Tirsdag i 15. alm. uge (III Ps)

View Calendar
2018-07-17 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Tirsdag i 15. alm. uge (III Ps)
Helgener:


Læsning Es 7,1-9

Dengang Akaz, Jotams søn, Uzzijas sønnesøn, var konge i Juda, drog Arams konge, Resin, og Israels konge, Peka, Remaljas søn, op til angreb på Jerusalem. Men de kunne ikke erobre den. Da det blev meddelt Davids hus, at Aram havde slået lejr i Efraim, skælvede hans hjerte og hans folks hjerte, som skovens træer skælver for blæsten. Da sagde Herren til Esajas: »Gå ud sammen med din søn Shearjashub og mød Akaz ved enden af Øvredammens vandledning, ved vejen til vaskepladsen, og sig til ham: Tag dig i agt, og hold dig i ro! Frygt ikke! Tab ikke modet over disse to rygende stykker træ, Resins og Arams og Remaljas søns glødende vrede, fordi Aram har planlagt ondt imod dig sammen med Efraim og Remaljas søn og sagt: Kom, lad os gå imod Juda, jage det en skræk i livet og rive det til os; så indsætter vi Tab’als søn som konge der!

Dette siger Gud Herren:

Det skal ikke lykkes,
det skal ikke ske!
For Arams hoved er Damaskus,
og Damaskus’ hoved er Resin.
Femogtres år endnu,
så er Efraim knust og ikke længere et folk.
Efraims hoved er Samaria,
og Samarias hoved er Remaljas søn.
Holder I ikke fast ved mig,
holder jeg ikke fast ved jer!«

Vekselsang Sl 48,2-3a.3b-4.5-6.7-8

R. Gud lader sin by bestå til evig tid.

Herren er stor
og højt lovprist
i vor Guds by.
Hans hellige bjerg
knejser smukt
til fryd for hele jorden,

Zions bjerg i det yderste nord,
den store konges by.
Gud er i dens borge,
han giver sig til kende som værn.

For kongerne sluttede sig sammen
og rykkede frem i flok.
Men da de så op, blev de målløse
og flygtede i rædsel.

På stedet blev de grebet af angst,
af veer som den fødende.
Med østenstormen
knuser du Tarshish-skibe.

Akklamation til Evangeliet Sl 95,8ab

Halleluja!
Gør ikke jeres hjerter hårde,
men lyt til Herrens stemme.

Evangelium Matt 11,20-24

Jesus begyndte at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«