Mandag i 30. alm. uge (II Ps)

View Calendar
2018-10-29 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Mandag i 30. alm. uge (II Ps)
Helgener:


Læsning Ef 4,32‑ 5,8

Brødre og søstre! Vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus. I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft. Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk det er det samme som en afgudsdyrker har lod og del i Kristi og Guds rige. Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. Gør derfor ikke fælles sag med dem! For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn.

Vekselsang Sl 1,1‑2.3.4 & 6

R. Vi skal ligne Gud som hans kære børn.

Lykkelig den, som ikke vandrer
efter ugudeliges råd,
som ikke går på synderes vej
og ikke sidder blandt spottere,
men har sin glæde ved Herrens lov
og grunder på hans lov dag og nat.

Han er som et træ,
der er plantet ved bækken;
det bærer frugt til rette tid,
og dets blade visner ikke.
Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

Sådan går det ikke de ugudelige;
de er som avner,
der blæses bort af vinden.
Herren kender de retfærdiges vej,
men de ugudeliges vej går til grunde.

Akklamation til Evangeliet Joh 17,17b. a

Halleluja!
Dit ord er sandhed. Hellig dem i sandheden.

Evangelium Luk 13,10- 17

På en sabbat underviste Jesus i en af synagogerne. Dér var der en kvinde, som i atten år havde været plaget af en sygdomsånd. Hun var krumbøjet og ude af stand til at rette sig helt op. Da Jesus så hende, kaldte han på hende og sagde: »Kvinde, du er løst fra din sygdom.« Han lagde hænderne på hende, og straks rettede hun sig op og priste Gud.

Men synagogeforstanderen, som var vred over, at Jesus helbredte på en sabbat, sagde til skaren: »Seks dage er bestemt til arbejde, og på dem kan I derfor komme og lade jer helbrede, men ikke på sabbatten.« Da svarede Herren ham: »I hyklere, vil ikke hver eneste af jer løse sin okse eller sit æsel fra krybben og trække dem hen og vande dem, selv om det er sabbat? Men denne Abrahams datter, som Satan har holdt bundet i hele atten år, burde hun ikke løses af denne lænke på sabbatten?« Da han sagde det, blev alle hans modstandere gjort til skamme, men hele skaren glædede sig over alt det herlige, han gjorde.