukrudtet tages fra og brændes i ild, således skal det også gå ved verdens ende: Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige. Den, der har ører, skal høre!«

  • 28
    28. juli 2021
    Ingen begivenheder
  • 29
    29. juli 2021

    Torsdag i 17. alm. uge I

    Hele dagen
    29/07/2021

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Torsdag i 17. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Olav, martyr († 1030) (m)
    På Færøerne og i Grønland


    Læsning 2 Mos 40,16-21. 34-38

    Moses gjorde, ganske som Herren havde befalet ham. På den første dag i den første måned i det andet år blev boligen rejst. Moses rejste boligen, han satte fodstykkerne til den på plads, stillede plankerne op, anbragte tværlægterne og rejste stolperne til den. Han spændte teltet ud over boligen og anbragte teltets dække oven over det, sådan som Herren havde befalet Moses.

    Så tog han Vidnesbyrdet og lagde det i arken, anbragte bærestængerne på arken og lagde sonedækket oven på arken. Han førte arken ind i boligen og satte forhænget op, så det dækkede for Vidnesbyrdets ark, sådan som Herren havde befalet Moses.

    Når de gik ind i Åbenbaringsteltet, og når de trådte hen til alteret, vaskede de sig, sådan som Herren havde befalet Moses. Så rejste han forgården hele vejen rundt om boligen og alteret og hængte forhænget for portåbningen til forgården. Sådan fuldførte Moses arbejdet. Skyen dækkede Åbenbaringsteltet, og Herrens herlighed fyldte boligen. Moses kunne ikke gå ind i Åbenbaringsteltet, fordi skyen havde lagt sig over det, og Herrens herlighed fyldte boligen. På hele deres vandring fra sted til sted brød israelitterne op, når skyen løftede sig fra boligen.

    Vekselsang Sl 84,3.4.5-6a & 8a.11

    R. Hvor er din bolig vidunderlig,
    Hærskarers Herre!

    Min sjæl fortæres af længsel
    efter Herrens forgårde,
    mit hjerte og min krop råber
    efter den levende Gud.

    Selv spurven finder sig et bo,
    og svalen en rede,
    hvor den lægger sine unger,
    ved dine altre,
    Hærskarers Herre,
    min konge og min Gud.

    Lykkelige de, der bor i dit hus,
    til stadighed kan de prise dig.
    Lykkelige de mennesker, der har deres styrke i dig,
    de går fra kraft til kraft.

    En dag i dine forgårde er bedre
    end tusind, jeg selv har valgt.
    At ligge ved tærskelen til min Guds hus
    er bedre end at bo i ugudeliges telte.

    Akklamation til Evangeliet Jfr. ApG 16,14b

    Halleluja!
    Herre, åbn vore hjerter,
    så vi kan tage din Søns ord til os.

    Evangelium Matt 13,47-53

    På den tid sagde Jesus til folkemængden: »Igen: Himmeriget ligner et vod, der blev kastet i søen og samlede fisk af enhver art; da det var fuldt, trak de det op på bredden og satte sig og samlede de gode fra i tønder og kastede de dårlige ud. Således skal det gå ved verdens ende: Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Har I fattet alt dette?« De svarede: »Ja!« Da sagde han til dem: »Derfor: Enhver skriftklog, der er blevet Himmerigets discipel, ligner en husbond, der tager nyt og gammelt frem fra sit forråd.«

    Da Jesus var færdig med at fortælle disse lignelser, gik han bort derfra.

    OLAV

    Hele dagen
    29/07/2021

    OLAV, martyr († 1030) (h)


    1. læsning Visd 10,10-14

    Det var hende, der ledte den retfærdige ad rette vej, da han var på flugt for sin brors vrede. Hun viste ham Guds rige og gav ham kundskab om det hellige; hun gav ham velstand midt i hans slid og lod hans anstrengelser lykkes. Hun stod ham bi mod hans undertrykkeres griskhed og gjorde ham til en rig mand. Hun værnede ham mod hans fjender og bragte ham i sikkerhed for dem, der efterstræbte ham; i den hårde kamp gav hun ham sejrsprisen, for at han skulle forstå, at gudsfrygt er det stærkeste af alt.

