Lørdag i 23. alm. uge II

2020-09-12 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække A
Hverdagstekstrække II


Lørdag i 23. alm. uge (III Ps)
Helgener: Jomfru Marias hellige navn


Læsning 1 Kor 10,14-22
Hold jer derfor fra afgudsdyrkelse, mine kære! Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger. Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød. Tænk på Israels folk: Har de, som spiser af offeret, ikke fællesskab med alteret?

Hvad vil jeg sige med dette? At det, som ofres til afguder, er noget, eller at afguder er noget? Nej, men at det, der ofres, ofres til dæmoner og ikke til Gud, og jeg vil ikke, at I skal have fællesskab med dæmonerne. I kan ikke drikke både af Herrens bæger og af dæmonernes bæger. I kan ikke have del både i Herrens bord og i dæmonernes bord. Eller skal vi ægge Herren til vrede? Er vi stærkere end han?

Vekselsang Sl 116,12-13.17-18

R. Herre. Jeg bringer dig slagtoffer til tak.

eller:

Halleluja!

Hvordan kan jeg gengælde Herren
alle hans velgerninger mod mig?
Jeg løfter frelsens bæger
og påkalder Herrens navn.

Jeg bringer dig slagtoffer til tak
og påkalder Herrens navn.
Jeg indfrier mine løfter til Herren
for øjnene af hele hans folk.

Akklamation til Evangeliet Joh 14,23

Halleluja!
Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord,
og min fader vil elske ham,
og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.

Evangelium Luk 6,43-49

På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Der er intet godt træ, som bærer dårlig frugt, heller ikke noget dårligt træ, som bærer god frugt. For ethvert træ kendes på sin frugt. Man plukker jo ikke figner af tjørn, høster heller ikke druer af en tornebusk. Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

Hvorfor siger I: Herre, Herre! til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger? Enhver, som kommer til mig og hører mine ord og handler efter dem hvem han ligner, vil jeg vise jer: Han ligner et menneske, der byggede et hus, gravede dybt ned og lagde soklen på klippen. Da der blev oversvømmelse, væltede floden ind imod huset, men den kunne ikke rokke det, fordi det var bygget godt. Men den, der hører og ikke handler derefter, ligner et menneske, der byggede et hus lige på jorden uden sokkel. Floden væltede imod det, og straks faldt det sammen, og ødelæggelsen af det hus blev stor.«