Læsninger

< 2021 >
december
  • 01
    1. december 2021

    Onsdag i 1. uge i advent

    Hele dagen
    01/12/2021

    Adventstiden I
    Søndagstekstrække C


    Onsdag i 1. uge i advent (I Ps)
    Helgener:


    Læsning Es 25, 6-10a

    På dette bjerg skal Hærskarers Herre
    holde festmåltid for alle folkene,
    et festmåltid med fede retter og lagret vin,
    med marvfede retter og ædel, lagret vin.
    Så opsluges på dette bjerg sløret,
    det slør, der ligger over alle folkene,
    det dække, der er bredt over alle folkeslag;
    døden opsluges for evigt.
    Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt,
    han fjerner spotten mod sit folk fra hele jorden,
    for Herren har talt.
    På den dag skal man sige:
    Han er vor Gud,
    vi satte vort håb til ham, og han frelste os.
    Han er Herren, ham håbede vi på,
    lad os juble og glæde os over hans frelse,
    for Herrens hånd hviler på dette bjerg.

    Vekselsang Sl 23,1-2.3-4.5.6

    R. Jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.

    Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
    han lader mig ligge i grønne enge,
    han leder mig til det stille vand.

    Han giver mig kraft på ny,
    han leder mig ad rette stier
    for sit navns skyld.
    Selv om jeg går i mørkets dal,
    frygter jeg intet ondt,
    for du er hos mig,
    din stok og din stav er min trøst.

    Du dækker bord for mig
    for øjnene af mine fjender.
    Du salver mit hoved med olie,
    mit bæger er fyldt til overflod.

    Godhed og troskab følger mig,
    så længe jeg lever,
    og jeg skal bo i Herrens hus
    alle mine dage.

    Akklamation til Evangeliet

    Halleluja!
    Se, Herren kommer for at frelse sit folk;
    salige de, som er rede til at ile ham i møde!

    Evangelium Matt 15,29-37

    Jesus kom til Galilæas Sø, og han gik op på bjerget og satte sig dér. Og store folkeskarer kom hen til ham med lamme, vanføre, blinde, stumme og mange andre. De lagde dem for hans fødder, og han helbredte dem, så skaren undrede sig, da de så, at stumme talte, vanføre blev raske, lamme gik, og blinde kunne se. Og de priste Israels Gud.

    Men Jesus kaldte sine disciple til sig og sagde: »Jeg ynkes over skaren, for de har allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise; og jeg vil ikke sende dem sultne bort, for at de ikke skal blive udmattet undervejs.« Hans disciple sagde til ham: »Hvorfra skal vi her i ødemarken skaffe brød nok til at mætte så stor en skare?« Jesus spurgte dem: »Hvor mange brød har I?« De svarede: »Syv, og nogle småfisk.« Så lod han skaren sætte sig på jorden; og han tog de syv brød og fiskene, takkede, brød dem og gav disciplene dem, og de delte dem ud til skarerne. Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, syv kurve fulde.

  • 02
    2. december 2021

    Torsdag i 1. uge i advent

    Hele dagen
    02/12/2021

    Adventstiden I
    Søndagstekstrække C


    Torsdag i 1. uge i advent (I Ps)
    Helgener:


    Læsning Es 26,1-6

    På den dag skal denne sang synges i Juda:
    Vi har en stærk by,
    for han har sat mure og ringmur som frelse.
    Luk portene op,
    så et retfærdigt folk kan drage ind,
    et folk, som holder fast ved troskab,
    og hvis vilje er fast.
    Du bevarer freden,
    for de stoler på dig.
    Stol altid på Herren,
    for Herren er en evig klippe.
    Han styrter dem ned, der bor i det høje;
    den knejsende by ydmyger han,
    han jævner den med jorden,
    så den ligger i støvet.
    Fødder skal trampe på den,
    hjælpeløses og svages fødder.

    Vekselsang Sl 118,1&8-9.19-21.25-27a

    R. Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!

    Tak Herren, for han er god,
    hans trofasthed varer til evig tid.
    Det er bedre at søge tilflugt hos Herren
    end at stole på mennesker.
    Det er bedre at søge tilflugt hos Herren
    end at stole på stormænd.

    Luk retfærdighedens porte op,
    jeg vil gå ind og takke Herren!
    Her er Herrens port,
    her går de retfærdige ind!
    Jeg takker dig, for du svarede mig
    og blev min frelse.

    Herre, frels dog!
    Herre, lad det lykkes!
    Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
    Vi velsigner jer fra Herrens tempel.
    Herren er Gud, han skal give os lys.

    Akklamation til Evangeliet Es 55,6

    Halleluja!
    Søg Herren, når han er at finde,
    kald på ham, når han er nær.

