Tirsdag i 5. alm. uge (I Ps)

2019-02-12 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


Tirsdag i 5. alm. uge (I Ps)
Helgener:


Læsning 1 Mos 1, 20-2,4a

Gud sagde: “Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!” Og det skete; Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde: “Bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!” Så blev det aften, og det blev morgen, femte dag.
Gud sagde: “Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!” Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.
Gud sagde: “Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.” Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: “Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!” Gud sagde: “Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.” Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.
Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.
Det var himlens og jordens skabelseshistorie.

Vekselsang Sl 8,4-5.6-7.8-9

R. Herre, vor Herre!
Hvor herligt er dit navn over hele jorden!

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,
månen og stjernerne, som du satte der,
hvad er da et menneske, at du husker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?

Du har gjort det kun lidt ringere end Gud,
med herlighed og ære har du kronet det.
Du har gjort det til hersker over dine hænders værk,
alt har du lagt under dets fødder,

får og okser i mængde,
selv de vilde dyr,
himlens fugle og havets fisk,
dem som færdes ad havenes stier.

Akklamation til Evangeliet Sl 119, 36a. 29b

Halleluja!
Vend mit hjerte til dine formaninger
og giv mig i nåde din lov!

Evangelium Mark 7,1- 13

Farisæerne og nogle skriftkloge, som var kommet fra Jerusalem, samlede sig omkring Jesus. Og de så, at nogle af hans disciple spiste med urene hænder, det vil sige uden at vaske dem. Farisæerne og jøderne i det hele taget spiser nemlig ikke, før de har vasket hænderne med en håndfuld vand for at overholde de gamles overlevering; – og de spiser ikke noget fra torvet, uden at de skyller det; og der er meget andet, som de overholder ifølge overleveringen: at skylle bægre, krus, kobbertøj og bænke. Farisæ¬erne og de skriftkloge spurgte ham så: “Hvorfor følger dine disciple ikke de gamles overlevering, men spiser med urene hænder?” Men han sagde til dem: “Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet:
Dette folk ærer mig med læberne,
men deres hjerte er langt borte fra mig,
forgæves dyrker de mig,
for det, de lærer, er menneskebud.
I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering.” Og han sagde til dem: “Hvor kønt! I forkaster Guds bud for at indføre jeres egen overlevering. Moses har jo sagt: ‘Ær din far og din mor!’ og: ‘Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.’ Men I siger: Hvis et menneske siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være korban – det vil sige tempelgave – så tillader I ikke længere, at han gør noget for sin far eller sin mor. I sætter Guds ord ud af kraft med jeres egen overlevering. Og meget andet af den slags gør I.”