    Det var hende, som blev hos den retfærdige, da han var blevet solgt som træl, og reddede ham fra at begå synd; hun fulgte med ham ned i fangehullet, og mens han lå i lænker, svigtede hun ham ikke; til sidst skaffede hun ham rigets scepter og magt over dem, som ville underkue ham; dem, der bagtalte ham, afslørede hun som løgnere, og ham selv gav hun evigt ry.

    Vekselsang Sl 31,2-3a.3bcd-4. 6&8ab.16bc & 17

    R. Fader! I dine hænder, betror jeg min ånd.

    Herre, hos dig søger jeg tilflugt,
    lad mig ikke for evigt blive til skamme,
    udfri mig i din retfærdighed!
    Vend dit øre mod mig,
    red mig i hast.

    Vær min tilflugts klippe,
    den borg, hvor jeg finder redning.
    For du er min klippe og min borg,
    led mig og før mig for dit navns skyld!

    I dine hænder betror jeg min ånd,
    du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud.
    Jeg vil juble og glæde mig over din trofasthed;
    du så min nød.

    Red mig fra mine fjender og forfølgere!
    Lad dit ansigt lyse over din tjener,
    frels mig i din trofasthed!

    2. læsning Jak 1,2-4. 12

    Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.

    Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham.

    Akklamation til Evangeliet Jak 1,12

    Halleluja!
    Salig den mand, som holder ud i prøvelse.
    Han vil få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem,
    der elsker ham.

    Evangelium Matt 16,24-28

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? For Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger. Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige.«

  • 30
    30. juli 2021

    Fredag i 17. alm. uge I

    Hele dagen
    30/07/2021

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Fredag i 17. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Peter Chrysologus, biskop og kirkelærer († 451)


    Læsning 3 Mos 23,1. 4-11. 15-16. 34b-37

    Herren talte til Moses og sagde: Dette er Herrens fester, de hellige festforsamlinger, som I skal udråbe til den fastsatte tid. På den fjortende dag i den første måned, lige inden mørket falder på, er det påske for Herren. På den femtende dag i samme måned er det de usyrede brøds fest for Herren; syv dage skal I spise usyrede brød. På den første dag skal I holde hellig festforsamling; da må I ikke udføre noget arbejde. I skal bringe Herren ofre i syv dage; på den syvende dag skal der være hellig festforsamling. Da må I ikke udføre noget arbejde.

    Herren talte til Moses og sagde: Tal til israelitterne og sig til dem: Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, og høster kornet, skal I bringe det første neg af jeres høst til præsten. Han skal foretage svingning med neget for Herrens ansigt, for at I kan opnå hans velbehag; præsten skal svinge det dagen efter sabbatten.

    Derpå skal I tælle syv uger frem fra dagen efter sabbatten, den dag I bringer svingningsneget; det skal være syv hele uger; I skal tælle halvtreds dage frem til dagen efter den syvende sabbat; da skal I bringe Herren et nyt afgrødeoffer. På den tiende dag i denne syvende måned falder forsoningsdagen. I skal holde hellig festforsamling og spæge jeres legeme, og I skal bringe Herren et offer. Den femtende dag i denne syvende måned er det løvhyttefest for Herren i syv dage. På den første dag skal der være hellig festforsamling; I må ikke udføre noget arbejde. I syv dage skal I bringe Herren ofre. Den ottende dag skal I holde hellig festforsamling og bringe Herren ofre. Det er en festdag; I må ikke udføre noget arbejde.

    Det er Herrens fester, som I skal udråbe som hellige festforsamlinger; da skal I bringe Herren ofre, brændoffer, afgrødeoffer, slagtoffer og drikofre som fastsat for de enkelte dage.

    Vekselsang Sl 81,3-4.5-6ab.10-11ab

    R. Bryd ud i jubel for Gud, vor styrke.

    Istem sangen, lad pauken lyde,
    den dejlige citer og harpen.
    Stød i vædderhornet på nymånedagen
    og på vor festdag ved fuldmåne.

    Det er en lov i Israel,
    det er et bud fra Jakobs Gud.
    Han gjorde det til en vedtægt i Josef,
    da de drog ud af Egypten.

    Du må ikke have nogen fremmed gud,
    du må ikke tilbede en anden gud.
    Jeg er Herren din Gud,
    som førte dig op fra Egypten.

