Tirsdag i 22. alm. uge I

2019-09-03 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


Tirsdag i 22. alm. uge (II Ps)
Helgener: Gregor den Store, pave og kirkelærer († 604) (m)


Læsning 1 Tess 5,1-6. 9-11

Om tider og timer har I ikke brug for, brødre, at der skrives til jer. For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når folk siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe. Men I, brødre, er ikke i mørke, så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv. I er jo alle lysets børn og dagens børn. Vi tilhører ikke natten, og heller ikke mørket. Så skal vi da ikke sove som de andre, men være vågne og ædru.

For Gud har ikke bestemt os til at rammes af hans vrede, men til at opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os, for at vi, hvad enten vi er vågne eller sover, skal leve sammen med ham. Trøst derfor hinanden og opbyg hinanden, som I også gør.

Vekselsang Sl 27,1.4.13-14

R. Jeg stoler på,
at jeg skal se Herrens godhed
i de levendes land.

Herren er mit lys og min frelse,
hvem skal jeg da frygte?
Herren er værn for mit liv,
hvem skal jeg da være bange for?

Kun ét ønsker jeg fra Herren,
kun det længes jeg efter:
At bo i Herrens hus,
så længe jeg lever,
så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed
og søge svar fra ham i hans tempel.

Men jeg stoler på,
at jeg skal se Herrens godhed
i de levendes land.
Sæt dit håb til Herren,
vær stærk, fat mod,
sæt dit håb til Herren!

Akklamation til Evangeliet Luk 7,16

Halleluja!
En stor profet er fremstået iblandt os,
og Gud har besøgt sit folk.

Evangelium Luk 4,31-37

På den tid kom Jesus ned til Kapernaum, en by i Galilæa. Han underviste dem på sabbatten, og de blev slået af forundring over hans lære, for der var myndighed bag hans ord. I synagogen var der en mand med en uren, dæmonisk ånd, og han skreg højt: »Hvad har vi dog med dig at gøre, Jesus fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!« Men Jesus truede ad ånden og sagde: »Ti stille, og far ud af ham!« Dæmonen kastede manden omkuld midt iblandt dem og fór ud af ham uden at have gjort ham nogen skade. Alle blev forfærdede, og de sagde til hinanden: »Hvad er dog det for et ord? Han befaler jo med myndighed og kraft over de urene ånder, og de farer ud!« Og der gik frasagn om ham overalt på egnen.