Torsdag i 32. alm. uge (IV Ps)

View Calendar
2018-11-15 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


 

Torsdag i 32. alm. uge (IV Ps)
Helgener: Albert den Store, biskop og kirkelærer († 1280)


Læsning Filemon 7- 20

Din kærlighed har været til stor glæde og trøst for mig, fordi de helliges hjerter er blevet beroliget ved dig, min broder.

Selv om jeg derfor med stor frimodighed i Kristus kunne foreholde dig din pligt, vil jeg for kærlighedens skyld hellere rette en bøn til dig, sådan som jeg er: en gammel Paulus og nu også Kristi Jesu fange. Jeg beder for Onesimos, mit barn, som jeg har fået i mit fangenskab, ham, som ikke tidligere var til gavn for dig, men som nu er til gavn både for dig og for mig; ham sender jeg tilbage til dig, og dermed mit eget hjerte. Jeg havde helst beholdt ham hos mig, for at han i dit sted kunne være mig til hjælp i mit fangenskab for evangeliets skyld. Men uden dit samtykke ville jeg intet gøre, for at det gode, som du gør, ikke skal ske af tvang, men af fri vilje. Måske blev han taget fra dig for en tid, for at du kunne få ham tilbage for altid, ikke længere som en slave, men som mere end en slave: en kær broder. Det er han i høj grad for mig, og hvor meget mere skal han så ikke være det for dig, både i denne verden og i Herren!

Så sandt du regner mig for en trosfælle, så tag imod ham, som var det mig selv. Har han gjort dig nogen uret eller skylder dig noget, så skriv det på min regning! Jeg, Paulus, skriver med min egen hånd: Jeg vil betale! For slet ikke at tale om, at du skylder mig dig selv. Ja, min broder, lad mig få gavn af dig for Herrens skyld. Giv mit hjerte ro i Kristus!

Vekselsang Sl 146,7.8-9a.9bc-10

R. Lykkelig den, hvis hjælp er Jakobs Gud.

eller:

Halléluja!

Lykkelig den, skaffer de undertrykte ret
og giver de sultne føde.
Herren sætter de fangne i frihed,

Herren åbner de blindes øjne,
Herren rejser de nedbøjede,
Herren elsker de retfærdige.
Herren beskytter de fremmede,

han bringer faderløse og enker på fode,
men fører de ugudelige på vildspor.
Herren er konge for evigt,
din Gud, Zion, i slægt efter slægt.

Akklamation til Evangeliet Joh 15,5

Halleluja!
Jeg er vintræet, I er grenene – siger Herren.
Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt.

Evangelium Luk 17,20- 25

Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«

Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt.«