Mandag i 4. alm. uge (IV Ps)

2019-02-04 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


Mandag i 4. alm. uge (IV Ps)
Helgener:


Læsning Hebr 11, 32-40

Hvorfor sige mere? Tiden vil jo slippe op, mens jeg fortæller om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og om profeterne, alle dem, som ved tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik løfter opfyldt, stoppede løvers gab, slukkede voldsom ild, undgik truende sværd, blev styrket, når de var svage, blev stærke i krig og slog fjendtlige hære på flugt. Kvinder fik deres døde igen ved opstandelse; andre blev pint til døde og afviste at lade sig købe fri, for at de kunne opnå en bedre opstandelse. Andre igen måtte udstå spot og piskeslag, ja, lænker og fængsel. De blev stenet, gennemsavet, døde for sværdet eller gik omkring i fåreskind og gedehuder og led nød og trængsler og blev mishandlet; de var for gode til denne verden og måtte flakke om i ørkener, på bjerge, i huler og i jordens kløfter.
Alle disse, hvis tro er bevidnet, opnåede dog ikke at se løftet opfyldt, for Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, nemlig at de ikke skulle nå målet uden os.

Vekselsang Sl 31,20.21.22.23.24

R. Vær stærke, fat mod,
alle I som venter på Herren!

Hvor stor er dog din godhed,
som du har gemt til dem, der frygter dig!
Du viser den mod dem, der søger tilflugt hos dig,
for alle menneskers øjne.

Du skjuler dem hos dig,
fjernt fra menneskers overgreb;
du gemmer dem i din hytte,
fjernt fra anklagende tunger.

Lovet være Herren!
Han har vist sin underfulde troskab mod mig
i den belejrede by.
Jeg sagde i min angst:
Jeg er fordrevet fra dine øjne.

Men du hørte min tryglen,
da jeg råbte til dig om hjælp.
Elsk Herren, alle hans fromme!
Herren beskytter de trofaste,
men gengælder til overmål den hovmodige.

Akklamation til Evangeliet Luk 7,16

Halleluja!
En stor profet er fremstået iblandt os,
og Gud har besøgt sit folk.

Evangelium Mark 5,1 20

På den tid kom Jesus sammen med sine disciple over til den anden bred af søen til gerasenernes land. Og da Jesus steg ud af båden, kom der i det samme en mand hen imod ham fra gravhulerne; han var besat af en uren ånd. Han holdt til i gravene, og ikke engang med lænker kunne man holde ham bundet; for han var ofte blevet lagt i fodjern og lænker, men lænkerne havde han revet af sig, og fodjernene havde han sprængt. Ingen var i stand til at tæmme ham; hele tiden, både nat og dag, løb han rundt mellem gravene og på bjergene og råbte og skreg og slog sig selv med sten. Da han på lang afstand fik øje på Jesus, kom han løbende og kastede sig ned for ham og råbte med høj røst: “Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, du Gud den Højestes søn! Jeg besværger dig for Guds skyld: Pin mig ikke!” Jesus havde nemlig sagt til ham: “Du urene ånd, far ud af manden.” Og han spurgte ham: “Hvad er dit navn?” Han svarede ham: “Legion er mit navn, for vi er mange.” Og de tiggede og bad ham om ikke at sende dem bort fra egnen.
Dér ved bjerget gik der en stor flok svin og fandt føde; og dæmonerne bad ham: “Send os over i svinene, så vi kan fare ind i dem.” Det gav han dem lov til. Og de urene ånder fór ud af manden og ind i svinene; og flokken på omkring to tusind styrtede ud over skrænten ned i søen og druknede. Men svinehyrderne løb deres vej og fortalte om det i byen og på landet, og folk kom for at se, hvad der var sket. De kommer hen til Jesus og ser den dæmonbesatte, som havde haft legionen i sig, sidde påklædt og ved sin fulde fornuft, og de blev grebet af frygt. Men de, der havde set det, forklarede dem, hvad der var sket med den dæmonbesatte, og fortalte om det med svinene. Så bad de ham om at forlade deres egn.
Da Jesus var ved at gå om bord i båden, bad manden, der havde været besat, om lov til at komme med ham. Men det afslog han og sagde til ham: “Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig.” Så gik han hen og gav sig til at prædike i Dekapolis om alt det, Jesus havde gjort mod ham, og alle undrede sig.