Mandag i 23. alm. uge (III Ps)

View Calendar
2018-09-10 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Mandag i 23. alm. uge (III Ps)
Helgener:


Læsning 1 Kor 5,1-8

Det er almindelig kendt, at der forekommer utugt hos jer, og det af en sådan art, at den ikke engang forekommer hos hedninger, nemlig at en mand lever sammen med sin fars hustru. Og så er I tilmed indbildske! Burde I ikke snarere være fortvivlede, så han, der har gjort dette, fjernes fra jeres midte? Hvad mig angår, så har jeg, personligt fraværende, men åndeligt nærværende, allerede fældet min dom over den skyldige, som om jeg virkelig var til stede: Han skal, når I er forsamlet i vor Herre Jesu navn, og jeg er åndeligt til stede, med vor Herre Jesu kraft overgives til Satan, så det kødelige kan ødelægges, for at ånden kan frelses på Herrens dag.
Jeres stolthed klæder jer ikke. Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.

Vekselsang Sl 5,5-6.7.12

R. Herre, led mig i din retfærdighed.

Du er ikke en Gud, der holder af uret,
du giver ikke den onde husly,
de overmodige
kan ikke træde frem for dine øjne,
du hader alle forbrydere.

Du udrydder løgnere.
Herren afskyr mordere og bedragere.

Alle, der søger tilflugt hos dig, skal glæde sig,
de skal juble til evig tid.
Du beskytter dem,
og de, der elsker dit navn,
skal fryde sig over dig.

Akklamation til Evangeliet Joh 10,27

Halleluja!
Mine får hører min røst, siger Herren;
og jeg kender dem, og de følger mig.

Evangelium Luk 6,6-11

På en anden sabbat skete det, at Jesus gik ind i synagogen og underviste. Dér var der en mand med en vissen højre hånd. Og de skriftkloge og farisæerne holdt øje med, om Jesus ville helbrede på sabbatten, så de kunne få noget at anklage ham for. Men han kendte deres tanker og sagde til manden med den visne hånd: »Rejs dig og stil dig ind i midten!« Da rejste han sig og trådte frem, og Jesus sagde til dem: »Jeg spørger jer: Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at ødelægge det?« Han så rundt på dem alle og sagde så til manden: »Ræk din hånd frem!« Det gjorde han, og hans hånd blev rask igen. Men de blev rasende og begyndte at tale med hinanden om, hvad de skulle gøre ved Jesus.