    Akklamation til Evangeliet 1 Pet 1,25

    Halleluja!
    Herrens ord forbliver til evig tid.
    Det er dette ord, som er forkyndt for jer.

    Evangelium Matt 13,54-58

    På den tid kom Jesus til sin hjemby og underviste dem i deres synagoge, så de blev slået af forundring og spurgte: »Hvorfra har han denne visdom og kraften til at gøre mægtige gerninger? Er det ikke tømrerens søn? Hedder hans mor ikke Maria og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? Bor alle hans søstre ikke her hos os? Hvor har han så alt dette fra?« Og de blev forarget på ham. Men Jesus sagde til dem: »En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og i sit hus.« Og han gjorde ikke mange mægtige gerninger dér på grund af deres vantro.

  • 31
    31. juli 2021

    Lørdag i 17. alm. uge I

    Hele dagen
    31/07/2021

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække B
    Hverdagstekstrække I


    Lørdag i 17. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Ignatius af Loyola, præst († 1556) (m)


    Læsning 3 Mos 25,1. 8-17

    Herren talte til Moses på Sinajs bjerg og sagde: »Så skal du tælle syv sabbatår frem, syv gange syv år; de syv sabbatår bliver i alt niogfyrre år. På den tiende dag i den syvende måned skal du lade hornet lyde; på forsoningsdagen skal I lade hornet lyde overalt i jeres land. I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle dets indbyggere; det skal være et jubelår for jer. I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom, I skal hver især vende tilbage til jeres familie. Det halvtredsindstyvende år skal være jubelår for jer; da må I ikke så, I må heller ikke høste det, der har sået sig selv, og I må ikke plukke druer fra de ubeskårne ranker. For det er jubelår, det skal I holde helligt. I skal spise dets afgrøde lige fra marken.

    I et sådant jubelår skal I hver især vende tilbage til jeres ejendom. Når I sælger jord, hvad enten det er noget, du vil sælge til din landsmand, eller noget, du vil købe af ham, må I ikke udnytte hinanden. Når du køber jord af din landsmand, er det årene efter sidste jubelår, der tæller; det er afgrødeårene, der tæller, når han sælger til dig. Er der mange år til næste jubelår, skal du give ham høj betaling, er der få år, skal du give ham lav betaling; det er jo et antal afgrøder, han sælger til dig. Landsmænd må ikke udnytte hinanden. Du skal frygte din Gud, for jeg er Herren jeres Gud.«

    Vekselsang Sl 67,2-3.5.7-8

    R. Folkene skal takke dig, Gud,
    alle folkene skal takke dig.

    Gud være os nådig og velsigne os,
    han lade sit ansigt lyse over os,
    så din vej kendes på jorden
    og din frelse blandt alle folkene.

    Folkeslagene skal glæde sig og juble,
    for du dømmer folkene retfærdigt,
    og du leder folkeslagene på jorden.

    Jorden har givet sin afgrøde.
    Gud, vor Gud velsigne os,
    Gud velsigne os,
    og hele den vide jord frygte ham.

    Akklamation til Evangeliet Matt 5,10

    Halleluja!
    Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
    for Himmeriget er deres.

    Evangelium Matt 14,1-12

    På den tid hørte landsfyrsten Herodes rygtet om Jesus, og han sagde til sine hoffolk: »Det er Johannes Døber! Han er stået op fra de døde, og derfor virker disse kræfter i ham.« Herodes havde nemlig ladet Johannes gribe, lægge i lænker og sætte i fængsel på grund af Herodias, sin bror Filips hustru; for Johannes havde sagt til ham: »Du har ikke lov til at have hende.« Herodes ville også have ladet ham slå ihjel, men var bange for folk, for de anså Johannes for en profet.

    Men da Herodes fejrede fødselsdag, dansede Herodias’ datter for selskabet og betog Herodes, så han svor på at ville give hende, lige meget hvad hun bad ham om. Tilskyndet af sin mor siger hun: »Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad!« Kongen blev ked af det, men på grund af sin ed og sine gæster befalede han, at hun skulle have det, og han sendte bud og lod Johannes halshugge i fængslet. Og hans hoved blev bragt på et fad og givet til pigen, og hun bragte det til sin mor. Men hans disciple kom og hentede liget og begravede ham, og de gik hen og fortalte Jesus det.