    Evangelium Matt 7,21. 24-27

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.”

  • 03
    3. december 2021

    Fredag i 1. uge i advent

    Hele dagen
    03/12/2021

    Adventstiden I
    Søndagstekstrække C


    Fredag i 1. uge i advent (I Ps)
    Helgener: Frans Xaver, præst († 1552) (m)


    Læsning Es 29, 17-24

    Det varer kun kort tid,
    så bliver Libanon igen en frugthave,
    og Karmel regnes for skov.
    På den dag skal de døve høre, hvad der står i bogen,
    og de blindes øjne se trods mulm og mørke.
    De hjælpeløse skal igen glæde sig over Herren,
    de fattige skal juble over Israels Hellige.

    Det er forbi med voldsmanden, det er ude med spotteren,
    alle, der lurer på ondt, er udryddet;
    de erklærede mennesker skyldige med deres ord
    og lagde fælder for den, der skulle dømme i porten;
    de afviste den uskyldige med tomme ord.

    Derfor siger Herren til Jakobs hus,
    Herren som udfriede Abraham:
    Nu skal Jakob ikke længere blive til skamme,
    nu skal hans ansigt ikke længere blegne;
    for når hans børn får at se,
    hvad mine hænder har skabt blandt dem,
    vil de hellige mit navn.
    De skal hellige Jakobs Hellige,
    og Israels Gud skal være deres rædsel.
    De, der er faret vild i ånden, får indsigt,
    de, der murrer, tager imod belæring.

    Vekselsang Sl 27,1.4.13-14

    R. Herren er mit lys og min frelse.

    Herren er mit lys og min frelse,
    hvem skal jeg da frygte?
    Herren er værn for mit liv,
    hvem skal jeg da være bange for?

    Kun ét ønsker jeg fra Herren,
    kun det længes jeg efter:
    At bo i Herrens hus,
    så længe jeg lever,
    så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed
    og søge svar fra ham i hans tempel.

    Men jeg stoler på,
    at jeg skal se Herrens godhed
    i de levendes land.
    Sæt dit håb til Herren,
    vær stærk, fat mod,
    sæt dit håb til Herren!

    Akklamation til Evangeliet

    Halleluja!
    Se, vor Herre kommer med kraft;
    han skal oplyse sine tjeneres øjne.

    Evangelium Matt 9,27-31

    På den tid skete det, at to blinde fulgte efter Jesus og de råbte: »Forbarm dig over os, Davids søn!« Da han var kommet hjem, kom de blinde hen til ham, og Jesus spurgte dem: »Tror I, at jeg kan gøre det?« De svarede: »Ja, Herre!« Da rørte han ved deres øjne og sagde: »Det skal ske jer, som I tror.« Og deres øjne åbnedes. Men Jesus talte strengt til dem og sagde: »Se til, at ingen får det at vide.« Men de gik ud og spredte rygtet om ham i hele den del af landet.

  • 04
    4. december 2021

    Lørdag i 1. uge i advent

    Hele dagen
    04/12/2021

    Adventstiden I
    Søndagstekstrække C


    Helgener Johannes af Damaskus, præst og kirkelærer († 749)
    Bededag for præste- og ordenskald


    Læsning Es 30,19-21. 23-26

    Du folk på Zion,
    der bor i Jerusalem,
    græd ikke!
    Han viser dig nåde, når du råber til ham;
    når han hører det, svarer han dig.

    Herren giver jer
    ulykkesbrød og trængselsdrik;
    men din vejleder vil ikke mere holde sig skjult.
    Med egne øjne skal du se din vejleder.
    Med egne ører skal du høre
    et ord, der lyder bag dig:
    »Her er vejen, den skal I følge!«
    I vil jo til højre, og I vil til venstre.

    Så giver han regn til det,
    du sår på din jord,
    og det brød, din jord giver,
    bliver kraftigt og godt.
    På den dag skal dit kvæg græsse
    på vidtstrakte enge
    de okser og æsler, der arbejder i marken,
    skal få syrnet grovfoder at æde;
    det er renset med greb og med skovl.
    På hvert højt bjerg
    og hver knejsende højde
    skal bækkene strømme med vand
    på dagen for det store drab,
    når tårnene falder.
    Månens lys bliver som solens,
    og solens lys bliver syv gange så stærkt,
    som syv dages lys,
    den dag Herren læger sit lemlæstede folk
    og helbreder de sønderslåede.

    Vekselsang Sl 147,1-2.3-4. 5-6

    R. Lykkelig hver den, der venter på Herren!.

    Det er godt at lovsynge vor Gud,
    det er herligt med dejlig lovprisning.
    Herren genopbygger Jerusalem
    og samler Israels fordrevne.

