Torsdag i 31.alm. I

2019-11-07 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


Torsdag i 31. alm. uge (III Ps)
Helgener: Willibrord, biskop († 739) (m)


Læsning Rom 14,7-12

Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren. Derfor døde Kristus og blev levende igen, for at han skulle blive herre over både døde og levende. Men du, hvorfor dømmer du din broder, eller hvorfor foragter du din broder? Vi skal jo alle stå frem for Guds domstol, for der står skrevet:
Så sandt jeg lever, siger Herren:
For mig skal hvert knæ bøje sig,
og hver tunge skal bekende Gud.
Vi skal altså hver for sig aflægge regnskab over for Gud.

Vekselsang Sl 27,1.4.13-14

R. Jeg stoler på,
at jeg skal se Herrens godhed i de levendes land.

Herren er mit lys og min frelse,
hvem skal jeg da frygte?
Herren er værn for mit liv,
hvem skal jeg da være bange for?

Kun ét ønsker jeg fra Herren,
kun det længes jeg efter:
At bo i Herrens hus,
så længe jeg lever,
så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed
og søge svar fra ham i hans tempel.

Men jeg stoler på,
at jeg skal se Herrens godhed
i de levendes land.
Sæt dit håb til Herren,
vær stærk, fat mod,
sæt dit håb til Herren!

Akklamation til Evangeliet Matt 11,28

Halleluja!
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder,
og jeg vil give jer hvile, siger Herren.

Evangelium Luk 15,1-10

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.
Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«