Mandag i 11. alm. uge I

2019-06-17 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


Mandag i 11. alm. uge (III Ps)
Helgener:


Læsning 2 Kor 6,1-10

Som hans medarbejdere formaner vi jer da til ikke forgæves at have taget imod Guds nåde. Det hedder jo:

I nådens tid bønhører jeg dig;
på frelsens dag hjælper jeg dig.

Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag! Vi volder ikke anstød med noget som helst, for at tjenesten ikke skal komme i vanry, men anbefaler os selv som Guds tjenere på alle måder: ved stor udholdenhed under trængsler, nød, angst, pinsler, fængsel, uro, møje og besvær, søvnløse nætter og sult, ved retsindighed, kundskab, tålmodighed, mildhed, ved Helligånden og ved oprigtig kærlighed, ved sandfærdig tale, ved Guds kraft, ved at bruge retfærdighedens våben til angreb og forsvar, under ære og vanære, under spot og lovord, som vildledere og dog sandfærdige, som ukendte og dog velkendte, som døende, og se, vi lever, som tugtede, men ikke pint til døde, som bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt.

Vekselsang Sl 98,1.2-3ab.3cd-4

R. Herren har kundgjort sin frelse!

Syng en ny sang for Herren,
for han har udført undere;
hans højre hånd og hellige arm
har skaffet ham sejr.

Herren har kundgjort sin frelse,
for folkenes øjne
har han åbenbaret sin retfærdighed.
Han har husket på sin godhed
og sin trofasthed mod Israels hus.

Hele den vide jord har set
vor Guds frelse.
Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden,
bryd ud i jubel og lovsang!

Akklamation til Evangeliet Sl 119,105

Halleluja!
Dine ord er en lygte for min fod,
et lys på min sti.

Evangelium Matt 5,38-42

På den tid sagde Jesus til sine disciple: »I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.«