Lørdag i 33.alm. I

2019-11-23 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


Lørdag i 33. alm. uge (I Ps)
Helgener: Clemens I, pave og martyr († 97)
————-Columban, abbed († 615)


Læsning 1 Makk 6,1-13

Kong Antiokus marcherede gennem de øvre provinser, og han hørte, at der i Elam i Persien var en by, som var berømt for sin rigdom på sølv og guld. Byens helligdom var meget rig, og der var skjolde af guld og brynjer og våben, som makedonerkongen Alexander, Filips søn, havde efterladt, han der som den første var blevet konge over grækerne. Antiokus kom til byen og forsøgte at indtage den og plyndre den; men det lykkedes ikke for ham, da indbyggerne havde fået nys om hans plan og rejste sig til kamp mod ham, så han til sin store græmmelse måtte begive sig på flugt og bryde op derfra for at vende tilbage til Babylon.
Da kom der et sendebud til ham i Persien, der meldte, at de hære, som var draget til landet Juda, var slået på flugt: Lysias, som var draget derhen i spidsen for en stærk hær, var blevet slået tilbage af jøderne, der havde øget deres styrke med våben, mandskab og meget bytte, taget fra de hære, de havde hugget ned; de havde også nedrevet Vederstyggeligheden, som han havde opført på alteret i Jerusalem; helligdommen havde de omgivet med høje mure som tidligere, og det samme havde de gjort med Bet-Sur, hans egen by.
Da kongen hørte alt dette, blev han forfærdet og dybt rystet, så han måtte gå i seng, syg af sorg over, at det ikke var gået ham, som han ønskede. Han lå dér i flere dage, fordi han gang på gang blev overvældet af stor sorg, og han forstod, at han skulle dø. Da kaldte han alle sine Venner til sig og sagde til dem: »Søvnen er flygtet fra mine øjne, og bekymring har taget livsmodet fra mig. Jeg har spurgt mig selv, hvad det er for en ulykke, jeg er kommet i, og hvad det er for en malstrøm, jeg er i. Jeg var dog en god og afholdt regent. Men nu husker jeg det onde, jeg gjorde i Jerusalem, da jeg tog alle de kar af sølv og guld, som var der, og uden grund udsendte folk, som skulle udrydde beboerne i Juda. Jeg forstår, at det er derfor, jeg er blevet ramt af disse ulykker, og nu må jeg dø af stor sorg i et fremmed land.«

Vekselsang Sl 9,2-3.4 & 6.16b & 19

R. Jeg stoler på din frelse, Herre.

Jeg vil takke Herren af hele mit hjerte
og fortælle om alle dine undere.
Jeg vil glæde mig og fryde mig over dig
og lovsynge dit navn, du den Højeste.

Mine fjender veg,
de snublede og gik til grunde foran dig;
Du truede folkene og gjorde det af med de ugudelige,
deres navn har du udslettet for evigt og altid.

Folkene faldt selv i den grav, de gravede,
deres fod blev fanget i det net, de lagde ud.
Men de fattige glemmes ikke for evigt,
de hjælpeløses håb slukkes ikke for altid.

Akklamation til Evangeliet 2 Tim 1,10b

Halleluja!
Kristus Jesus tilintetgjorde døden og bragte liv ved evangeliet.

Evangelium Luk 20,27-40

Der kom nogle af saddukæerne, som jo hævder, at der ikke er nogen opstandelse; de spurgte ham: »Mester, Moses har foreskrevet os, at hvis en mand har en gift bror, som dør barnløs, så skal han gifte sig med hans hustru og skaffe sin bror afkom. Nu var der syv brødre. Den første giftede sig, men døde barnløs. Så giftede den anden og derefter den tredje sig med enken, og sådan døde alle syv uden at efterlade sig børn. Til sidst døde også kvinden. Hvem af dem skal så være gift med kvinden i opstandelsen? De har jo alle syv været gift med hende.« Jesus svarede dem: »Denne verdens børn gifter sig og giftes bort, men de, der findes værdige til at komme med i den anden verden og i opstandelsen fra de døde, de hverken gifter sig eller giftes bort. De kan jo ikke mere dø, for de er som engle; de er Guds børn, så sandt de er opstandelsens børn. Og at de døde opstår, har også Moses tilkendegivet i stykket om tornebusken, når han kalder Herren for Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Han er ikke Gud for døde, men for levende, thi for ham er alle levende.« Nogle af de skriftkloge sagde: »Mester, du svarede rigtigt.« De turde nemlig ikke længere spørge ham om noget.