Mandag i 5. alm. uge (I Ps)

2019-02-11 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


Mandag i 5. alm. uge (I Ps)
Helgener: Vor Frue af Lourdes


Læsning 1 Mos 1, 1-19

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.
Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.
Gud sagde: “Der skal være lys!” Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.
Gud sagde: “Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!” Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.
Gud sagde: “Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!” Og det skete. Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt.
Gud sagde: “Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.” Og det skete; jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag.

Gud sagde: “Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!” Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag.

Vekselsang Sl 104,1-2a.5-6.10 & 12. 4 & 35c

R. Herren skal glæde sig over sine værker.

Herre, min Gud, du er stor!
Du er klædt i højhed og pragt;
du hyller dig i lys som en kappe.

Jorden gav du sin faste grundvold,
den rokkes aldrig i evighed.
Urdybet dækkede den som en dragt,
vandet stod op over bjergene.

Du lader kilder springe frem i dalene,
mellem bjergene baner de sig vej.
Ved bredden bygger himlens fugle deres rede,
på grenene sidder de og kvidrer.

Hvor er dine værker mange, Herre!
Du har skabt dem alle med visdom,
jorden er fuld af dit skaberværk.
Min sjæl, pris Herren!

Akklamation til Evangeliet Matt 4,23

Halleluja!
Jesus prædikede evangeliet om Riget
og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket.

Evangelium Mark 6,53 56

Da Jesus og hans disciple var kommet over søen, nåede de land ved Genesaret og lagde til dér. Og da de kom op fra båden, genkendte folk ham straks og skyndte sig rundt i hele egnen og begyndte at bære de syge på bårer hen, hvor de hørte han var. Og hvor han end kom ind i landsbyer og byer og gårde, lagde man de syge på torvet, og de bad ham om at måtte røre bare ved kvasten på hans kappe; og alle, der rørte ved ham, blev frelst.