Torsdag i 18. alm. uge I

2019-08-08 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


Torsdag i 18. alm. uge (II Ps)
Helgener: Dominikus, præst († 1221) (m)


Læsning 4 Mos 20,1-13

I den første måned kom hele israelitternes menighed til Sins ørken, og folket slog sig ned i Kadesh. Dér døde Mirjam, og dér blev hun begravet.

Der var ikke vand til menigheden, så de samlede sig om Moses og Aron. Folket rettede anklager mod Moses og sagde: »Var vi bare omkommet ligesom vore brødre for Herrens ansigt. Hvorfor har I ført Herrens forsamling ud i denne ørken, så både vi og vort kvæg skal dø her? Hvorfor har I ført os op fra Egypten og bragt os til dette frygtelige sted, hvor der hverken er korn eller figner eller druer eller granatæbler, og hvor der ikke er vand at drikke?« Moses og Aron forlod forsamlingen og gik hen til indgangen til Åbenbaringsteltet; de kastede sig ned, og Herrens herlighed viste sig for dem. Herren sagde til Moses: »Tag staven, og kald menigheden sammen. Du og din bror Aron skal tale til klippen for øjnene af dem, så vil den give vand. Du skal få vand ud af klippen til dem og give menigheden og dens kvæg at drikke.« Så tog Moses staven, der lå for Herrens ansigt, sådan som Herren havde befalet ham. Moses og Aron kaldte forsamlingen hen foran klippen, og Moses sagde til dem: »Hør nu, I trodsige! Mon vi kan få vand ud til jer af denne klippe?« Så løftede Moses hånden og slog to gange på klippen med sin stav, og der strømmede rigeligt vand ud, så både menigheden og deres kvæg kunne drikke. Men Herren sagde til Moses og Aron: »I troede ikke på mig og agtede ikke min hellighed for øjnene af israelitterne; derfor skal I ikke komme til at føre denne forsamling til det land, jeg har givet dem.«

Det er Meribas vand, hvor israelitterne kom med anklager mod Herren, og hvor han viste sin hellighed på dem.

Vekselsang Sl 95,1-2.6-7.8-9

R. Gør ikke jeres hjerter hårde,
når I hører Herrens ord.

Kom, lad os juble for Herren,
bryde ud i fryderåb for vor frelses klippe.
Lad os træde frem for ham med takkesang,
bryde ud i lovsang til ham.

Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os,
lad os falde på knæ for Herren, vor skaber,
for han er vor Gud,
og vi er hans folk,
de får, han vogter.
Om I dog i dag ville lytte til ham!

Gør ikke jeres hjerter hårde som ved Meriba,
som den dag ved Massa i ørkenen,
da jeres fædre udæskede mig
og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger.

Akklamation til Evangeliet Matt 16,18

Halleluja!
Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke,
og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.

Evangelium Matt 16,13-23

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.

Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«