Lørdag i 32.alm. I

2019-11-16 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


Lørdag i 32. alm. uge (IV Ps)
Helgener: Margrethe af Skotland († 1093)
————-Gertrud, jomfru († 1302)


Læsning Visd 18,14-16; 19,6-9

Da dyb stilhed herskede overalt, og natten i sit hastige løb var halvt til ende, sprang dit almægtige ord fra himlens kongetrone som en barsk kriger, bevæbnet med din ubønhørlige befalings skarpe sværd, midt ind i det fortabte land. Dér gjorde han holdt og fyldte alt med død; han stod på jorden, men rakte dog til himlen. For hele skabningen blev omformet i sin natur og adlød dine befalinger, for at dine børn kunne blive beskyttet og være i god behold. Man så, at skyen overskyggede lejren, og det tørre land dukkede op af det, der før var vand; af det røde hav kom en vej uden hindringer, en slette med frodigt græs af de vilde bølger. Dér gik de over, hele det folk, som var beskyttet af din hånd, og som havde fået overvældende undere at se. De færdedes jo som heste på græs og sprang rundt som lam, og de lovpriste dig, Herre, som havde udfriet dem.

Vekselsang Sl 105,2-3.36-37.42-43

R. Husk de undere, Herren gjorde.

Syng for ham, lovsyng ham,
syng om alle hans undere!
Fryd jer over hans hellige navn,
de, der søger Herren, skal glæde sig.

Han dræbte alle førstefødte i landet,
hele førstefrugten af deres manddom.
Så førte han dem ud med sølv og guld,
ingen i hans stammer snublede.

Fordi han huskede sit hellige løfte
til sin tjener Abraham,
lod han sit folk drage ud med fryd,
sine udvalgte drage ud under jubel.

Akklamation til Evangeliet 2 Thess 2,14

Halleluja!
Dertil kaldte Gud os ved vort evangelium,
for at vi skulle opnå vor Herre Jesu Kristi herlighed.

Evangelium Luk 18,1- 8

På den tid lærte Jesus sine disciple og han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«