Lørdag i 1. alm. uge (I Ps)

View Calendar
2019-01-19 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


Helgener: Henrik, biskop og martyr († 1158) (m)


Læsning Hebr 4,12-16
For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger. Ingen skabning kan være usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne, og ham står vi til regnskab for.

Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.

Vekselsang Sl 19,8.9.10.15

R. Dine ord, Herre, er liv og sandhed.

Herrens lov er fuldkommen,
den styrker sjælen.
Herrens vidnesbyrd står fast,
det giver den uerfarne visdom.

Herrens forordninger er retskafne,
de glæder hjertet.
Herrens befaling er ægte,
den giver øjnene glans.

Herrens ord er rent,
det består til evig tid.
Herrens bud er sandhed,
de er alle retfærdige.

Tag nådigt imod min munds ord
og mit hjertes tanke,
Herre, min klippe og forløser!

Akklamation til Evangeliet Luk 4,18

Halleluja!
Herren har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige,
og for at udråbe frigivelse for fanger.

Evangelium Mark 2,13-17

Jesus gik atter ud langs søen, og hele skaren kom til ham, og han underviste dem. Da han gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.

Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«