Dagens læsning

< 2021 >
december 26 - januar 01
«
»
  • 26
    26/12/2021

    DEN HELLIGE FAMILIE, JESUS, MARIA OG JOSEF C

    Hele dagen
    26/12/2021

    Juletiden


    1. læsning Sir 3,2-6. 12-14

    For det er Herrens vilje, at en far har myndighed over børnene,
    og en mors ret i forhold til sønnerne har han fastsat.
    Den, der ærer sin far, soner sine synder,
    og den, der hædrer sin mor, er som en, der samler sig skatte.
    Den, der ærer sin far, får glæde af sine børn,
    og når han beder, bliver han bønhørt.
    Den, der hædrer sin far, får et langt liv,
    og den, der er lydig mod Herren, giver sin mor ro i sindet.
    Min søn, tag dig af din far i hans alderdom,
    vold ham ikke sorg, så længe han lever.
    Og hvis hans forstand svækkes, skal du, som har din fulde styrke, vise overbærenhed og ikke vanære ham.
    For barmhjertighed mod en far vil ikke blive glemt,
    den genopbygger, hvad dine synder har revet ned.

    Vekselsang Sl 128,1-2.3.4-5

    R. Lykkelig hver den, der frygter Herren
    og vandrer ad hans veje.

    Lykkelig hver den, der frygter Herren
    og vandrer ad hans veje.
    Hvad dine hænder frembringer, skal du selv nyde,
    lykkelig er du, det skal gå dig vel.

    Ja, sådan velsignes den mand,
    der frygter Herren.
    Herren velsigne dig fra Zion,
    så du ser Jerusalems lykke,
    så længe du lever.

    Som en frugtbar vinstok
    er din hustru i dit hus.
    Som nyplantede oliventræer
    sidder dine sønner omkring dit bord.

    2. læsning Kol 3,12-21

    Brødre og søstre! Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige. Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud. Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!

    Hustruer, I skal underordne jer under jeres mænd, som det sømmer sig i Herren. Mænd, elsk jeres hustruer, og vær ikke hårde mod dem.

    Børn, adlyd jeres forældre i alt, for sådan skal det være i Herren. Fædre, I må ikke tirre jeres børn, så de mister modet..

    Akklamation til Evangeliet
    Kol 3,15a. 16a Halleluja!
    Kristi fred skal råde i jeres hjerter;
    Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer.

    Evangelium Luk 2,41-52

    Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.

    Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

    26. december

    Hele dagen
    26/12/2021

    Juletiden


    STEFAN, den første martyr


    Læsning ApG 6,8-10; 7,54-60

    Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige: »Vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.«

    Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.« Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.

    Vekselsang Sl 31,3c-4.6. 8ab.16b-17

    R. Herre, i dine hænder betror jeg min ånd.

    Vær min tilflugts klippe,
    den borg, hvor jeg finder redning.
    For du er min klippe og min borg,
    led mig og før mig for dit navns skyld!

    I dine hænder betror jeg min ånd,
    du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud.

    Jeg vil juble og glæde mig over din trofasthed;
    du så min nød.

    Red mig fra mine fjender og forfølgere!
    Lad dit ansigt lyse over din tjener,
    frels mig i din trofasthed!

    Akklamation til Evangeliet jJfr Sl 118,26-27

    Halleluja!
    Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
    Herren er Gud, han skal give os lys.

    Evangelium Matt 10,17-22

    På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Tag jer i agt for mennesker! De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres synagoger, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem og for hedningerne. Men når de udleverer jer, så vær ikke bekymrede for, hvordan I skal tale, eller hvad I skal sige; for det skal blive givet jer i samme stund, hvad I skal sige. For det er ikke jer, der taler, men det er jeres faders ånd, som taler gennem jer. En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod deres forældre og få dem dømt til døden. Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses.«

  • 27
    27/12/2021
    Ingen begivenheder
  • 28
    28/12/2021

    28. december

    Hele dagen
    28/12/2021

    Juletiden


    DE USKYLDIGE BØRN, martyrer


     

    Læsning Joh 1, 5-2,2

    Mine børn! Dette er det budskab, som vi har hørt af ham og bringer videre til jer: Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os.

    Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder.

    Vekselsang Sl 124,2-3.4-5.7-8

    R. Vort liv blev reddet
    som fuglen fra fuglefængernes fælde.

    Havde Herren ikke været med os,
    dengang mennesker rejste sig mod os,
    da havde de slugt os levende
    i deres flammende vrede mod os.

    Da var vandet skyllet over os,
    floden var strømmet over os,
    da var det brusende vand
    strømmet over os.

    Vort liv blev reddet
    som fuglen fra fuglefængernes fælde.
    Fælden blev knust,
    og vi blev reddet.
    Vi har vor hjælp i Herrens navn,
    himlens og jordens skaber.

    Akklamation til Evangeliet

    Halleluja!
    Dig lover vi Herre, vor Gud:
    dig priser martyrernes mægtige skarer.

    Evangelium Matt 2,13-18

    Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.«

    Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:

    I Rama høres råb,
    gråd og megen klage;
    Rakel græder over sine børn,
    hun vil ikke lade sig trøste,
    for de er ikke mere.

  • 29
    29/12/2021
    Ingen begivenheder
  • 30
    30/12/2021

    30. december

    Hele dagen
    30/12/2021

    Juletiden


    6. DAG I JULEUGEN
    Helgener


    Læsning 1 Joh 2, 12-17

    Jeg skriver til jer, børn: Jeres synder er tilgivet jer for hans navns skyld.
    Jeg skriver til jer, fædre: I kender ham, som har været fra begyndelsen.
    Jeg skriver til jer, I unge: I har overvundet den Onde.
    Jeg har skrevet til jer, børn: I kender Faderen.
    Jeg har skrevet til jer, fædre: I kender ham, som har været fra begyndelsen.
    Jeg har skrevet til jer, I unge: I er stærke, Guds ord bliver i jer, og I har overvundet den Onde.
    Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden og dens begær går til grunde, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.

    Vekselsang Sl 96,7-8a.8b-9.10

    R. Himlen skal glæde sig, jorden juble!

    Vis Herren, I folkenes slægter,
    vis Herren ære og hæder!
    Vis Herrens navn ære.

    Træd ind i hans forgårde med gaver,
    kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt,
    skælv for ham, hele jorden!

    Råb det ud blandt folkene: Herren er konge!
    Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
    Han dømmer folkene med retskaffenhed.

    Akklamation til Evangeliet

    Halleluja!
    En hellig dag er brudt frem for os;
    kom alle folkeslag, og tilbed Herren,
    thi i dag er et stort lys steget ned over jorden.

    Evangelium Luk 2,36-40

    Der var en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.

    Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

  • 31
    31/12/2021
    Ingen begivenheder
  • 01
    01/01/2022
    Ingen begivenheder