Tirsdag i 31. alm. uge (III Ps)

View Calendar
2018-11-06 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Tirsdag i 31. alm. uge (III Ps)
Helgener:


Læsning Fil 2,5- 11

I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,
han, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.

Vekselsang Sl 22,26b-27.28-30a.31-32

R. Herre. jeg vil synge din pris i en stor forsamling.

Jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter
Herren.
De ydmyge skal spise og mættes,
de, der søger Herren, skal lovprise ham,
og de skal få nyt mod for evigt.

Hele den vide jord skal huske Herren
og vende tilbage til Herren;
alle folkenes slægter
skal kaste sig ned for dig.
For kongemagten tilhører Herren,
han hersker over folkene.

Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham.
Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal
tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der
fødes,
for han greb ind!

Akklamation til Evangeliet Matt 11,28

Halleluja!
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder,
og jeg vil give jer hvile.

Evangelium Luk 14,15- 24

En af gæsterne sagde til Jesus: »Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!« Jesus svarede: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«