Torsdag i 34. alm. uge (II Ps)

2018-11-29 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Torsdag i 34. alm. uge (II Ps)
Helgener:


Læsning Åb 18,1-2. 21-23; 19,1-3. 9a

Jeg, Johannes så en anden engel stige ned fra himlen med stor magt, og jorden oplystes af dens glans. Den råbte med kraftig røst:

Faldet, ja, faldet er det store Babylon,
det er blevet bolig for dæmoner,
skjul for alle urene ånder,
skjul for alle urene fugle
og skjul for alle urene og afskyelige dyr.

Så løftede en mægtig engel en sten som en stor møllesten og kastede den i havet og sagde:

Sådan skal den store by Babylon styrtes hovedkulds ned
og ikke findes mere.
Lyden af harpespillere og sangere
og af fløjtespillere og blæsere
skal ikke høres i dig mere,
ingen håndværker af nogen slags skal findes i dig mere,
kværnens lyd ikke høres i dig mere,
lampens lys ikke skinne i dig mere,
og brudgoms og bruds stemme ikke høres i dig mere.
For dine købmænd var jordens stormænd,
af din trolddom blev alle folkeslag forført.

Derefter hørte jeg en vældig lyd som af en talrig skare i himlen, som sagde:

Halleluja!
Frelsen og æren og magten er vor Guds,
sande og retfærdige er hans domme.
Han har dømt den store skøge, som fordærvede verden med sin utugt,
han har hævnet sine tjeneres blod på hende.
Og atter sagde de: »Halleluja! Røgen fra hende stiger op i evighedernes evigheder.«

Og englen sagde til mig: »Skriv: Salige er de, der er indbudt til Lammets bryllupsfest.«

Vekselsang Sl 100,2.3.4.5

R. Salige er de, der er indbudt til Lammets bryllupsfest.

Tjen Herren under glædessang,
træd frem for ham under jubel!

Forstå, at Herren er Gud,
han har skabt os, og ham hører vi til,
vi er hans folk og de får, han vogter.

Gå ind ad hans porte med takkesang,
ind i hans forgårde med lovsang,
tak ham, pris hans navn!

For Herren er god,
hans trofasthed varer til evig tid,
hans troskab i slægt efter slægt.

Akklamation til Evangeliet Luk 21,28

Halleluja!
Ret jer op og løft jeres hoved,
for jeres forløsning nærmer sig.

Evangelium Luk 21,20-28

På den tid sagde Jesus til sine disciple: »Når I ser Jerusalem omringet af hære, da skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; de, der er inde i byen, skal forlade den, og de, der er ude på landet, skal ikke gå ind i byen. For det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse. Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. For der skal komme stor nød over landet og vrede over dette folk. De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende. Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«