Onsdag i 5. alm. uge (I Ps)

2019-02-13 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


Onsdag i 5. alm. uge (I Ps)
Helgener:


Læsning 1 Mos 2, 4b-9. 15-17

Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.
Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt.
Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. Men Gud Herren gav mennesket den befaling: “Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!”

Vekselsang Sl 104,1-2a.27-28. 29bc-30

R. Min sjæl, pris Herren!

Min sjæl, pris Herren!
Herre, min Gud, du er stor!
Du er klædt i højhed og pragt;
du hyller dig i lys som en kappe.

Alle har det håb til dig,
at du giver dem føde i rette tid;
du giver dem, og de samler op,
du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver;

Du tager deres ånd bort, og de dør
og bliver til jord igen;
du sender din ånd, og der skabes liv,
du gør jorden ny.

Akklamation til Evangeliet Joh 17,17b a

Halleluja!
Dit ord er sandhed;
Hellig os i sandheden!

Evangelium Mark 7,14-23

På den tid kaldte Jesus atter skaren til sig og sagde: “Hør mig, alle sammen, og forstå: -Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. Har nogen ører at høre med, skal han høre!”
Da han var kommet inden døre, væk fra skaren, spurgte hans disciple ham om lignelsen. Og han sagde til dem: “Så er da også I uforstandige? Fatter I ikke, at alt det, som kommer ind i et menneske udefra, ikke kan gøre det urent? For det kommer ikke ind i hjertet, men ned i maven, og det kommer ud igen.” Dermed erklærede han al slags mad for ren. Og han sagde: “Det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent.”