Onsdag i 32.alm. I

2019-11-13 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


Onsdag i 32. alm. uge (IV Ps)
Helgener:


Læsning Visd 6,1-11

Hør, I konger, vær kloge,
tag ved lære, I dommere over den vide jord;
lyt til mig, I som hersker over mængden
og stolt regerer over mange folkeslag;
for herskermagten blev givet jer af Herren,
herredømmet fik I af den Højeste;
han vil undersøge jeres gerninger og granske jeres beslutninger.
For skønt I er tjenere i hans rige, har I ikke dømt ret;
I har ikke overholdt loven,
ikke levet efter Guds vilje.
Frygtindgydende vil han komme over jer i et nu,
for dommen bliver hård over de højtstående.
Den ringe kan få tilgivelse i barmhjertighed,
men de mægtige vil blive holdt fuldt ud ansvarlige;
for han, der hersker over alle, giver ikke efter for nogen,
og ingen storhed gør indtryk på ham.
Han har selv skabt både store og små,
og hans omsorg er den samme for alle,
men de mægtige står foran en streng undersøgelse.
Derfor er mine ord rettet til jer, I magthavere,
for at I kan lære visdom og undgå overtrædelser.
De, som fromt har holdt den hellige lov, skal selv regnes for hellige,
og de, som er oplært i den, skal blive forsvaret i dommen.
Tragt derfor efter mine ord,
tørst efter dem, så vil I blive belært!

Vekselsang Sl 82,3-4.6-7

R. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden.

Skaf de svage og faderløse deres ret,
frikend de hjælpeløse og arme,
udfri de svage og fattige,
red dem fra de ugudeliges magt!

Jeg har sagt: I er guder,
I er alle sønner af den Højeste.
Dog skal I dø som mennesker,
og I skal falde som en af stormændene.

Akklamation til Evangeliet 1 Thess 5,18

Halleluja!
Sig tak under alle forhold;
for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.

Evangelium Luk 17,11- 19

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«