Lørdag i 2. alm. uge I

23/01/2021 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække I


Helgener:


Læsning Hebr 9,1-3. 11-14

Nu havde også den første pagt sine forskrifter for gudstjenesten og sin jordiske helligdom. For der var indrettet et forreste rum, hvori lysestagen og bordet og skuebrødene var; det kaldes det Hellige. Bag det andet forhæng var det rum, som kaldes det Allerhelligste.
Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til; og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning. Når nu blodet af bukke og tyre og asken af en ung ko ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre, så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.

Vekselsang Sl 47,2-3.6-7.8-9

R. Gud drager op under jubelråb,
Herren drager op til hornets klang.

Alle folkeslag, klap i hænderne,
bryd ud i jubelråb for Gud!
For Herren, den Højeste, er frygtindgydende,
en mægtig konge over hele jorden.

Gud drager op under jubelråb,
Herren drager op til hornets klang.
Syng for Gud, syng!
Syng for vor konge, syng!

For Gud er hele jordens konge,
syng hyldestsang!
Gud er konge over folkene,
Gud sidder på sin hellige trone.

Akklamation til Evangeliet jfr. ApG 16,14b

Halleluja!
Herre, åbn vort hjerte, så vi lytter til din Søns ord.

Evangelium Mark 3,20-21

På den tid, da Jesus kom hjem sammen med sine disciple, samledes der igen en skare, så de ikke engang kunne komme til at spise. Og da hans slægtninge hørte det, gik de hen for at få fat i ham, for de mente, at han var ude af sig selv.