Fredag i 1. alm. uge (I Ps)

View Calendar
2019-01-18 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


Helgener:
———–Den internationale bedeuge om de kristnes enhed begynder


Læsning Hebr 4,1-5. 11

Lad os altså være på vagt, så ingen af jer skal vise sig at være kommet for sent, da løftet om at komme ind til Guds hvile endnu står ved magt. For vi har fået det glædelige budskab forkyndt ligesom de; men de havde ikke gavn af at høre ordet, fordi de ikke modtog det i tro, da de hørte det. For når vi kan komme ind til hvilen, er det, fordi vi tror, sådan som han har sagt:
Så svor jeg i min vrede:
De skal aldrig komme ind til min hvile,
og det sagde Gud, skønt hans gerninger var færdige, fra verden blev grundlagt. For et sted har han sagt således om den syvende dag: »Og på den syvende dag hvilede Gud efter alle sine gerninger,« men på dette sted derimod: »De skal aldrig komme ind til min hvile.« Lad os altså være ivrige efter at komme ind til den hvile, for at ingen skal falde på grund af en tilsvarende ulydighed.

Vekselsang Sl 78,3 & 4bc. 6c-7.8

R. Glem ikke Guds gerninger.

Det, vi har hørt og erfaret,
det, vore fædre har fortalt os,
vi fortæller den kommende slægt
om Herrens glorværdige gerninger og styrke,

så de kunne fortælle om det til deres børn.
De skulle sætte deres lid til Gud
og ikke glemme Guds gerninger,
men holde hans befalinger.

De skulle ikke være som deres fædre,
en genstridig og trodsig slægt,
en slægt, som ikke vendte sit hjerte til Gud,
og hvis ånd ikke var trofast mod ham.

Akklamation til Evangeliet Luk 7,16

Halleluja!
En stor profet er fremstået iblandt os,
og Gud har besøgt sit folk.

Evangelium Mark 2,1-12

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« — siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«