8. ALM. SØNDAG. (IV Ps)

2019-03-03 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække C
Hverdagstekstrække I


8. ALM. SØNDAG. (IV Ps)
Helgener:


1. læsning Sir 27,4-7

Når man ryster et sold, bliver snavset tilbage;
på samme måde bliver smudset tilbage i et menneskes tankegang.
Som pottemagerkar står deres prøve i ovnen,
således prøver man et menneske ved samtale med ham.
Hvorledes et træ er passet, viser dets frugt;
på samme måde røber talen de tanker, der bor i et menneskes hjerte.
Ros ikke en mand, før du har talt med ham;
thi på denne måde prøver man mennesker.

Vekselsang Sl 92,2-3.13-14.15-16

R. Det er godt at takke Herren.

Det er godt at takke Herren
og at lovsynge dit navn, du den Højeste,
at forkynde din godhed om morgenen
og din trofasthed om natten.

Den retfærdige skyder op som palmen
og vokser sig stor som cedertræet på Libanon;
de er plantet i Herrens tempel,
de skyder op i vor Guds forgårde.

Selv i deres høje alder bærer de frugt,
de er friske og grønne,
så de kan forkynde, at Herren er retskaffen;
han er min klippe, der er ingen uret hos ham.

2. læsning 1 Kor 15,54-58

Brødre og søstre! Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt:

Døden er opslugt og besejret.
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?

Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!

Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren.

Akklamation til Evangeliet jmf Fil 2,15-16

Halleluja!
I stråler som himmellys i verden
og holder fast ved livets ord.

Evangelium Luk 6,39-45

Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?  En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester.

 Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?  Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.

 Der er intet godt træ, som bærer dårlig frugt, heller ikke noget dårligt træ, som bærer god frugt.  For ethvert træ kendes på sin frugt. Man plukker jo ikke figner af tjørn, høster heller ikke druer af en tornebusk. Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.