Torsdag i 7. alm. uge (III Ps)

2019-02-28 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


Torsdag i 7. alm. uge (III Ps)
Helgener:


Læsning Sir 5,1- 8

Forlad dig ikke på din rigdom,
sig ikke: »Jeg har, hvad jeg skal bruge.«
Følg ikke din lyst og din kraft,
så du lever efter dit eget begær.
Sig ikke: »Hvem kan herske over mig?«
For det vil Herren straffe dig for.
Sig ikke: »Jeg har syndet, og er der sket mig noget ved det?«
For Herren er sen til vrede.
Vær ikke så sikker på tilgivelse,
at du dynger synd på synd.
Sig ikke: »Hans barmhjertighed er stor;
han vil tilgive mine mange synder.«
For der findes både barmhjertighed og vrede hos ham,
og hans harme hviler over syndere.
Vent ikke med at vende om til Herren,
udsæt det ikke fra dag til dag.
For i et nu bryder Herrens vrede frem,
og i straffens stund bliver du tilintetgjort.
Forlad dig ikke på uretmæssig rigdom,
for den vil ikke gavne dig på ulykkens dag.
Tærsk ikke ved enhver vind,
og gå ikke ad enhver sti;
sådan gør en tvetunget synder.
Vær fast i din overbevisning,
lad din tale være entydig.

Vekselsang Sl 1,1-2.3.4 & 6

R. Lykkelig den mand, der tager sin tilflugt til Herren.

Lykkelig den, som ikke vandrer
efter ugudeliges råd,
som ikke går på synderes vej
og ikke sidder blandt spottere,
men har sin glæde ved Herrens lov
og grunder på hans lov dag og nat.

Han er som et træ,
der er plantet ved bækken;
det bærer frugt til rette tid,
og dets blade visner ikke.
Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

Sådan går det ikke de ugudelige;
de er som avner,
der blæses bort af vinden.
Herren kender de retfærdiges vej,
men de ugudeliges vej går til grunde.

Akklamation til Evangeliet 1 Thess 2,13

Halleluja! Da I modtog Guds ord, som I hørte af os,
tog I ikke imod det som menneskeord,
men som det, det i sandhed er, Guds ord

Evangelium Mark 9,41-50

På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Den, der giver jer et bæger vand at drikke, fordi I hører Kristus til, sandelig siger jeg jer, han skal ikke gå glip af sin løn.

Den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet. Og hvis din hånd bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå lemlæstet ind til livet end med begge hænder i behold at komme i Helvede, til den uudslukkelige ild, hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes. Og hvis din fod bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå halt ind til livet end med begge fødder i behold at kastes i Helvede, hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud; du er bedre tjent med at gå ind i Guds rige med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvede, hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes. For enhver skal saltes med ild. Salt er en god ting, men hvis saltet ikke er salt mere, hvordan vil I da gøre det salt igen? Bevar saltet i jer selv, og hold fred med hinanden!«