Fredag i 6. alm. uge II

2020-02-21 Hele dagen

 

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække A
Hverdagstekstrække II


Fredag i 6. alm. uge (II Ps)
Helgener: Peter Damian, biskop og kirkelærer (†1072)


Læsning Jak 2,14-24. 26

Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham? Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: »Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt,« men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død.

Nogen vil indvende: »Én har tro, en anden har gerninger.« Vis mig da din tro uden gerninger, så skal jeg med mine gerninger vise dig min tro. Du tror, at Gud er én; det gør du ret i. Det tror de onde ånder også — og skælver. Tåbelige menneske, ønsker du bevis på, at tro uden gerninger er ufrugtbar? Blev vor fader Abraham ikke gjort retfærdig af gerninger, da han bragte sin søn Isak som offer på alteret? Som du ser, virkede troen sammen med hans gerninger, og det var af gerningerne, hans tro blev fuldkommen. Dermed gik det skriftord i opfyldelse, som lyder: »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed,« og han blev kaldt Guds ven. I ser altså, at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro alene. For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt.

Vekselsang Sl 112,1-2.3-4.5-6

R. Lykkelig den, der frygter Herren
og elsker hans bud.

Lykkelig den, der frygter Herren
og elsker hans bud højt.
Hans afkom bliver mægtigt i landet,
retskafnes slægt velsignes.

Rigdom og velstand fylder hans hus,
og hans retfærdighed består til evig tid.
For de retskafne bryder lys frem i mørket,
han er nådig, barmhjertig og retfærdig.

Lykkelig den, der låner gavmildt ud
og sørger for sin ejendom på rette måde,
for han skal aldrig vakle.
Altid skal den retfærdige huskes.

Akklamation til Evangeliet Joh 15,15b

Halleluja!
Jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader,
har jeg gjort kendt for jer.

Evangelium Mark 8,34-9,1

Jesus kaldte skaren til sig sammen med sine disciple og sagde til dem: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv? For hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? For den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med de hellige engle.«

Og han sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser, at Guds rige er kommet i magt og vælde.«