2. ALM. SØNDAG. (II Ps)

View Calendar
2018-01-14 Hele dagen

 

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Helgener


 1. læsning 1 Sam 3,3b-10. 19

I de dage sov Samuel i Herrens tempel, hvor Guds ark stod. Da kaldte Herren på Samuel, som svarede ja og løb hen til Eli og sagde: “Du kaldte på mig, her er jeg!” Men han svarede: “Jeg har ikke kaldt; læg dig til at sove igen.” Så gik han hen og lagde sig. Igen kaldte Herren: “Samuel!” Han stod op og gik hen til Eli og sagde: “Du kaldte på mig, her er jeg!” Men han svarede: “Jeg har ikke kaldt, min søn. Læg dig til at sove igen.” Samuel kendte nemlig endnu ikke Herren, og Herrens ord var endnu ikke blevet åbenbaret for ham. For tredje gang kaldte Herren: “Samuel!” Han stod op og gik hen til Eli og sagde: “Du kaldte på mig, her er jeg!” Da forstod Eli, at det var Herren, der kaldte på drengen, og han sagde til Samuel: “Gå hen og læg dig til at sove. Hvis der bliver kaldt på dig igen, skal du sige: Tal, Herre, din tjener hører!” Så gik Samuel tilbage og lagde sig til at sove.

Da kom Herren og stillede sig foran ham, og han kaldte ligesom de andre gange: “Samuel, Samuel!” og han svarede: “Tal, din tjener hører!”.

Samuel voksede op, og Herren var med ham og lod ikke et eneste af sine ord falde til jorden.

Vekselsang Sl 40,2&4ab.7-8a.8b-9.10

R. Se, jeg er kommet
for at gøre din vilje, Gud.

Eller:

Halléluja!

Jeg satte alt mit håb til Herren,
og han bøjede sig ned til mig
og hørte mit råb om hjælp;
Han lagde mig en ny sang i munden,
en lovsang til vor Gud.

Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have
– du har åbnet mine ører –
brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.
Da siger jeg: “Se, jeg er kommet.”

I bogrullen er der skrevet om mig –
jeg ønsker at gøre din vilje, Gud,
din lov er i mit indre.

Jeg vil forkynde, hvad der er ret,
i den store forsamling,
jeg holder ikke mine læber lukkede,
det ved du, Herre!

2. læsning 1 Kor 6,13c-15a. 17-20

Brødre og søstre! Legemet er ikke til utugt, men er til for Herren, og Herren for legemet, og Gud oprejste Herren og vil oprejse os ved sin kraft. Ved I ikke, at jeres legemer er Kristi lemmer. Men den, der binder sig til Herren, er én ånd med ham. Hold jer fra utugt! Al anden synd, som et menneske begår, er uden for legemet, men den, der lever utugtigt, synder mod sit eget legeme. Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme!

Akklamation til Evangeliet Joh 1,41.17b

Halleluja!
Vi har mødt Messias” – det betyder Kristus.
Nåden og sandheden kom ved ham.

Evangelium Joh 1,35-42

På den tid stod Johannes på den anden side af Jordan med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: “Se, dér er Guds lam.”

De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: “Hvad vil I?” De svarede: “Rabbi, hvor bor du?” – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: “Kom og se!” De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.

Først møder han sin bror Simon og siger til ham: “Vi har mødt Messias” – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: “Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas” – det er det samme som Peter.