Læsninger

< 2021 >
april 25 - maj 01
  • 25
    25. april 2021

    4. SØNDAG I PÅSKEN B

    Hele dagen
    25/04/2021

    Påsketid
    Søndagstekstrække B


    4. søndag i påsken
    Helgener:
    International bededag for præste- og ordenskald.
    Kollekt til bispedømmets teologistuderende.


    1. læsning ApG 4,8-12

    På den tid sagde Peter, opfyldt af Helligånden: »Folkets ledere og ældste! Når vi i dag bliver forhørt på grund af en velgerning mod en syg mand, hvordan han er blevet helbredt, så skal I alle, ja, hele Israels folk vide, at det er i Jesu Kristi, nazaræerens, navn, ham som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står rask foran jer. Jesus er den sten, som blev vraget af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten. Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.«

    Vekselsang Sl 118,1&+8-9.21-23.26&28-29

    R. Den sten, bygmestrene vragede,
    er blevet hovedhjørnesten.

    eller:

    Halleluja!

    Tak Herren, for han er god,
    hans trofasthed varer til evig tid.
    Det er bedre at søge tilflugt hos Herren
    end at stole på mennesker.
    Det er bedre at søge tilflugt hos Herren
    end at stole på stormænd.

    Jeg takker dig, for du svarede mig
    og blev min frelse.
    Den sten, bygmestrene vragede,
    er blevet hovedhjørnesten.
    Det er Herrens eget værk,
    det er underfuldt for vore øjne.

    Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
    Vi velsigner jer fra Herrens tempel.
    Du er min Gud, jeg takker dig,
    min Gud, jeg priser dig.
    Tak Herren, for han er god,
    hans trofasthed varer til evig tid.

    2. læsning 1 Joh 1-2

    I elskede! Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham. Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.

    Akklamation til Evangeliet Joh 10,14

    Halleluja!
    Jeg er den gode hyrde, siger Herren.
    Jeg kender mine får, og mine får kender mig.

    Evangelium Joh 10,11-18

    På den tid sagde Jesus: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene.

    Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.

    Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre.«

  • 26
    26. april 2021
    Ingen begivenheder
  • 27
    27. april 2021
    Ingen begivenheder
  • 28
    28. april 2021

    Fredag i 2. uge i påsken

    Hele dagen
    28/04/2021

    Påsketid
    Søndagstekstrække B


    Fredag i 2. uge i påsken (II Ps).
    Helgener:


    Læsning ApG 5, 34-42

    En lovlærer rejste sig i Rådet, en farisæer, der hed Gamaliel, og som var anset i hele folket. Han befalede, at mændene skulle føres udenfor et øjeblik. Så sagde han til de andre: »Israelitter! Tag jer i agt for, hvad I er ved at gøre med disse mænd. For før vores tid optrådte Theudas og påstod, at han var noget. Han fik tilslutning fra omkring fire hundrede mand, men han blev dræbt, og alle, der havde fulgt ham, blev spredt og blev til ingenting. Efter ham optrådte Judas fra Galilæa i folketællingens dage, og han fik folk til at følge sig og gøre oprør; men han omkom også, og alle de, der havde fulgt ham, blev spredt for alle vinde. I denne sag siger jeg jer: Hold jer fra disse mennesker og lad dem gå! For hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem; kom ikke til at stå som mennesker, der kæmper mod Gud.« De fulgte hans råd og kaldte apostlene ind, lod dem piske og forbød dem at tale i Jesu navn og løslod dem. De forlod så rådssalen, glade fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld. Både i templet og hjemme fortsatte de hver dag med at undervise og forkynde, at Jesus er den Salvede.

    Vekselsang Sl 27,1.4.13-14

    R. Kun ét ønsker jeg fra Herren,
    at bo i Herrens hus.

    eller:

    Halleluja!

    Herren er mit lys og min frelse,
    hvem skal jeg da frygte?
    Herren er værn for mit liv,
    hvem skal jeg da være bange for?

    Kun ét ønsker jeg fra Herren,
    kun det længes jeg efter:
    At bo i Herrens hus,
    så længe jeg lever,
    så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed
    og søge svar fra ham i hans tempel.

    Men jeg stoler på,
    at jeg skal se Herrens godhed
    i de levendes land.
    Sæt dit håb til Herren,
    vær stærk, fat mod,
    sæt dit håb til Herren!

    Akklamation til Evangeliet Matt 4,4b

    Halleluja!
    Mennesket skal ikke leve af brød alene,
    men af hvert ord, der udgår af Guds mund

    Evangelium Joh 6,1-15

    På den tid tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær.

    Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist.

    Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

  • 29
    29. april 2021
    Ingen begivenheder
  • 30
    30. april 2021
    Ingen begivenheder
  • 01
    1. maj 2021

    JOSEF, ARBEJDEREN

    Hele dagen
    01/05/2021

    JOSEF, ARBEJDEREN


    Læsning 1 Mos 1,26-2,3 eller Kol 3,14-15. 17.23-24

    Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.

    Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.

    Vekselsang Sl 90,2.3-4.12-13.14&16

    R. Styrk vore hænders værk, Herre.

    Før bjergene fødtes,
    før jorden og verden blev til,
    fra evighed til evighed er du Gud.

    Du lader mennesket vende tilbage til støvet,
    du siger: »Vend tilbage, I mennesker!«
    Tusind år er i dine øjne
    som dagen i går, der er forbi,
    som en nattevagt.

    Lær os at holde tal på vore dage,
    så vi får visdom i hjertet.
    Vend tilbage, Herre! Hvor længe bliver du borte?
    Vis medlidenhed med dine tjenere!

    Mæt os om morgenen med din godhed,
    så vi kan juble og glæde os hele vort liv.
    Lad dine tjenere få dit værk at se,
    lad deres børn se din pragt!

    Akklamation til Evangeliet Sl 68,20

    Halleluja!
    Lovet være Herren dag efter dag,
    Gud bærer os, han er vor frelse.

    Evangelium Matt 13,54-58

    På den tid kom Jesus til sin hjemby og underviste dem i deres synagoge, så de blev slået af forundring og spurgte: »Hvorfra har han denne visdom og kraften til at gøre mægtige gerninger? Er det ikke tømrerens søn? Hedder hans mor ikke Maria og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? Bor alle hans søstre ikke her hos os? Hvor har han så alt dette fra?« Og de blev forarget på ham. Men Jesus sagde til dem: »En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og i sit hus.« Og han gjorde ikke mange mægtige gerninger dér på grund af deres vantro.


    Læsning
    Kol 3,14-15. 17.23-24
    I skal iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet
    som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige. Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn,
    og sig Gud Fader tak ved ham!
    Hvad I end gør, gør det af hjertet for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I af Herren skal få jeres arv til gengæld.
    Tjen Kristus, vor Herre.

    Lørdag i 4. uge i påsken

    Hele dagen
    01/05/2021

    Påsketid
    Søndagstekstrække B


    Lørdag i 4. uge i påsken (IV Ps)
    Helgener: Josef, Arbejderen
    Hvis Josef fejres læses følgende tekster
    Bededag for præste-og ordenskald


    Læsning ApG 13,44-52

    Den følgende sabbat var næsten hele byen kommet sammen for at høre Herrens ord. Da jøderne så skarerne, blev de fulde af misundelse, og det, Paulus sagde, modsagde de og spottede. Men Paulus og Barnabas talte med frimodighed og sagde: »Guds ord måtte forkyndes for jer først. Men siden I afviser det og ikke anser jer selv for værdige til evigt liv, så vender vi os til hedningerne. For således har Herren befalet os det:

    Jeg har gjort dig til lys for folkene,
    for at du skal være til frelse til jordens ende.«

    Da hedningerne hørte det, blev de glade, og de priste Herrens ord; og alle, som var bestemt til evigt liv, kom til tro. Og Herrens ord blev udbredt i hele landet. Men jøderne fik ophidset de fornemme gudfrygtige kvinder og byens førende mænd og rejste en forfølgelse mod Paulus og Barnabas; og de jog dem ud, væk fra deres egn. Men de rystede støvet af fødderne mod dem og rejste så til Ikonion, og disciplene blev fyldt af glæde og Helligånd.

    Vekselsang Sl 98,1.2-3ab.3cd-4

    R. Hele den vide jord har set, vor Guds frelse.

    eller:

    Halleluja!

    Syng en ny sang for Herren,
    for han har udført undere;
    hans højre hånd og hellige arm
    har skaffet ham sejr.

    Herren har kundgjort sin frelse,
    for folkenes øjne
    har han åbenbaret sin retfærdighed.
    Han har husket på sin godhed
    og sin trofasthed mod Israels hus.

    Hele den vide jord har set,
    vor Guds frelse.
    Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden,
    bryd ud i jubel og lovsang!

    Akklamation til Evangeliet Joh 8,31b-32

    Halleluja!
    Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple,
    og I skal lære sandheden at kende – siger Herren.

    Evangelium Joh 14,7-14

    Jesus sagde til sine disciple: »Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

    Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen; og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen. Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.