Tirsdag i 8. alm. uge (IV Ps)

2019-03-05 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


Tirsdag i 8. alm. uge (IV Ps)
Helgener: Lucius I, pave og martyr († 254) kan ihukommes i Domkirken.
Det almindelige kirkeår afbryde her og genoptages mandag den 10. juni (“2. pinsedag”).


Læsning Sir 35,1 12

At holde loven er at bringe mange offergaver,
at give agt på budene er at bringe et måltidsoffer.
At vise taknemlighed er at bringe et offer af fint mel,
at øve barmhjertighed er at bringe et takoffer.
At holde sig fra ondskab bringer Herrens velbehag,
at holde sig fra uret skaffer soning.
Tomhændet må du ikke vise dig for Herren,
for alt dette skal gøres for budets skyld.
Fedtet af den retfærdiges offergave brændes på alteret,
en liflig duft for den Højeste.
Den retfærdiges offer bringer Herrens velbehag,
og han vil bevare erindringen om det.
Ær Herren med et gavmildt sind,
og vær ikke smålig, når du bringer din førstegrøde.
Vær altid glad, når du kommer med dine gaver,
og med fryd skal du hellige din tiende til den Højeste.
Du skal give til ham, som han har givet til dig,
og med et gavmildt sind, svarende til det du har.
For Herren er en, der giver noget til gengæld,
ja, han giver dig syvdobbelt.
Prøv ikke at bestikke ham, for han tager ikke imod det!
Sæt ikke din lid til et uretfærdigt offer,
for Herren er den, der dømmer,
og han ser ikke på menneskelig storhed.

Vekselsang Sl 50,5 – 6.7 – 8.14 & 23

R. Den, der bringer takoffer, ham lader jeg se Guds frelse.

Kald mine trofaste sammen hos mig,
dem der har sluttet pagt med mig ved slagtoffer.
Og himlen forkynder hans retfærdighed,
for Gud selv er dommer.

Lyt, mit folk, jeg vil tale,
Israel, jeg vil advare dig,
jeg er Gud, din Gud!
Jeg anklager dig ikke for dine slagtofre,
og dine brændofre har jeg altid for øje.

Du skal bringe takoffer til Gud
og indfri dine løfter til den Højeste.
Den, der bringer takoffer, ærer mig,
ham lader jeg se Guds frelse.

Akklamation til Evangeliet jfr. Matt 11,25

Halleluja!
Priset være du, fader, himlens og jordens Herre,
fordi du har skjult dette for vise og forstandige
og åbenbaret det for umyndige.

Evangelium Mark 10,28 – 31

På den tid tog Peter ordet og sagde til Jesus: “Se, vi har forladt alt og fulgt dig.” Jesus sagde: “Sandelig siger jeg jer: Der er ingen, der har forladt hjem eller brødre eller søstre eller mor eller far eller børn eller marker på grund af mig og på grund af evangeliet, som ikke får det hundreddobbelt igen nu i denne verden, både huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og evigt liv i den kommende verden. Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første.”