Læsninger

< 2020 >
juni 28 - juli 04
  • 28
    28. juni 2020
    Ingen begivenheder
  • 29
    29. juni 2020

    Mandag i 13. alm. uge II

    Hele dagen
    29/06/2020

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Mandag i 13. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning Amos 2,6-10. 13-16

    Dette siger Herren:

    På grund af Israels tre forbrydelser,
    ja fire, opgiver jeg ikke min beslutning.
    De solgte den uskyldige for penge
    og den fattige for et par sandaler.
    De knuser de svages hoved i støvet
    og trænger de hjælpeløse bort fra vejen.
    Far og søn går til samme pige
    og vanhelliger mit hellige navn.
    Ved hvert et alter ligger de
    på kapper, de har taget i pant,
    og i deres Guds hus drikker de vin,
    de har taget som bøde.
    Det var dog mig,
    der udryddede amoritterne foran dem,
    de der var høje som cedre
    og stærke som ege;
    jeg udryddede dem
    fra frugt til rod.
    Det var dog mig,
    der førte jer op fra Egypten
    og lod jer vandre i ørkenen
    i fyrre år,
    så I kunne erobre amoritternes land.
    Se, jeg lader grunden vakle under jer,
    som vognen vakler,
    når den er fuld af neg.
    Den hurtige når ikke sit tilflugtssted,
    den stærke kommer ikke til at bruge sine kræfter,
    krigeren kan ikke redde sit liv,
    bueskytten kan ikke holde stand,
    den rapfodede ikke undslippe,
    rytteren ikke redde sit liv;
    selv den modigste kriger
    må den dag flygte uden våben,
    siger Herren.

    Vekselsang Sl 50,16bc-17. 18-19.20-21.22-23

    R. Forstå det dog, I som glemmer Gud.

    Hvor vover du at remse mine bud op
    og tage min pagt i din mund,
    når du dog hader irettesættelse
    og kaster mine ord bag dig?

    Ser du en tyv, slutter du venskab med ham,
    du gør fælles sag med horkarle.
    Du lader munden løbe med ondskab
    og spænder tungen for bedragets vogn.

    Der sidder du og bagtaler din bror,
    sætter skamplet på en søn af din mor.
    Sådan gør du, skulle jeg så tie?
    Tænker du dig, at jeg er som du?
    Nej, jeg lægger min anklage frem for dig.

    Forstå det dog, I som glemmer Gud,
    ellers sønderriver jeg jer,
    uden at nogen kan redde.
    Den, der bringer takoffer, ærer mig,
    ham lader jeg se Guds frelse.

    Akklamation til Evangeliet Sl 95, 8ab

    Halleluja!
    Om I dog i dag ville lytte til ham!
    Gør ikke jeres hjerter hårde.

    Evangelium Matt 8,18-22

    Da Jesus så, at der var en folkeskare omkring ham, befalede han, at de skulle tage over til den anden bred. Og en skriftklog kom til ham og sagde: »Mester, jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« Men Jesus sagde til ham: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.« En anden af hans disciple sagde: »Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far.« Men Jesus sagde til ham: »Følg mig, og lad de døde begrave deres døde.«

  • 30
    30. juni 2020

    Tirsdag i 13. alm. uge II

    Hele dagen
    30/06/2020

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Tirsdag i 13. alm. uge (I Ps)
    Helgener: De første romerske martyrer


    Læsning Amos, 3,1-8; 4,11-12

    Hør det ord, som Herren taler mod jer, israelitter, mod hele den slægt, som jeg førte op fra Egypten:

    Kun jer kendes jeg ved
    blandt alle jordens folk,
    derfor straffer jeg jer
    for alle jeres synder.

    Følges to mennesker ad,
    uden at det er aftalt?
    Brøler en løve i skoven,
    hvis den ikke har bytte?
    Knurrer en ungløve i sin hule,
    uden at den har fanget noget?
    Falder en fugl til jorden,
    hvis den ikke er ramt?
    Klapper en fælde i,
    hvis der ikke er fangst?
    Mon der stødes i horn i byen,
    uden at folk bliver forfærdede?
    Mon der sker en ulykke i byen,
    uden at Herren har gjort det?

    Nej, Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne.

    Løven brøler,
    hvem frygter da ikke?
    Gud Herren taler,
    hvem profeterer da ikke?

    Jeg ødelagde jer,
    som Gud ødelagde Sodoma og Gomorra,
    og I blev som et stykke brænde,
    der er trukket ud fra et bål.
    Men I vendte ikke om til mig,
    siger Herren.

    Derfor vil jeg gøre sådan mod dig, Israel,
    og fordi jeg vil gøre sådan mod dig, Israel,
    skal du berede dig til at møde din Gud.

    Vekselsang Sl 5,5-6.7.8

    R. Herre, led mig i din retfærdighed.

    Du er ikke en Gud, der holder af uret,
    du giver ikke den onde husly,
    de overmodige
    kan ikke træde frem for dine øjne,

    du hader alle forbrydere,
    du udrydder løgnere.
    Herren afskyr mordere og bedragere.

    Men ved din store trofasthed
    kan jeg gå ind i dit hus;
    jeg kaster mig ned i dit hellige tempel
    i ærefrygt for dig.

    Akklamation til Evangeliet Sl 130,5

    Halleluja!
    Jeg håber på Herren,
    jeg venter på hans ord.

