Mandag i 24. alm. uge (IV Ps)

View Calendar
2018-09-17 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Mandag i 2¤. alm. uge (IV Ps)
Helgener: Robert Bellarmin, biskop og kirkelærer († 1621)
———– –Hildegard af Bingen, abbedisse († 1179), kan fejres


Læsning 1 Kor 11,17-26. 33

Når jeg giver jer følgende formaning, har jeg ingen ros til jer. Jeres sammenkomster er nemlig ikke til gavn, men til skade. For det første hører jeg, at der er splittelser blandt jer, når I kommer sammen i menigheden, og jeg tror, der er noget om det. Der må jo også være partier hos jer, så man kan se, hvem af jer der er til at stole på! Når I kommer sammen, er det ikke Herrens måltid, I holder, for enhver tager straks for sig af sin egen mad, og én sulter, mens en anden drikker sig beruset. Kan I da ikke spise og drikke hjemme? Eller ringeagter I Guds menighed og bringer skam over dem, der ingenting har? Hvad skal jeg sige til jer? Skal jeg rose jer? Nej, for dette får I ingen ros.

For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!« For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer..

Vekselsang Sl 40,7-8a.8b-9.10.17

R. Forkynd I Herrens død, indtil han kommer.

Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have
— du har åbnet mine ører —
brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.
Da siger jeg: »Se, jeg er kommet
— i bogrullen er der skrevet om mig —
jeg ønsker at gøre din vilje, Gud,
din lov er i mit indre.«

Jeg vil forkynde, hvad der er ret,
i den store forsamling,
jeg holder ikke mine læber lukkede,
det ved du, Herre!

Men alle, der søger dig,
skal fryde og glæde sig over dig;
de, der elsker din frelse,
skal altid sige: Herren er stor!

Akklamation til Evangeliet Joh 3,16

Halleluja!
Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn,
for at enhver, som tror på ham, skal have evigt liv.

Evangelium Luk 7,1-10

Da Jesus havde afsluttet hele sin tale til folket, gik han ind i Kapernaum. Dér var der en officer, som havde en højt værdsat tjener, der var syg og lå for døden. Da han havde hørt om Jesus, sendte han nogle af jødernes ældste hen til ham for at bede ham om at komme og frelse tjenerens liv. De kom så til Jesus og bad ham indtrængende: »Han fortjener, at du gør dette for ham, for han elsker vort folk, og han har selv ladet synagogen bygge til os.« Jesus gik så med dem. Men da han var næsten fremme ved huset, sendte officeren nogle venner ud for at sige til ham: »Herre, gør dig ingen ulejlighed, for jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Derfor regnede jeg mig heller ikke for værdig til at komme selv. Men sig blot et ord og helbred min tjener! Jeg er jo selv en mand, der står under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.« Da Jesus hørte det, undrede han sig over ham og vendte sig om og sagde til den skare, der fulgte ham: »Jeg siger jer, ikke engang i Israel har jeg fundet så stor en tro.« Og da de, som var sendt ud, vendte tilbage til huset, fandt de tjeneren rask.