    Han læger dem, hvis hjerte er knust,
    og forbinder deres sår.
    Han bestemmer stjernernes tal
    og kalder dem alle ved navn.

    Vor Herre er stor, mægtig i styrke,
    hans indsigt er uden mål.
    Herren bringer de hjælpeløse på fode,
    men de uretfærdige slår han til jorden.

    Akklamation til Evangeliet

    Halleluja!
    Herren er vor Dommer,
    vor Hersker, vor Konge!

    Evangelium Matt 9,35-10,1.6-8

    Jesus gik omkring i alle byerne og landsbyerne, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse. Da han så folkeskarerne, ynkedes han over dem, for de var vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde. Da sagde han til sine disciple: »Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.«

    Han kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al sygdom og lidelse. Han bød dem og sagde: “Gå til de fortabte får af Israels hus. Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet.

  • 05
    5. december 2021

    2. SØNDAG I ADVENT C

    Hele dagen
    05/12/2021

     


    Adventstiden I
    Søndagstekstrække C


    2. SØNDAG I ADVENT (II Ps)
    Helgener:


    1. læsning Bar 5,1-9

    Affør dig den sorgens og lidelsens dragt, du bærer – Jerusalem, og ifør dig den skønne herligheds klædning fra Gud for evigt.

    Klæd dig i retfærdigheden fra Gud som din kappe, sæt herligheden fra den evige som smykke på dit hoved; thi Gud skal lade din glans blive synlig for hver egn under himlen; og dit navn skal kaldes af Gud til evig tid: “retfærdigheds fred” og “gudsfrygts herlighed”.

    Stå op, Jerusalem, stil dig på højen, og vend blikket mod øst: Se, dine børn kommer samlede både fra vest og fra øst på den helliges bud, opfyldte af glæde over, at Gud kommer dem i hu; thi på deres fod drog de bort fra dig, ført af sted af fjender; men nu fører Gud dem tilbage til dig, bårne med ære som på en kongetrone.

    Gud har jo befalet, at hvert højt bjerg, selv de evige høje, skal sløjfes, og at dalene skal fyldes, så landet bliver jævnt, for at Israel kan vandre trygt under Guds herlighed – ja også skovene og hvert duftende træ skænker Israel skygge på Guds befaling;

    Gud skal jo lede det jublende Israel i lyset af sin herlighed med den barmhjertighed og retfærdighed, han skænker.

    Vekselsang Sl 126,1-2ab,2cd-3,4-5,6

    R. Herren har gjort store ting mod os,
    og vi blev glade.

    Da Herren vendte Zions skæbne,
    var det, som om vi drømte.
    Da fyldtes vor mund med latter,
    vor tunge med jubel.

    Da sagde man blandt folkene:
    “Herren har gjort store ting mod dem.”
    Herren har gjort store ting mod os,
    og vi blev glade.

    Vend vor skæbne, Herre,
    som strømme i Sydlandet!
    De, der sår under tårer,
    skal høste med jubel.

    Grædende går han ud,
    mens han bærer såsæden;
    med jubel vender han hjem,
    mens han bærer sine neg.

    2. læsning Fil 1,4-6.8-11

    Brødre og søstre! I alle mine bønner beder jeg altid for jer alle i glæde over, at I har været med i det fælles arbejde for evangeliet lige fra den første dag indtil nu, og i tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag.

    Gud er mit vidne på, hvor meget jeg længes efter jer alle med Kristi Jesu inderlige kærlighed. Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, så at I kan skønne, hvad der er væsentligt, og være renfærdige og uden anstød på Kristi dag, fyldt af retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til pris og ære.

    Akklamation til Evangeliet Luk 3,4 & 6

    Halleluja!
    Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!
    Og alle mennesker skal se Guds frelse.

    Evangelium Luk 3,1-6

    I kejser Tiberius’ femtende regeringsår, mens Pontius Pilatus var stadholder over Judæa, og Herodes var landsfyrste over Galilæa, hans bror Filip over Ituræa og Trakonitis, og Lysanias over Abilene, og mens Annas og Kajfas var ypperstepræster, da kom Guds ord til Zakarias’ søn, Johannes, ude i ørkenen.

    Han kom så til egnen omkring Jordan, og overalt prædikede han omvendelsesdåb til syndernes forladelse, ligesom der står skrevet i bogen med profeten Esajas’ ord:

    Der er en, der råber i ørkenen:
    Ban Herrens vej,
    gør hans stier jævne!
    Hver dal skal fyldes,
    hvert bjerg og hver høj skal sænkes,
    de krogede veje skal rettes ud,
    de ujævne gøres jævne.
    Og alle mennesker skal se Guds frelse.