    Evangelium Matt 8,23-27

    Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?«

  • 01
    1. juli 2020
    Ingen begivenheder
  • 02
    2. juli 2020

    Torsdag i 13. alm. uge II

    Hele dagen
    02/07/2020

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Torsdag i 13. alm. uge (I Ps)
    Helgener:


    Læsning Amos 7,10-17

    Præsten i Betel, Amasja, sendte bud til Israels konge Jeroboam: »Amos har dannet en sammensværgelse mod dig midt i Israel. Landet kan ikke bære alle hans ord. For Amos har sagt: Jeroboam skal dø for sværdet, og Israel skal føres bort fra sin jord.« Amasja sagde til Amos: »Seer, skynd dig at tage til Juda; der kan du skaffe dig føden, der kan du profetere. I Betel må du ikke længere profetere; for det er kongens helligdom og rigets tempel.« Amos svarede Amasja: »Jeg er ikke profet, jeg er ikke profetdiscipel; jeg er kvægavler og dyrker morbærfigner. Men Herren tog mig bort fra hjorden og sagde til mig: Gå hen og profetér for mit folk Israel! Og hør nu Herrens ord! Du siger: Du må ikke profetere imod Israel og ikke bruge profetord imod Isaks hus! Derfor siger Herren:

    Din kone skal blive skøge i byen,
    dine sønner og døtre skal falde for sværdet,
    din jord skal udstykkes med målesnor,
    du selv skal dø på uren jord,
    og Israel skal føres bort fra sin jord.«

    Vekselsang Sl 19,8.9.10.11

    R. Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    Herrens lov er fuldkommen,
    den styrker sjælen.
    Herrens vidnesbyrd står fast,
    det giver den uerfarne visdom.

    Herrens forordninger er retskafne,
    de glæder hjertet.
    Herrens befaling er ægte,
    den giver øjnene glans.

    Herrens ord er rent,
    det består til evig tid.
    Herrens bud er sandhed,
    de er alle retfærdige.

    De er mere kostbare end guld,
    end det reneste guld i mængde,
    de er sødere end honning,
    end flydende honning.

    Akklamation til Evangeliet 2 Kor 5,19

    Halleluja!
    Gud forligte verden med sig selv i Kristus
    og betroede os ordet om forligelsen.

    Evangelium Matt 9,1-8

    Jesus gik om bord i en båd og satte over til sin egen by. Og se, der kom nogle til ham med en lam, der lå på en seng. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: »Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig.« Men nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: »Han spotter Gud.« Jesus så, hvad de tænkte, og sagde: »Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder« da siger han til den lamme: »Rejs dig, tag din seng og gå hjem!« Og han rejste sig og gik hjem. Da folkeskarerne så det, blev de grebet af frygt og priste Gud, der havde givet mennesker en sådan myndighed.

  • 03
    3. juli 2020
    Ingen begivenheder
  • 04
    4. juli 2020

    Lørdag i 13. alm. uge (I Ps)

    Hele dagen
    04/07/2020

    Det almindelige kirkeår
    Søndagstekstrække A
    Hverdagstekstrække II


    Lørdag i 13. alm. uge (I Ps)
    Helgener: Elisabeth af Portugal (†1336)
    Bededag for præste- og ordenskald


    Læsning Amos 9,11-15
    På den dag rejser jeg Davids faldne hytte; jeg tætner revnerne, rejser det, der er revet ned, og genopbygger den som i fortidens dage, så at de kan tage hele Edom i besiddelse og alle de folk, som mit navn er nævnt over, siger Herren, og han vil gøre det.

    Der skal komme dage,
    siger Herren,
    da den, som pløjer, følger lige efter den, som høster,
    den, som træder persen, lige efter den, som sår;
    bjergene drypper med most,
    alle højene driver af væde.
    Jeg vender mit folk Israels skæbne,
    de skal genopbygge de forladte byer og bo i dem,
    de skal plante vingårde og drikke vinen,
    de skal anlægge haver og spise frugten.
    Jeg planter dem på deres jord,
    og de skal aldrig mere rykkes op
    fra den jord, jeg har givet dem,
    siger Herren din Gud.

    Vekselsang Sl 85,9.11-12.13-14

    R. Herren taler fred til sit folk.

    Nu vil jeg høre, hvad Gud siger,
    Herren taler jo fred
    til sit folk, til sine fromme,
    de må ikke vende sig til dårskab.

    Troskab og sandhed mødes,
    retfærdighed og fred kysser hinanden.
    Sandhed spirer frem af jorden,
    retfærdighed ser ned fra himlen.

    Ja, Herren giver lykke,
    og vort land giver sin afgrøde.
    Retfærdighed går foran ham,
    og fred følger i hans spor.

    Akklamation til Evangeliet Joh 10,27

    Halleluja!
    Mine får hører min røst – siger Herren,
    og jeg kender dem, og de følger mig.

    Evangelium Matt 9,14-17
    Johannes’ disciple kom hen til Jesus og spurgte: »Hvorfor faster vi og farisæerne så meget, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene sørge, så længe brudgommen er sammen med dem? Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og så skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river lappen den i stykker, og hullet bliver værre. Man fylder heller ikke ung vin på gamle lædersække; for så sprænges sækkene, og vinen går til spilde, og sækkene ødelægges. Nej, man fylder ung vin på nye sække, så bevares begge dele.«