Lørdag i 16. alm. uge (IV Ps)

View Calendar
2018-07-28 Hele dagen

Det almindelige kirkeår
Søndagstekstrække B
Hverdagstekstrække II


Lørdag i 16. alm. uge (IV Ps)
Helgener: Martha (m)


Læsning 1 Joh 4,7-16

Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.

Deraf ved vi, at vi bliver i ham og han i os: at han har givet os af sin ånd. Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser. Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud. Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os.

Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.

Vekselsang Sl 34,2-3.4-5.6-7.8-9.10-11

R. Smag og se, at Herren er god.

eller

Jeg vil prise Herren til alle tider.

Jeg vil prise Herren til alle tider,
min mund skal altid lovsynge ham.
Jeg fryder mig over Herren,
de ydmyge hører det med glæde.

Ophøj Herren sammen med mig,
sammen vil vi hylde hans navn!
Jeg søgte Herren, og han svarede mig,
han befriede mig for al min frygt.

De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde,
deres ansigter skal ikke forgræmmes.
Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham,
han frelste ham af alle hans trængsler.

Herrens engel lejrer sig
omkring dem, der frygter ham,
og han udfrier dem.
Smag og se, at Herren er god;
lykkelig den mand, der søger tilflugt hos ham.

Frygt Herren, I hans hellige,
for de, der frygter ham, lider ingen mangel.
Løver kan lide nød og sulte,
men de, der søger Herren, mangler intet godt.

Akklamation til Evangeliet Joh 8,12b

Halleluja!
Jeg er verdens lys.
Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.

Evangelium Joh 11,19-27

Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror Lazarus. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.« Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«

eller

Evangelium Luk. 10, 38-42

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham.  Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«