Fredag i 7. alm. uge (III Ps)

View Calendar
2018-05-25 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Fredag i 7. alm. uge (III Ps)
Helgener: Beda den Ærværdige, præst og kirkelærer († 735)
———— Gregor VII, pave († 1085)
———— Maria Magdalene af Pazzi, jomfru († 1607)


Læsning Jak 5,9-12

Vær ikke vrantne mod hinanden, brødre, for at I ikke skal blive dømt; dommeren står allerede ved døren. Brødre, tag profeterne, der talte i Herrens navn, som jeres forbillede, når det gælder at lide ondt og bære det tålmodigt. Vi priser jo dem salige, der holdt ud; I har hørt om Jobs udholdenhed og har set, hvordan Herren lod det gå ham til sidst, for Herren er barmhjertig og rig på nåde.

Frem for alt, mine brødre, sværg ikke, hverken ved himlen eller ved jorden, eller nogen anden ed; men jeres ja skal være et ja, og jeres nej skal være et nej, for at I ikke skal hjemfalde til dom.

Vekselsang Sl 103,1-2.3-4.8-9.11-12

R. Herren er barmhjertig og nådig.

Min sjæl, pris Herren,
alt i mig skal prise hans hellige navn.
Min sjæl, pris Herren,
glem ikke hans velgerninger!

Han tilgiver al din skyld,
helbreder alle dine sygdomme.
Han udfrier dit liv fra graven,
han kroner dig med godhed og barmhjertighed.

Herren er barmhjertig og nådig,
sen til vrede og rig på troskab.
Han anklager ikke for evigt
og vredes ikke for altid;

Så høj som himlen er over jorden,
så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;
så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder fra os.

Akklamation til Evangeliet Joh 17, 17b. a

Halleluja!
Dit ord er sandhed;
Hellig dem i sandheden.

Evangelium Mark 10,1-12

Jesus brød op og drog til Judæa og landet øst for Jordan; atter samlede der sig folkeskarer hos ham, og han underviste dem igen, som han plejede.

Så kom der nogle farisæere, og for at sætte ham på prøve spurgte de ham: »Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru?« Han svarede dem: »Hvad har Moses påbudt jer?« Og de sagde: »Moses har tilladt manden at skrive et skilsmissebrev og så skille sig fra hende.« Jesus sagde til dem: »Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at han gav jer dette bud; men fra skabelsens begyndelse skabte Gud dem som mand og kvinde. ›Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød.‹ Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.« Da de igen var inden døre, spurgte disciplene ham om dette, og han sagde til dem: »Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.«